Vidunderlige AWG

Det ved de unge. Det er dem, der rejser ud og møder verdens mangfoldighed. Det er dem, der prøver kræfter med hinanden og slås for sig selv og nationen, men det er også dem, der knytter venskaberne ved store stævner som Arctic Winter Games.

Fredag d. 22. marts 2002
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Kultur og samfund, Politik, Sociale spørgsmål.

I AFTEN SLUTTER AWG i Nuuk i et gigantisk festfyrværkeri, der bedst kan ses fra snearenaen ved multihallen Inussivik. Det er en naturlig afslutning på en uge, der i sig selv har været ét langt festfyrværkeri. En kostbar kæde af begivenheder og møder, kappestrid og samvær. Indianere, inuit og qallunaat fra de arktiske egne har ikke bare prøvet kræfter, men har givet hinanden en række oplevelser af kulturel og åndelig værdi.

Hovedsigtet var fra de første lege den idrætslige kappestrid, men som enhver anden stor idrætsbegivenhed i historien, hvor nationer og kulturer mødes, har også Arctic Winter Games et endnu større perspektiv.

Legene har givet os så mange oplevelser, at det er ganske umuligt at samle dem i en fælles omtale. Derfor har redaktionen været rundt de fleste steder og produceret særskilte artikler.

Nu ved vi, hvad vore mange unge oplever på deres rejser til den arktiske verdens store idrætsbegivenheder. Og det er godt. Godt i enhver henseende. Det er umuligt efter dette at finde noget skidt at sige om ideen og ånden bag Arctic Winter Games.

Overalt i Grønland har vi - takket være først og fremmest KNR - kunne følge med i de mange begivenheder, og det er ikke få der under transmissionerne fra de store gallashows i Katuaq har døjet med klumper i halsen og vand i øjnene. Det har været vidunderligt.

HVOR HAR MENNESKER dog meget tilfælles, og hvor er det ærgerligt, at vi ser så lidt til hinanden. Og netop, som vi nu har oplevet, at de arktiske folk kulturelt og menneskeligt kan give hinanden så meget, er det værd at tænke på, at alverdens andre kulturer er akkurat ligeså værdifulde.
 

Børn på katastrofekurs
Under disse vinterlege, som i realiteten blot er et stort sports- og kulturstævne for børn i Arktis, sidder 150 glemte børn ude i den grønlandske virkelighed. Disse børn er langt væk fra rampelyset i Arctic Winter Games og så omsorgssvigtede, at de må anbringes uden for det, der burde være deres tryghed i tilværelsen: Et hjem.
Leder i Sermitsiaq 22. marts 2002
   
Det ved de unge. Det er dem, der rejser ud og møder verdens mangfoldighed. Det er dem, der prøver kræfter med hinanden og slås for sig selv og nationen, men det er også dem, der knytter venskaberne ved store stævner som Arctic Winter Games. Og det er dem, der på scenen fortolker deres egen verden i dans og sang og lyde - og griber fat om vore fælles følelser.

De har givet os ældre, der har fået en lift gennem legene, forventninger om en verden med lidt mere fred, forståelse og fællesskab.

SET HER FRA REDAKTIONEN var den sidste tid op til åbningen noget kaotisk, og det fik os tit til at ryste på hovedet. Men frygten for legenes afvikling blev gjort til skamme. Alt er tilsyneladende klappet. Deltagerne er glade, og vi - publikum - har grund til at være taknemmelige for det kæmpearbejde, som et entusiastisk korps af frivillige har udført.