Det moderne Grønlands kolonitid

Overalt støder man på danskere, der med stor forkærlighed for sig selv taler om, hvor meget de gør og især vil gøre for grønlænderne. Hvor betydningsfulde de er for det grønlandske samfund, og hvor meget de gerne vil lave om på, så alt kan blive meget bedre til grønlændernes store fordel

Fredag d. 12. april 2002
Bjarne Hansen
Emnekreds: Kultur og samfund, Rigsfællesskab og selvstyre, Sundhedsvæsenet.

Det moderne demokratiske samfund tillader, at man siger sin mening, uden at blive genstand for en sammensværgelse, men gerne en diskussion, hvor forskellige meninger har lige ret til at blive fremført.

Vi vil i den følgende tid se, om Grønland er et moderne og ikke mindst demokratisk samfund.

Af mine fire ophold i Grønland, blev det sidste på mange måder en stor skuffelse, men ikke uden gode oplevelser, trods alt. Imidlertid vil jeg i det følgende beskæftige mig med det førstnævnte.

Jeg indrømmer, at jeg denne gang tog til Grønland af pekuniære grunde, og andre personlige grunde, som jeg ikke skal trætte læseren med. På ingen måde tog jeg til Grønland med det formål at hjælpe eller redde Grønland med eller fra noget som helst.
  Lægeklinikken er nævnt specifikt og vi føler os derfor kaldet til at tage til genmæle.
Vores første reaktion var forundring.
For det første over tidspunktet. Bjarne arbejdede hos os fra marts til september 1996, så hvorfor skriver han først nu i 2002?
For mig var der tale om et simpelt bytteforhold, hvor jeg mod den for min profession tilbudte hyre, var indstillet på at yde samme indsats, som jeg ville have gjort i mit hjemland, hverken mere eller mindre: det vil sige en indsats, som jeg professionelt kunne stå inde for.

Imidlertid kom jeg til at yde en større indsats, end jeg var indstillet på. Årsagen var det af mange grunde store arbejdspres i Lægeklinikken. Derfor var arbejdet også af en ringere kvalitet, end jeg synes jeg kunne være bekendt, uanset hvor jeg befinder mig.

Dette var en af mine store skuffelser, selvom jeg ikke tror at nogen patient har lidt skade af, at jeg var der i et halvt år.

En større skuffelse var imidlertid at få bekræftet, hvad der tidligere kun anede mig - nemlig at kolonitiden i Grønland på ingen måde er ovre.

Dette er konklusionen på mine oplevelser i Nuuk i almindelighed, og på SANA i særdeleshed. Ikke fordi jeg på nogen måde tror, at det er særlig udtalt der, men fordi jeg har de fleste af mine erfaringer derfra.

Overalt støder man på danskere, der med stor forkærlighed for sig selv taler om, hvor meget de gør og især vil gøre for grønlænderne. Hvor betydningsfulde de er for det grønlandske samfund, og hvor meget de gerne vil lave om på, så alt kan blive meget bedre til grønlændernes store fordel.

Dette taler tilkaldte danskere meget om, når de er sammen, og tro mig, jeg tvivler på, at de nogensinde har spurgt en eneste grønlænder, hvad han eller hun synes.

Skulle det imidlertid alligevel være tilfældet, at en eller anden har forbarmet sig og spurgt en eller flere grønlændere, ville denne med stor sandsynligvis have overhørt eller bortforklaret svaret, hvis det ikke faldt i tråd med dennes synspunkter.

Denne protektionistiske holdning overfor "staklerne", og kvalmende selvforherligelse, som ofte ikke har nogen saglig baggrund, udover at enhver jo naturligvis har større eller mindre behov for at se sig selv i et positivt lys, støder man ikke alene på overalt, men desværre også alt for tit. Selv den mest forarmede dansker evner at se sig selv grønlænderen overlegen.

Denne holdning som jeg vil kalde slet skjult racisme, udspringer naturligvis af, at man betragter det som naturgivent, at danskere er grønlændere overlegne. Især blandt danskere findes den, men uden tvivl også blandt grønlændere.

Hvor tit ser man ikke, at magten ligger hos den "tilkaldte", uanset at den grønlandske kollega er mindst lige så kvalificeret, eller endnu værre bedre kvalificeret.

Jeg kan nævne talrige eksempler, og læseren kan sikkert selv komme med sine. Som læge følte jeg mig for eksempel betydelig mere tryg ved at have sundhedsmedhjælpere omkring mig, end en danske sygeplejersker, med mindre de havde været på Lægeklinikken i flere år. Disse personer, der for en dansk læge, som jo ofte skifter arbejdsplads, er grundstammen på ethvert hospital. Personer, som man regner med og stoler på. Var der en sygeplejerske på arbejde, var det imidlertid altid hende, der bestemte og førte ordet, uanset at hendes erfaringer i Lægeklinikken eller selvom hendes kvalifikationer var mikroskopiske i forhold til sundhedsmedhjælperens, der kender stedet ud og ind og er fuldt fortrolig med alt hvad der sker i Lægeklinikken.

Grønlænderen trækker sig resigneret fordi "den stærke hvide race" per definition sidder på magten. Og hvor tit har man ikke hørt grønlændere fortælle, at de gang på gang frustreres over først at oplære tilkaldte danskere for siden at blive deres underlegne eller underordnede, og dette med god grund.

Det er også set, at grønlændere med store uddannelser forlader deres stillinger i Grønland i frustration over, at deres mindre kvalificerede danske kolleger igen og igen render dem over ende.

De, der forsøger at trænge ind i magthierakiet, får stækket deres vinger, fordi det danske mindretal ofte er i overtal i mange vigtige organer.
  Uviljen mod at ansætte Knud Erik Kleist som overlæge var nok snarere et internt grønlandsk politisk anliggende.
Knud Erik Kleist havde gentagne gange udtrykt sig kritisk overfor Sundhedsdirektoratets og dermed landsstyremedlem Marianne Jensens håndtering af sundhedsvæsenets massive problemer
   
Fortæl mig nu ikke at jeg tager fejl, når man i 1995 (1996 red.) har ansat en administrerende overlæge af grønlandsk afstamning. For det første ved jeg det udmærket, for det andet ved jeg, hvor svært det var for ham at få stillingen, og for det tredie og i mine øjne vigtigste, er det endnu kun en dråbe i havet.

Det er beundringsværdigt, at grønlænderne gør så meget for ikke at forfalde til racisme, at mange grønlændere i medierne udtaler sig til fordel for danskere i Grønland, og tager skarpt afstand fra angreb mod disse.

Men man bør overveje om dette ikke, nu og på længere sigt bliver en achilleshæl for Grønland, at man i tolerancens hellige navn kommer til at forherlige en gruppe, der i forvejen har så mange fordele på deres side, og som i øvrigt, som beskrevet, ofte opfører sig racistisk, omend de forsøger at skjule det så godt som muligt, ofte bag en hyklerisk protektionistisk holdning overfor en befolkning, som så mange danskere føler sig overlegne.