Fremtidens flystruktur

Grønlandsfly A/S har ikke lagt skjul på, at der ved en fortsat anvendelse af DASH-7 flyene kan ses frem til et fortsat stigende pres på priserne på flybilletter. Dette skyldes de meget kraftige stigninger i reservedelsomkostninger og de generelle vedligeholdelsesomkostninger

Fredag d. 3. maj 2002
Jørgen Wæver Johansen
Emnekreds: Infrastruktur, Politik.

Landingsbanerne i Nuuk og Ilulissat skal søges forlænget til 1199 m. Dette blev en vigtig konklusion på det trafikseminaret i Nuuk med temaet "Grønlands fremtidige flytrafikstruktur".

Også anlæggelse af en landingsbane på 1199 m i Qaqortoq, på bekostning af Narsarsuaq, var til debat. Der ligger store renoveringsopgaver i vente i Narsarsuaq, og ved en lukning, vil der over de kommende år kunne spares et trecifret millionbeløb. Samtidig vil der være store årlige driftsbesparelser for Mittarfeqarfiit, og med en lufthavn i Qaqortoq vil det kun være nødvendigt med én helikopter i området. Dette vil gøre det billigere for Landskassen at indgå aftale med en operatør om denne beflyvning. En nærmere analyse af den samfundsøkonomiske effekt af investeringen vil blive gennemført, inden der lægges op til en endelig beslutning.

Flyvning med mindre fly - med plads til maksimalt 19 passagerer - på trafiksvage ruter vil ikke umiddelbart give afgørende besparelser i driften. Derimod kan mindre fly være medvirkende til at give flere forbindelser. Samtidig kan eventuelle kommende investeringer i nye lufthavne gøres mere rentable, og samfundet risikerer ikke at blive presset ud i kostbare investeringer i udvidelser af andre landingsbaner. Undersøgelserne om det eventuelt hensigtsmæssige i at flyve med små fly fortsætter derfor.

Grønlandsfly A/S har ikke lagt skjul på, at der ved en fortsat anvendelse af DASH-7 flyene kan ses frem til et fortsat stigende pres på priserne på flybilletter. Dette skyldes de meget kraftige stigninger i reservedelsomkostninger og de generelle vedligeholdelsesomkostninger. Selskabet har i den forbindelse lagt et pres på Hjemmestyret om en forlængelse af banen i Nuuk og gerne også i Ilulissat, således at de ældre DASH-7 fly gradvist kan udskiftes med større fly, og at de stigende priser i flytrafikken kan vendes til et fald.

Landsstyret lægger vægt på at sikre, at fremtidige investeringer i trafikstrukturen skal basere sig på samfundsøkonomisk forsvarlige beslutninger. Derfor skal beslutninger tages ud fra en samlet vurdering af hele den trafikale infrastruktur. Som led heri er flyselskaber, lufthavnsvæsen og andre interessenter blevet inddraget i debatten. Landstingets Infrastruktur- og Boligudvalg har ligeledes været inddraget i stort omfang, som garant for, at beslutninger om investeringer ikke alene sker ud fra politiske særinteresser i lokalområder.

Med 1199 m baner i Ilulissat, Nuuk og Qaqortoq er det den foreløbige vurdering, at der vil være skabt de ideelle forhold for vort nationale flyselskab til at træffe beslutninger om investeringer i nye fly. Der var generel enighed om at bevare Kangerlussuaq som hovedindfaldsport til Grønland, men den nye struktur vil give nye muligheder for en yderligere udvikling af trafikken - og dermed også erhvervs- og turismeudviklingen. Det kunne eksempelvis være, at man i den nære fremtid vil kunne opleve sommerforbindelser mellem Island og henholdsvis Sydgrønland, Nuuk og Ilulissat.