Indsigt: Grønland er ikke en koloni

Grønland er ikke en koloni

Da jeg sammen med mange ligesindede valgte at gå ind i politik og kampen for anerkendelse af Grønland og det grønlandske folk var det i erkendelse af, at frustration og afmagt måtte afløses af handling. Jeg kunne ikke nøjes med at studere fortiden og føle mig dårligt behandlet. Og handling har bragt os vidt.

Grønland er efter min bedste overbevisning ikke en koloni. Grønlænderne er et folk og Grønland er en nation, der i løbet af kort tid er gået fra kolonistatus til udstrakt hjemmestyre.

Det grønlandske folk defineres ikke af jurister, antroprologer eller videnskabelige diskussioner om vores genetiske ophav. Det defineres af os selv. Opfatter vi os som et folk er vi et folk.

Jeg har forståelse for forslagsstillerens krænkede følelser og ære. Imidlertid er det vigtigt, at Grønlands fremtid afgøres efter grundige og rationelle overvejelser baseret på virkelighedens verden som den ser ud i dag. Hvor rimeligt og retfærdigt det kan synes, tjener det efter min vurdering ikke Grønland og det grønlandske folk interesser, hvis vi kaster os ud i en juridisk, moralsk og etisk fordømmelse af Danmarks handlinger for snart 50 år siden. Verden, Danmark og ikke mindst Grønland var meget anderledes for 50 år siden.

Danmarks behandling af grønlandssagen i FN er behandlet offentligt i forskellige sammenhænge ligesom spørgsmålet er berørt i betænkning nr. 837/1978 om hjemmestyre i Grønland.

I takt med, at nye generationer kommer til kan det dog ikke udelukkes, at kendskabet til historien i almindelighed og Grønlands historie i efterkrigstiden i særdeleshed svinder. Men historien er vigtig og den bør fortælles som en påmindelse til vore arvtagere om, at rettigheder og ansvar sjældent kommer af sig selv. Vore nuværende rettigheder og anerkendelsen af Grønland har krævet hårdt arbejde ligesom nye mål vil kræve hårdt arbejde .

Men vi bør ikke lade os stoppe af historien. Hverken de gode eller de dårlige sider af historien bør spærre for vores udsyn og vilje til at finde nye veje til varetagelse af vore interesser.

Fortiden kan ikke ændres - kun fortælles og forklares. Men vi kan påvirke og forme vores fremtid og jeg mener, at Grønland og det grønlandske folk er bedst tjent med, at vi samler vores kræfter i dette arbejde.

Det er os selv, der beslutter hvilken vej vi vil. Her i Landstinget drøftes hele tiden, hvordan vi skal indrette vores samfund. Debatten foregår også i partierne, i kommunerne, i medierne, i interesseorganisationerne og selvfølgelig når folk mødes i det daglige. Det er som led i denne løbende debat vi har nedsat Selvstyrekommissionen, som vil komme med en betænkning om mulighederne for at udvikle Grønlands selvstændighed.

Uanset hvilken vej vi vælger kommer resultaterne ikke af sig selv. Det vil kræve hårdt arbejde og der vil skulle føres mange forhandlinger både internt og eksternt og vi vil møde forhindringer som vi må søge at fjerne.

Jeg har læst flere artikler, der behandler Grønlands statsforfatningsretlige og folkeretlige stilling. Noget definitivt svar findes sjældent. FN pagten er ikke en lovtekst således som vi kender det her i Landstinget. FN pagten fra 1946 er udtryk for et internationalt kompromis, der skulle kunne tiltrædes, af et meget stort antal lande med forskellige og til tider modstridende interesser. Dette kommer blandt andet til udtryk i kapitel 11 ved anvendelse af brede formuleringer og en uklar fordeling af kompetence mellem FN og medlemslandene.

Den klassiske lære om internationale organisationer tager udgangspunkt i statens suverænitet, hvilket i denne forbindelse betyder, at staterne kun er underkastet de folkeretlige forpligtelser, der hviler på deres samtykke, således at internationale organer ikke kan træffe beslutninger, som er retligt bindende for staterne, med mindre der er hjemmel herfor i den traktat, hvorved den internationale organisation er oprettet.

Ifølge FN pagtens artikel 10 har Generalforsamlingen til opgave at drøfte og fremsætte forslag. I forhold til medlemslandene kan Generalforsamlingen kun træffe beslutninger i form af henstillinger. Dette gælder også for de vedtagelser, der betegnes som resolutioner og deklarationer. Heller ikke i forhold til de stater, der har stemt for de pågældende resolutioner er Generalforsamlingens resolutioner bindende . Det må herved tages i betragtning, at det for nogle af de stater, som har stemt for en resolution, kan have været en forudsætning, at der ikke var tale om en retligt bindende beslutning.

Det er vigtigt at kende, hvilke muligheder den international retsorden giver os til varetagelse af vore interesser. Derfor er Gudmundur Alfredssons vurderinger af vore fremtidige muligheder interessante ligesom andre juridisk kyndige personers vurderinger er det. Disse muligheder indgår i grundlaget for den løbende debat om Grønlands udvikling og fremtid.

Jeg er sikker på, at Grønland og det grønlandske folk kan vælge den løsning, der tjener vore interesser bedst - også den dag hvor Grønlands interesser varetages bedst gennem øget selvbestemmelse, free association eller i sidste instans fuld selvstændighed.

Med disse bemærkninger ser jeg frem til debatten her i Landstinget