Der skal to til en tango
Man skulle tage det alvorligt, at vore organisationer kan blive nødsaget til at indgå overenskomster med vikarbureauerne. Så taler vi ikke om dyre løsninger på kort sigt
Fredag d. 24. maj 2002
Birtha Bianco
Emnekreds:
Løn og overenskomster
,
Politik
,
Sundhedsvæsenet
,
Uddannelse
.
Kære Edward Geisler.
Under overskriften "Afhængigheden af tilkaldte skal reduceres" i Sermitsiaq den 8. maj 2002, gør du dig nogle overvejelser over personalesituationen i det grønlandske sundhedsvæsen.
Artiklens indhold handler dog ikke særlig meget om hvorledes vi bliver mere selvhjulpne. Vi kan dog hurtigt blive enige om, at det er styrkelse af uddannelsesindsatsen, der på sigt skal forbedre situationen med at rekruttere og fastholde personalet.
Med en årlig egenproduktion af sygeplejersker på 6-7 ud af en normering på omkring 270 sygeplejerskestillinger i sundhedsvæsenet, kan vi dog ikke sætte os ned med hænderne i skødet og vente.
Men hvorledes får vi flere til at uddanne sig og hvorledes får vi dem til at blive her i landet ? Her kommer spørgsmålet om løn- og andre ansættelsesvilkår i høj grad på banen.
I den anledning nævner du også sundhedsassistentuddannelsen, hvor de første 18 studerende er blevet færdige i april 2002. Dette anser også vi for at være meget positivt.
Så meget mere kan det undre, at den nystartede fagforening for sundhedsassistenterne først i disse dage har opnået forhandlingsret. Vi har anmodet om denne forhandlingsret lige siden sidste forår, således at parterne havde god tid til at forhandle en overenskomst igennem, så de nye sundhedsassistenter kunne have ordnede løn- og ansættelsesvilkår når de skulle starte. Nu er de startet uden at disse afgørende forhold er på plads.
Du kommer i din artikel også ind på igangværende forhandlinger på jordemoderområdet. Her skriver du, at der i øjeblikket forhandles en ændring af overenskomsten for ansatte på kysten, således at disse ansættes på samme vilkår som jordemødre på Dronning Ingrids Hospital.
Jeg kan fortælle dig, at vi siden oktober sidste år, hvor vi første gang hørte om den nye struktur på fødselsbetjeningsområdet, har anmodet om forhandling samt oplysninger, der kan danne baggrund for en sådan forhandling. Det fik vi først i sidste uge, så det kan i høj grad undre, at du allerede i pressen kan fortælle hvad resultatet af disse forhandlinger skal være!
Endelig oplyser du, at det er ved at blive undersøgt, hvorvidt det er muligt at foretage en omlægning af personaleudgifterne, således at en del at vikarbureaumidlerne kan anvendes til forbedring af løn- og ansættelsesvilkårene for ansatte på overenskomst.
Jeg formoder, du hentyder til den undersøgelse, dit direktorat adviserede ligeledes i oktober sidste år, og som jeg for nylig af dit direktorat fik at vide endnu ikke var igangsat.
Men det glæder mig da, hvis resultatet af undersøgelsen nu er på trapperne. Men igen kan det undre mig, at du uden overhovedet at diskutere det med de ansatte og deres organisationer, kan slå fast, at fremtidige overenskomstmidler skal anvendes til decentrale lønpuljer, lokalløn, forskellige former for incitamentsstrukturer/ belønningssystemer og andre modeord fra det danske overenskomstsystem.
Du skriver således at denne såkaldte fleksibilitet i overenskomsterne er en længere proces, der skal "formaliseres" via overenskomstforhandlingerne. Jeg skal erindre dig om, at de ansatte her i landet via de faglige organisationer rent faktisk har forhandlingsret, hvad angår deres løn- og ansættelsesvilkår. Forhandlinger er således ikke en "formalitet", hvor organisationerne ved deres medvirken blåstempler de ønsker, arbejdsgiverne måtte have.
Samtidig med, at du hylder fleksibiliteten i overenskomsterne forstået som forskellige former for individuel løndannelse, giver du udtryk for, at løngabet i forhold til f.eks. sygeplejersker i Danmark, hvorfra vi fortsat i høj grad rekrutterer personale - er for stort.
Det hænger jo overhovedet ikke sammen. Når basislønningerne på såvel menige medarbejdere og ledere ikke er rekrutteringsfremmende, hvordan kan man så tro, at man kan rekruttere - for ikke at tale om at fastholde - medarbejdere på de uafklarede vilkår, der ligger i en model med individuel løndannelse.
Til sidst skal jeg om den dyre vikarbureauløsningsmodel blot gentage, at det er helt op til landsstyret, hvor længe man vil benytte sig af dette såkaldte "nødvendige" onde. I stedet synes jeg, man skulle tage det alvorligt, at vore organisationer kan blive nødsaget til at indgå overenskomster med vikarbureauerne. Så taler vi ikke om dyre løsninger på kort sigt. Jeg håber landsstyret vil have dette i baghovedet, når vi skal forhandle nye overenskomster til næste år.
Kære Edward Geisler: Husk, der skal to til at danse tango, og de ansatte og deres organisationer danser altså bedre når man taler med dem og ikke bare taler til dem. Det er trods alt os der véd hvor skoen trykker.