Flere penge til døgninstitutionerne

Under disse svære økonomiske vilkår er der faktisk en del institutioner, der laver et godt stykke arbejde, et arbejde vi som samfund kan være stolte af. Men man må spørge sig selv om problemet med budgetoverskridelserne i virkelighed ikke handler om, at budgetteringen var forkert fra start af

Fredag d. 14. juni 2002
Fatuma Ali
Emnekreds: Kultur og samfund, Politik, Sociale spørgsmål.

Man siger at et samfunds demokratiske sindelag bliver vurderet på hvordan det behandler sine svage grupper. Hvem er de svage grupper i det grønlandske samfund i dag? Jeg er sikker på, at det grønlandske samfund, som alle andre samfund i verden, har en række svage grupper, der har brug for støtte. Altså, at vi har svage grupper, der ikke er anderledes end andre steder i verdenen. For eksempel de psykisk syge, de arbejdsløse, de voldsramte kvinder, de ensomme gamle og så videre. Men, i Grønland har vi nogle specifikke problemer, der producerer gruppen af de omsorgssvigtede børn og unge, der har brug for, at vi tager os af dem. Og det er her, vi som samfund bliver vurderede. Gør vi det nu godt nok? I øjeblikket har vi fokus på de omsorgssvigtede børn og unge, et fokus der mest handler om forældrenes svigt af deres ansvar overfor deres børn. Omsorgssvigt kan handle om mange ting: druk og vold i hjemmet, seksuelle krænkelser, ensomhed og så videre. Jeg ønsker med dette indlæg at sætte fokus på beslutningstagernes svigt af de omsorgssvigtede børn og unge. Under forårssamlingen har vi hørt om nogle budgetsoverskridelser på det sociale område, overskridelser der var så alvorlige at oppositionen havde forslag om mistillidsvotum til landsstyret. I kraft af mit arbejde som psykiater og chef for afdelingen har jeg kendskab til flere institutioner, der tager sig af børn og unge, og det er ikke mit indtryk, at institutionerne har for mange penge. Tværtimod. Budgetterne er meget stramme, og lønningerne meget lave. Under disse svære økonomiske vilkår er der faktisk en del institutioner, der laver et godt stykke arbejde, et arbejde vi som samfund kan være stolte af. Men man må spørge sig selv om problemet med budgetoverskridelserne i virkelighed ikke handler om, at budgetteringen var forkert fra start af. I stedet for at tage ansvaret for denne fejlvurdering pålægger man nu de i forvejen hårdt ramte omsorgs- og behandlingsinstitutioner at spare. Det virker fulstændigt absurd! Hvad skal institutionerne gør? Udskrive børnene til de familier der ikke magter at tage sig ordentligt af dem? Og hvad med de børn der er på venteliste? Hvornår kan de komme væk fra de familier der skader dem i deres udvikling? I stedet for at tilføre området flere midler, så alle de omsorgssvigtede børn og unge kan komme under trygge forhold, hører vi, at institutionerne bliver straffede på grund af et overforbrug. En læsning af Sermitsiaq den 7 juni gør mig bedrøvet : To journalister beskriver fra en nattetur i Nuuk hvordan børn på 6-7 år bliver overladte til sig selv fordi far og mor drikker. To socialrådgivere fra Nuuk kommune beskriver deres urimelige arbejdsvilkår, og at de er ved at give op. Den stemning af opgivenhed er der flere steder, og det er meget farligt for samfundsudviklingen. Partierne er så småt begyndt at forberede sig til valget. Inden partierne har sat sig helt fast på valgtemaer, efterlyser jeg det parti der, som et central emne til næste valg, tager de omsorgssvigtede børn, unge og deres familier. Hvis vi ikke sadler om nu og prioriterer det socialpsykologiske arbejde med de omsorgssvigtede børn og unge højere end vi gør i dag, så må vi, om få årtier, udvide pladserne på anstalterne og på psykiatrisk afdeling. Dette er ikke ment som et skrækscenario, men er de realistiske følger af de nuværende politiske prioriteringer.