Bloktilskuddet bør gradvist reduceres

Der er nogen, som helt sikkert er bange for at komme videre på grund af de forhold, de levede under i går, og som er bange for dagen i morgen og dagen i dag, og derfor anser de sig som mindrebemidlede, og de »undskylder sig« blandt andet med, at levevilkårene vil blive forringet, fordi bevillingerne til sundhedsområdet, skoleområdet, socialområdet m.m. bliver skåret ned

Fredag d. 28. juni 2002
Ole Lennert Poulsen
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.

Vedrørende debatten om bloktilskuddet og KNR’s debatudsendelse om emnet.

Angående første emne:
Det er en glæde, når tankerne kan nå ud til alle, især når det drejer sig om vigtige samfundsanliggender. Her kan vi tage KNR’s morgenudsendelse "Uanga isumaqarpunga", hvor blandt andet bloktilskuddet blev drøftet, og i den forbindelse har jeg disse tanker, som jeg har tænkt mig at komme med som indlæg til debatten:

Jeg mener, at bloktilskuddet bør reduceres gradvist, hvis vi tager selvstændigheden alvorligt. Hvis vores formål er et selvstændigt Grønland, men stadigvæk modtager bloktilskud fra Danmark, og anser bloktilskuddet som landets vigtigste indtægt (der udgør 60 procent af Grønlands årlige indtægter her i de seneste år), så mener jeg, at disse to mål er modstridende med hinanden.

Men jeg går seriøst ind for målet om, at bloktilskuddet gradvist skal reduceres - ikke fra dag til dag, men:
  • ved fremsynet planlægning, således at bevillingerne tilpasses de næste ti år,
  • ved opsparing (med et eneste formål; opsparing til et selvstændigt land),
  • ved mulighed for at det offentlige og samfundet kan føre oprigtige drøftelser om emnet gennem oplysning (for at højne ansvarsfølelsen mellem voksne mennesker),
  • de samfundsejede foretagender skal føres tilbage til samfundet - politik.
Selv om nogen vil føle det "usmageligt", så medfører udviklingen nye ting, og naturligvis medfører udviklingen også større indflydelse udefra, og ikke mindst er der forskellige krav, der kan skade vores livsførelse og forårsage akutte ændringer, og når vi ser på økonomi, erhverv m.m. som en helhed, har disse forhold berørt os markant gennem de seneste år.

I dag må myndighederne og andre, der er bange for reformer, indrømme, at vi er nødt til at komme væk fra gamle holdninger, som vi har fået udefra, for at vende udviklingen, og ikke mindst må de indrømme, at alt ikke kan dækkes af bloktilskuddet, men tværtimod bør medansvarsfølelsen og tro på realiseringen være utrættelige og stabile følgesvende i vores forfølgelse af vores egne mål for at sikre vore efterkommere.

Vi må tage os sammen og tilgive de ting, som "afspejler" sig fra G-60-politikken, som blev indført fra Danmark i sin tid ,og vi må komme videre, men hvad er det, vi bliver ved med at være bange for?

Der er nogen, som helt sikkert er bange for at komme videre på grund af de forhold, de levede under i går, og som er bange for dagen i morgen og dagen i dag, og derfor anser de sig som mindrebemidlede, og de "undskylder sig" blandt andet med, at levevilkårene vil blive forringet, fordi bevillingerne til sundhedsområdet, skoleområdet, socialområdet m.m. bliver skåret ned.

Dette kan kun kaldes for "afspejling" i gamle forhold og blindhed for nyere forhold.

Uanset hvor klart, tingene ser du, og uanset hvor ondt det hele gør, så vil der altid være reformer, moderniseringer og liberaliseringer, og dem, der ikke vil være med fil disse ting, vil blive tabt bag vognen og de, der ikke vil være med til at lægge ryg til disse ting, vil helt gå i stå.

Der vil altid blive arbejdet for problemløsninger, og vi voksne må altid have en medansvarsfølelse, der ikke skal dækkes med bloktilskuddet, da frihed ikke kan opnås ved, at vi hele tiden prøver at opfylde de krav, der stilles fra den modsatte side.

Om KNR-debatten
Når man ser på de muligheder, der stilles for, at alle kan komme med deres meninger offentligt, er det ikke nok med én times radioudsendelse, især når det drejer sig om et så vigtigt emne for samfundet.

Derfor vil jeg foreslå, at emnet drøftes i radioen i en time om dagen i en uge, og på den måde brede emnet ud så meget som muligt og give mulighed til så mange som muligt for at blande sig i debatten.

Den metode, der bruges i dag, minder mere om en "adspredende" udsendelse. Reportagen bør være dybere, der bør gives mulighed for, at relevante myndigheder (folk med specialviden, rette instanser m.m.) kan blande sig, og på den måde vil der blive givet input fra alle sider til alles fornøjelse.