Få en embedsmand til at hjælpe dig

Hvis det er med de forudsætninger, du sidder i Landstinget, og har tænkt dig at blive ved med at sidde i Landstinget, så synes jeg, at du skulle holde op med at sidde i Landstinget, og i stedet finde en børnehave, der vil ansætte dig som pædagog ...Det kan være, at børn i 0-6 års alderen vil synes, at du siger en masse rigtigt, og er mægtig klog

Fredag d. 28. juni 2002
Rune Broberg
Emnekreds: Kultur og samfund, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Sociale spørgsmål.

Jeg læste dit brev til selvstyrekommissionen med forundring. Først vil du have folk til at uddanne sig som økonomer og statistikere, det synes jeg, at jeg har hørt før, men hvordan hænger det sammen med at administrationen under dig foretrækker kandidater af mere eller mindre relevante slags, jeg gætter på at det er jeres måde at holde befolkningen uden for hvad i laver.

Personligt har jeg søgt små 20 stillinger alene i jeres administration, som nyuddannet, men der er åbenbart ikke brug for økonomer i Grønland. Så jeg kan ikke helt regne ud om du prøver at opfordre folk til at uddanne sig til arbejdsløshed eller hvad.

Derefter begynder du at skrive om, at der må udarbejdes nogle analyser af den grønlandske økonomi. Der er faktisk udarbejdet en del analyser allerede, og hvis du ikke kan finde ud af at læse dem, eller hvis du ikke kan forstå dem, så synes jeg, du skal henvende dig til det embedsværk, som er under dig, og få det forklaret.

Jeg vil gætte på, at de fleste EVU’ere vil have kunnet forklaret mange at de ting, som du tilsyneladende ved så lidt om. Hvis der mod forventning skulle være nogle ting, som ikke er klarlagt, så kunne et par af de embedsmænd, som sidder i administrationen finde ud af det for dig.

Hvis du skriver på vegne af IA, så kan jeg kun fortolke dit åbne brev, som en fortælling og indrømmelse af, at du og dit parti, hvis du skriver på deres vegne også, har sovet i timen, og ikke har udført jeres arbejde.

Hvis det er med de forudsætninger, du sidder i Landstinget, og har tænkt dig at blive ved med at sidde i Landstinget, så synes jeg, at du skulle holde op med at sidde i Landstinget, og i stedet finde en børnehave, der vil ansætte dig som pædagog.

Det kan være, at børn i 0-6 års alderen vil synes, at du siger en masse rigtigt, og er mægtig klog.

Næste gang du render rundt i tinget, så prøv noget nyt. I stedet for at side og drikke kaffe og ryge smøger med dine partikammerater, så prøv at smutte ind på et af kontorerne og find en embedsmand, gerne en med en samfundsøkonomisk uddannelse bag sig, og helst en, der ikke er medlem af et parti, og helst en, som du ikke kan få fyret.

Få denne embedsmand til at forklare dig, hvad det betyder for den grønlandske økonomi, at der hvert år tilkaldes arbejdskraft udefra, som ofte ikke bliver i landet særligt længe.

Hvad det betyder, økonomisk, hvor pengene bliver ført hen, og hvad det betyder for arbejdets kvalitet. Jeg vil hermed gerne vædde med dig om to ting:
  1. Vedkommende kan nok svare dig på stående fod,
  2. Du bliver ikke glad for svaret.