Post-kolonialismens skygge - hvordan træder vi ud af den?
Hvis alle skindsystuer kunne gøres mere synlige, så ville vi ikke behøves at høre skænderier om bevaring af bestemte metoder i skindsyning, eksempelvis i landstingssalen, hvor andre vigtigere emner bør behandles
Søndag d. 11. august 2002
Johannes Kyed
Emnekreds:
Rigsfællesskab og selvstyre
.
I en tid, hvor ting og blandede følelser flyder ind over hinanden, kan det være svært at få bragt et budskab frem om at stå sammen. Specielt er det vanskeligt at stå sammen om at opnå et fælles mål, når samfundet og dets folk er splittet. Vi er splittet på mange måder. Eksempelvis er der meget langt imellem den menige borger og beslutningstagerne, imellem de veluddannede og ikke uddannede, imellem børn og voksne, ikke mindst imellem de politiske organer. Vi står i en situation, hvor samfundet er elitestyret og det politiske spil er svagt. Dette harmonerer ikke med de flestes opfattelse af deres mål i livet. Nemlig et mål, der er i harmoni med den livsstil, de gerne vil føre og det samfund, vi befinder os i. Et mål, der indebærer en større selvfølelse, som igen vil bringe større medindflydelse og øget selvstændighed.
Så længe eliten fortsætter med at spille med musklerne og de svage i samfundet ikke træder frem og gør oprør, så fortsættes undertrykkelsen af vores selvopfattelse og vi vil træde ind i en ond cirkel, der i sidste ende vil medføre, at vi skal til at rense os selv fra postkolonialismens skygge. Dette er sket de steder i verden, hvor en kolonimagt har trukket sig ud af et land. Der sker så det, at landets egen elite undertrykker sit eget folk i årtier, inden de i sidste ende med stor besvær forsøger at træde ud af skyggen.
Jeg har en idé om, hvordan vi kan mindske splittelsen og derved undgå at skulle igennem en svær selvransagelse. For det første er det vigtigt at sætte sig et mål i livet. Hvis vi nu forestillede os at der fra politisk side blev sat et mål imod et fuldt selvbærende samfund. At visionen/ målet var selvstændighed, ikke nødvendigvis som en nation, men først og fremmest som et folk, så har jeg en følelse af at vi alle vil arbejde for at opnå dette mål.
Det kan eksempelvis opnås igennem foreninger, organisationer og institutioner i alle led. Det er lige fra skindsystuen i Nanortalik til skolen i Qaanaaq. Det behøver ikke at være sådan, at vi alle skal følge én enkelt rute til selvstændighed. Nej, alle skal have lov til at vælge deres egen rute, men vi mødes ude ved vort mål - uafhængighed. Følgende er blot stof til eftertanke. Hvis alle skindsystuer kunne gøres mere synlige, så ville vi ikke behøves at høre skænderier om bevaring af bestemte metoder i skindsyning, eksempelvis i landstingssalen, hvor andre vigtigere emner bør behandles.
Det er vigtigt for os at begynde at vægte de menneskelige resurser, som værende det bærende i dette samfund. Vi har alle brug for hinandens forskelle og interesser. Det skaber et forum af forskellige ideer og meninger, som igen vil skabe en meget mere jordnær og dynamisk udvikling.