Nekrolog over Siumut

Siumut vil blive fulgt til graven af skoleelever med forfrysninger, landsforviste syge, SIK’ere på mindsteløn, der er blevet smidt ud af lejligheden, fabriksarbejdere uden kaffepauser, Hingitaq 53 uden politisk støtte, mennesker der mistede deres arbejde til en af Siumuts venner, underbetalte pædagoger, misbrugte børn, der ikke er beskyttet af lovgivning, og en ungdom, der har fået at vide, at der ikke er brug for dem

Lørdag d. 26. oktober 2002
Bent Lundberg
Emnekreds: Politik.

Siumut var i sin ungdom et stort aktiv for det grønlandske folk med sine pragtfulde ideer om frihed til folket og demokrati, og var i lang tid en kær og velkommen gæst ved hver en kaffemik.

Der er ingen tvivl om at det unge Siumut var handlekraftigt og skabte gode resultater.

Desværre blev Siumut ramt af alvorlige sindslidelser med stor forvirring til følge.

De første tegn på sygdom viste sig ved, at Siumut begyndte at ansætte venner og bekendte til alle de gode stillinger uden at kræve, at disse skulle have forudsætninger for at udføre arbejdet.

Siumut udviklede langsomt men sikkert tegn på storhedsvanvid og begyndte at betragte sig selv som kejser af Grønland.

Det udviklede sig til en total mangel på realitetssans, der fik Siumut til at tage penge af folkets kasser i forskellige selskaber og fastholde retten til ikke at fortælle befolkningen hvad der foregik.

I det sidste års tid gik det helt galt, da Siumut totalt mistede selvkontrollen og krævede millioner i ekstra løn til sig selv, millioner som skulle tages fra de fattige, de syge og andre svage i samfundet.

Da befolkningen forklarede Siumut at man ikke ønskede at betale mere, og 10.000 mennesker stillede sig op med en løftet pegefinger til Siumut, gik det helt galt.

Sygdommen udviklede sig til personlighedsspaltning med diktatoriske beføjelser.

Siumut valgte for første gang at stjæle selveste magten og begyndte at kalde befolkningen for pøbelen og udtalte sig om, at Siumut ikke bøjer sig for sine vælgere.

Der blev både af medier, befolkning, landsting og læger gjort et stort stykke arbejde for at redde Siumut, men uanset hvad der blev sagt til Siumut, blev man mødt med de samme benægtelser.

De ting, som kunne have hjulpet Siumut til at blive rask, som f.eks. opklaring af Puisi-skandalen og Royal Greenland- skandalen, ville Siumut simpelthen ikke kende til.

De sager eksisterer ikke var det kontante svar fra Siumut.

De dygtige grønlandske læger afgjorde, at Siumut nu kun kunne reddes ved genterapi. Kun ved at indsprøjte nye, unge, raske gener i Siumut, var der mulighed for at gøre Siumut rask.

Der blev gjort et sidste forsøg på at redde Siumut lørdag den 19. oktober 2002.

Det viste sig imidlertid at de gamle udemokratiske gener (dem der ikke vil bøje sig for gadens parlament), var resistente overfor de nye unge og uskyldige gener.

Det er med sorg vi må indse, at Siumut er afgået ved en stille død.

Siumut bør huskes som en, der gjorde mange gode ting for Grønland, indtil han fik storhedsvanvid og begyndte at stjæle penge og magt.

Begravelsen bliver afholdt i stilhed tirsdag d. 3. december.

Alle er velkomne til at deltage.

Siumut vil blive fulgt til graven af skoleelever med forfrysninger, landsforviste syge, SIK’ere på mindsteløn, der er blevet smidt ud af lejligheden, fabriksarbejdere uden kaffepauser, Hingitaq 53 uden politisk støtte, mennesker der mistede deres arbejde til en af Siumuts venner, underbetalte pædagoger, misbrugte børn, der ikke er beskyttet af lovgivning, og en ungdom, der har fået at vide, at der ikke er brug for dem.

Må Siumut hvile i fred, og længe.