Grønlands kønneste parti

Hvorfor ikke bare tage springet og spørge dem om de var friske på at agere »side 9« piger? Så kunne vi rigtig se om de nu er værd at stemme på ... Artiklen kunne så krydres med vigtige og relevante spørgsmål såsom »hvad er din yndlingsfarve?« eller »Er dine bryster ægte?«

Fredag d. 1. november 2002
Naaja Nathanielsen, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit  
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Etik, Kultur og samfund, Politik.

"Grønlands kønneste parti". Det var den overskrift Sermitsiaq valgte til en artikel om partiet Atassuts kvindelige frontkæmpere. Avisens redaktør, Poul Krarup, udtaler i denne forbindelse, at han blot ville markere, at det er to kvinder der står i front for Atassut, i en ellers mandsdomineret valgkamp. Fint nok, kunne man umiddelbart tænke.

Det er da prisværdigt, at redaktøren ønsker at fremhæve det kvindelige element i valgkampen. Kønsdebatten har jo glimret ved sit fravær i det grønlandske samfund, og det er på tide at nogen tager den op. En masse spørgsmål kunne behandles i denne debat: Er der virkelig forskel på kønnene når det gælder politik? Hvilken baggrund har kvinder i grønlandsk politik oftest? Hvad er deres holdning til grønlandske kvinders position i samfundet i dag? Hvad mener mændene om det? I det hele taget er der masser af stof til mange artikler i kønsdebatten. Men nej.

Sermitsiaqs overskrift tager al luft ud af denne vigtige og vedkommende debat.

"Grønlands kønneste parti" ... Kunne redaktionen virkelig ikke komme på en mere tankevækkende eller inspirerende overskrift? Var det virkelig det bedste bud på bordet den dag?

Formentlig uden at ville det, udviser Sermitsiaq med overskriften en frygtelig arrogance overfor kvinder, både i politik, og i samfundet generelt. Signalet er, at kvinder ikke kun skal høres, men i høj grad også ses.

Det er jo heldigt for Augusta Salling og Ellen Kristensen at de begge er fotogene.

Hvad nu hvis de havde været grimme? Havde overskriften så været "Grønlands grimmeste parti"?

Sermitsiaq vælger at lægge fokus væk fra kvindernes holdninger, ved at spille på deres udseende i overskriften.

En avisoverskrift skal vække læserens interesse, og vinkle historien, så læseren sættes i den rette stemning.

Hvorfor ikke bare tage springet og spørge dem om de var friske på at agere "side 9" piger? Så kunne vi rigtig se om de nu er værd at stemme på.

Artiklen kunne så krydres med vigtige og relevante spørgsmål såsom "hvad er din yndlingsfarve?" eller "Er dine bryster ægte?".

Ja, ja. Jeg ved godt at Sermitsiaq ønsker at lave relevant og sobert journalistik. Men det er vigtigt at gøre sig klart, hvilke signaler man sender, når man kreerer en overskrift. Og overskriften "Grønlands kønneste parti" er simpelthen udtryk for et forældet og overfladisk kvindesyn.

Kald mig endelig feminist. Det gør ikke spor. Jeg tror på, at kvinder og mænd har ret til de samme goder, og den samme respekt. Selvom der er forskel på kønnene. Og

Poul Krarup skal stå tidligt op for at overbevise mig om, at han kunne finde på at køre den samme overskrift ved en artikel om Siumut.

Sermitsiaq spænder med denne overskrift ben for sig selv, og forplumrer en vigtig debat.

Vi skriver trods alt 2002, og ikke 1950, så kom igen Sermitsiaq!
Sermitsiaq kommentar:Udtrykket "Det kønneste parti" har skabt røre i andedammen. Men tak for den psykologiske diagnose i al offentlighed.Forsiden har skabt debat både omkring ligestilling og kønskvotering i partierne. Det havde vi næppe opnået med en mere stilren og kedelig overskrift.Men der er et par misforståelser og påstande, som jeg gerne vil rydde af vejen.Udtrykket ville være brugt uanset personernes udseende. Det gik på at kvinderne har overtaget føringen i Atassut.Det ville være brugt, uanset hvilket parti, der havde opstillet kvinder i front.Rubrikken henviser til, at det er interessant, at to kvinder ser ud til at vende Atassuts tilbagegang i en ellers meget mandsdomineret politisk verden.Da vi ikke har nogen daglige meningsmålinger, kan dette kun være en fornemmelse. Men rubrikken er udtryk for, at vi mener, at der er tale om en klar fornyelse i Grønlands politik.Til den psykologiske belæring vil jeg blot sige, at vi laver en avis ikke en doktordisputats.Poul Krarup