Erhvervslivet på private hænder

Atassut mener, at man skal udvikle fra grunden. Det betyder, at vi ikke skal begynde med en universitetspark men med at gøre noget ved folkeskolen, der er grundfundamentet for at vi kan blive selvforsynende med hjemmehørende arbejdskraft

Fredag d. 8. november 2002
Augusta Salling
Emnekreds: Erhverv, Politik, Uddannelse.

ATASSUT mener, at fri markedsdannelse og fri konkurrence er en forudsætning for vækst i samfundet. Derfor mener vi, at de offentlige virksomheder skal privatiseres i hurtigere tempo. Hjemmestyret skal ikke være forretningsdrivende - det har vi det private erhvervsliv til. Det offentliges rolle skal være at bane vej for et sundt privat erhvervsliv og at skabe investeringslyst.

For at kunne realisere det, skal der være en tæt dialog mellem det offentlige og erhvervslivet, og resultatet skal være et dynamisk og blomstrende erhvervsliv overalt i Grønland, der enten forsyner hjemmemarkedet eller eksportmarkedet.

Man må kunne stole på at, det offentlige fører en ansvarlig og realistisk finanspolitik. Det offentlige skal på de administrative og lovgivningsmæssige områder effektiviseres gennem en rationalisering af de økonomiske og menneskelige ressourcer, så det kan blive nemmere og bedre for enhver borger med enhver hensigt at blive serviceret af det offentlige.

Vi i ATASSUT mener, at der ikke er tvivl om, at skatte- og afgiftssystemet er blandt de helt centrale parametre, når virksomheder overvejer placering af investeringer; derfor vil vi også fremover have fokus på enhver konkret mulighed for at sikre investeringslysten i Grønland.

ATASSUT ønsker en sænkning af den nuværende virksomheds- og selskabsbeskatning fra 35 procent til 30 procent, fordi vi mener dette vil have en positiv effekt på investeringslysten fra virksomheder i vort land og samtidig vække interessen hos udenlandske investorer.

Ændringerne af ensfragtafgiftsystemet har ikke levet fuldt ud til forventningerne, som åbenbart har forskellige kritiske punkter. Derfor skal man i gang med en tilbundsgående undersøgelse af situationen, således at man kan komme nærmere hensigten med reformen. ATASSUT går ind for at få afskaffet ensfragtafgiften helt.

I dag er en stor del af vort bærende erhvervsliv, fiskeriet, baseret på tilskudsordninger. ATASSUT mener, at vi skal handle hurtigt med løsninger, som gør fiskerierhvervet selvfinansierende. Det vil betyde, at vi vil få rådighed over flere midler til udvikling af andre erhvervsretninger - eksempelvis inden for eksport af vand, turisme m.m..

Hvis vi skal sikre investeringslysten hos vores unge mennesker, er der en række problemstillinger, vi skal gøre noget ved, blandt andet ansvar for egen økonomi. De unge skal i en tidlig alder lære at tage ansvar, også over økonomien. De voksne skal motivere deres børn til at spare op, så de, når de bliver voksne og har taget sig en uddannelse, kan have et økonomisk råderum, de eventuelt kan bruge til erhvervsinvesteringer.

En anden væsentlig faktor er uddannelsesområdet. ATASSUT vil arbejde for en uddannelsesreform, der kan sikre kvalitet og kontinuitet.

Men det alene er ikke nok - ATASSUT mener, at man skal udvikle fra grunden. Det betyder, at vi ikke skal begynde med en universitetspark men med at gøre noget ved folkeskolen, der er grundfundamentet for at vi kan blive selvforsynende med hjemmehørende arbejdskraft.

Mange af skolerne er på vej til at falde sammen, der er stor lærermangel, undervisningsmaterialerne er i mange tilfælde forældede. Derfor skal folkeskolen have særlig opmærksomhed, så børnene kan få alle de redskaber, der kan motivere dem til at gennemføre en uddannelse.