Fragmenter

Ifølge pressematerialet er der over 70 timers råfilm, der er klippet ned til cirka 70 minutter. Det synes stadig at være for langt. Man får indtrykket af en lidt tilfældig indsamling af fortællinger og filmklip, der først bagefter er forsøgt klippet ned og samlet til et hele, der aldrig fungerer rigtigt godt

Tirsdag d. 12. november 2002
Aqqaluk Petersen
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv.

I filmen "Reds" af og med Warren Beatty i 1981, spiller Warren Beatty den venstreradikale journalist Jack Reed, der forelsker sig i skribenten Louise Bryant, spillet af Diane Keaton. Deres stormfulde forhold over flere kontinenter og med den russiske revolution i 1917 som baggrund, kommenteres løbende - dokumentarisk og som klangbund - af fortællere, der er stillet op med et neutralt tæppe som baggrund. Karen Littauer har til denne film fået sine 14 fortællere, primært ældre, til at stille op i deres stiveste puds foran et sort tæppe og tændt for kameraet. Bortset fra nærbilleder af forskellige ansigter og en hundeslæde i snefog, starter filmen med en mandlig fortæller, der fortæller om sin far som fortæller fortællinger; altså en film om fortællere, der fortæller om fortællere... forvirret, det vil De også være når filmen slutter. Filmen er tilsyneladende stramt komponeret, med en fortæller efterfulgt af scener fra det omkringliggende landskab eller bygdeliv, hvorefter der igen skiftes til ny fortæller. Karen Littauer har bedt de deltagende om at møde i deres stiveste puds og sat dem på en stol foran de ubevægelige kamera, der filmer de deltagende i et halvt nærbillede, mens de fortæller deres historier. Vi hører fortællingerne til ende med samme kameraindstilling og i tilstræbt uklippede sekvenser, selvom det ikke helt kan undgås. Indimellem fortællingerne har Karen Littauer indlejret korte glimt af landskaber og bygdeliv, der ikke synes at have relation til indholdet af de historier vi har fået fortalt, hverken før eller efter klippet. Bryder umotiveret I disse klip mellem fortællingerne er der i starten kun de naturlige lyde, men Karen Littauer bryder - umotiveret - med dette mønster efter den 5. fortæller, hvor lydsiden domineres af fløjte og trommer, og hvor der samtidig i samme mellemklip er flere forskellige scener, igen et brud med mønsteret. Det gentager sig med et brud på den tidligere komposition efter den 6. fortæller, hvor Karen Littauer har fået en trommedanser til at stille sig op og spille en trommedans, hvorefter der - igen umotiveret stadig med trommesangen i baggrunden - skiftes til billeder med hunde, der trækker en hundeslæde. Efter den 7. fortæller skiftes der igen til billeder fra bygdeliv, hvori kun naturlige lyde indgår. Det holder sig (ca.) til efter den 11.fortæller, hvor landskabsbilleder akkompagneres af ildevarslende musik. Selv opbygningen af en fortæller efterfulgt af filmsekvenser brydes ved den 14. fortæller, der afbrydes i sine fortællinger af et mellemklip, før samme fortæller kommer på igen. Kvaliteten af fortællingerne og dermed vores engagement i de lange sekvenser, hvor fortælleren er "på", varierer meget. Karen Littauer synes primært at have været interesseret i historier fra fortællernes barndom eller i før-kristne religiøse forestillinger. Deraf Karen Littauers udtrykte ønske om kun at hente fortællinger fra det mere "oprindelige Grønland", Qaanaaq, Upernavik og Tasiilaq. På trods af at selv disse steder er den før-kristne fortid mere end 3-4 generationer væk, hvilket da også afspejler sig i historierne. Ingen udfoldelse Den formelle, næsten opstyltede opstilling af fortællerne foran kameraet bidrager heller ikke til at skabe en atmosfære, hvor fortælleren kan folde sig ud med mimiske udtryk eller et levende kropssprog, hvorved Karen Littauer på forhånd har frataget fortællerne en af de vigtigste sproglige ingredienser, kroppens. Der synes ikke at være en tematisk tråd i historierne udover de nævnte, der sammen med den flimrende billed- og lydside og manglende gennemførte komposition, giver et usammenhængende indtryk, tilsyneladende præget af tilfældigheder. Nu er der selvfølgelig en indbygget modsætning mellem mundtlige fortællinger, primært for øret, og en visuel tilgang til samme fortællinger. Men Karen Littauer, der betegner sig selv som filminstruktør, udviser her en næsten total tonedøvhed i forhold til filmmediets visuelle og fortælletekniske muligheder. Ud over enkelte næsten banale sekvenser af fuglens flugt over fjorden eller de "søde" hunde, der krøller sig sammen i sneen. Hunde, som Karen Littauer åbenbart har haft svært ved at frigøre sig fra, da de optræder på over halvdelen af sekvenserne imellem fortællingerne. Ifølge pressematerialet er der over 70 timers råfilm, der er klippet ned til cirka 70 minutter. Det synes stadig at være for langt. Man får indtrykket af en lidt tilfældig indsamling af fortællinger og filmklip, der først bagefter er forsøgt klippet ned og samlet til et hele, der aldrig fungerer rigtigt godt. Der er ingen dybde i filmen, hverken visuelt eller tematisk, ingen klangbund eller musikalitet. Det er synd for de fortællere, der har lagt krop, stemme og fortællinger til. Filmen havde premiere i Dagmar, København, søndag den 10. november 2002 klokken 14 og vises dernæst i Cinemateket, København fra den 17. november 2002. Filmen vises i KNR den 30. november 2002.Eqqaamavara....kalaallit oqaluttuartut Jeg husker.....fortællinger fra Grønland Film 72 min. Karen Littauer (instruktion) Magic Hour Films & Nuka Film, 2002