Om Ellen og Bjørnen og de mange, mange floskler

For at forstå dette multietniske lands historie og problemer kan omtalte bogs skildringer ikke stå alene. Men Ellen Kristensens floskler hjælper ikke læseren videre. Anmeldelsen kan dog bruges som et argument til fordel for, at uddannelsen her i Grønland bør prioriteres højere. Bl.a. for at lære om andre landes erfaringer.

Lørdag d. 16. november 2002
Aksel Carlsen
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Bøger, Internationale spørgsmål, Inuit Circumpolar Conference, Oprindelige folk.

Indholdsfortegnelse:
Kendskab til Rusland og Sovjet
"Russificering" eller modernisering
Tjukotka
Viden om andre lande


Jeg ved ikke hvilke færdigheder der kræves for at være Atassut-politiker. Eller - ICC-ambassadør. Eller - for at anmelde en bog i Sermitsiak. Men for mig, som mangeårig Ruslands-forsker, skaber Ellen Kristensens præsentation af bogen "Bjørnen og de små folk" i Sermitsiak og især omtalen af Rusland og Sovjetunionen, mildt sagt forundring og skuffelse.

Efter en pæn præsentation af sine venner, der har skrevet bogen, følger refleksioner over historiske og samfundsmæssige forhold. Vi læser om "kommunistisk kolonialisering", om "kolonialistisk russificering", om arbejdslejre og befolkningens angivelige fare for likvidering og kollektivisering. For mig ses dette som floskler og genopkog af den almene snik-snak, som man ofte bliver spist af med af medierne. At Ellen Kristensen ikke kan tilføre emnet saglighed skyldes mindst to grunde. Dels manglende kendskab, som forsøges skjult af en række ærlige suk. Og dels - et bestemt, ideologisk begrundet had til Sovjetunionen og kommunister. Naturligvis bør en anmelders personlige holdning præge en artikel. Men derudover burde man forvente at læseren fik tilført ny indsigt. Også når det gælder Rusland og Sovjetunionen, som jo har spillet en vigtig rolle i verdenshistorien og hvor bl.a. inuits stammefrænder bor. Alligevel er det et land som også grønlændere kender alt for lidt til.

Kendskab til Rusland og Sovjet
Sovjetunionens historie er dog mere sammensat, spændende og lærerig end Ellen Kristensen`s banale fremstilling antyder. Og der findes faktisk andre opfattelser, fx i en omfattende litteratur med en nuanceret beskrivelse af Sovjets historie, med såvel dens plusser og minusser. Nogle ser opbygningen af Sovjet som en pionerindsats eller som en hidtil undertrykt befolknings desperate reaktion mod Tsarruslands ragnarok. Andre ser det som en forhastet u-lands revolution. Disse opfattelser åbner for mere tankevækkende perspektiver end Ellen Kristensens sort-snak gør.

Ellen Kristensen anfører - nærmest som noget der er klart for alle - at selvom vilkårene i Tsarrusland var hårde, så blev de angiveligt værre i Sovjettiden. Hun kender åbenbart ikke til baggrunden for revolutionerne i 1905, i februar 1917 og i oktober 1917. Åbenbart har hun hverken hørt om "Den blodige søndag" eller om matrosernes oprør på panserkrydseren "Potjomkin" eller om en gigantisk kløft mellem en rig adels - og den brede befolknings leveforhold. Åbenbart har hun ikke hørt om den ekstreme spædbørnsdødelighed eller om jødeforfølgelser. Før Sovjettiden!

Den sovjetiske statssocialisme var et produkt af specifikke historiske forhold i et økonomisk og politisk tilbagestående land. Men åbenbart har Ellen Kristensen ikke hørt hverken om sovjetstatens indsats imod analfabetisme eller om det sovjetiske sundheds- og uddannelsessystem, som faktisk blev rost af sagkyndige fra andre lande. Kender hun mon til, at de oprindelige folk kun i sovjettiden kunne få gratis videregående uddannelse, bl.a. på det verdensberømte Gerzen-institut i Leningrad, som uddanner personale til det sociale og kulturelle arbejde i udkantsområderne? Og om leveforholdende. Kender hun mon til, at den gennemsnitlige levealder faktisk steg i sovjettiden - under den angivelige "kommunistiske russificering", men er faldet dramatisk EFTER Sovjets opløsning? Nu kan mænd i Rusland i gennemsnit kun regne med at leve i 57 år. Som et kuriosum kan tilføjes, at russisk presse fornyelig meddelte, at der nu er blevet stiftet et centrum-orienteret parti, der på programmet bl.a. har et punkt der hedder: "om otte år at genindføre den levestandard, som fandtes i 1970". Altså: sovjetisk levestandard som en ikke-kommunistisk fremtidsvision!

De sociale fremskridt der faktisk skete i sovjettiden (uden bloktilskud udefra!) fandt sted trods Sovjet samtidig var inddraget i den "kolde" krig med de store militærudgifter. Det var i en tid, hvor man endnu ikke var kommet sig over de enorme tab fra den "varme" krig, som Sovjet også blev involveret i. Under 2.verdenskrig kæmpede hele befolkningen, også de oprindelige folk, i næste fire lange år imod Nazitysklands hær, som overfaldt Sovjetunionen og myrdede tusindvis af russere, ukrainere, oprindelige folk og andre. Og befolkningens fælles sejr over Hitler i 1945 er både russere og folk med anden etnisk baggrund stadig stolte over den dag i dag.

"Russificering" eller modernisering
Ellen Kristensen omtaler med foragt russificering af de oprindelige folk. Det er absolut et problem. Ofte diskuteres det, som en del af de forskellige moderniseringsmodeller, som blev brugt i Sovjet, og hvor russificering indgik i nogle af dem. Hos Ellen Kristensen fremstår det dog som én konstant lidelse og som en "kommunistisk opfindelse". Begge opfattelser er dog fejlagtige. Ligesom danskerne ("i den bedste mening") førte moderniseringspolitik i Grønland, sådan forsøgte også Sovjetmagten at "udvikle" de oprindelige folk.

Den sovjetiske modernisering indeholdt både skidt og kanel. I perioder skete der faktisk noget fornuftigt og frugtbart. Til andre tider var politikken enten teknokratisk, som G-50 og G-60, eller brutal, som i Tsarrusland. Nogle forskere påpeger, at den sovjetiske politik i udkantsområderne tværtimod manglede kommunismens egalitære visioner og i perioder lå i forlængelse af forvaltningstraditioner fra Tsarrusland. Og når vi nu omtaler disse "frygtelige" kommunister og russere, så skal det bemærkes, at Ellen Kristensen undlader at nævne, at den Gorbatjov, som hun siger "løste folkets lænker", ikke bare er russer, men faktisk også var leder for de sovjetiske kommunister.

Tjukotka
I sovjettiden (i 1988) besøgte jeg folkeskoler i Tjukotka, hvor der fandtes lærebøger på eskimoisk. Også selv om sproget kun tales af 1500 mennesker. Sådanne bøger var utænkelige i Tsarrusland. Jeg mindes også ICC -konferencen i 1998 i Nuuk, hvor mine venner fra Tjukotka i en snak med mig omtalte de år, da jeg besøgte dem - som positive. De sammenlignede netop de år, "da vi boede normalt" med de trange kår som en vild markedsøkonomi nu har skabt for den brede befolkning i hele Rusland og på Tjukotka. Endelig bør Ellen Kristensen, som repræsentant for ICC vide, at det var de sovjet-russiske fagforeninger, der tog initiativ til at knytte kontakter til Grønland, hvilket senere førte til, at der - i Sovjettiden (!) blev stiftet kontakter mellem Tjukotka og ICC. Alt dette blot for at påpege, at historien om "den russiske bjørn" også har en anden side.

Viden om andre lande
For at forstå dette multietniske lands historie og problemer kan omtalte bogs skildringer ikke stå alene. Men Ellen Kristensens floskler hjælper ikke læseren videre. Anmeldelsen kan dog bruges som et argument til fordel for, at uddannelsen her i Grønland bør prioriteres højere. Bl.a. for at lære om andre landes erfaringer. Dertil er folkeskolen ikke tilstrækkelig. I forhold til Grønlands fremtidsvisioner er der behov for bedre vilkår for videregående uddannelser her i landet. Ilimarfik vil kunne bidrage til viden om forskellige synspunkter og kritisk tilgang til virkeligheden. Imidlertid har Ellen Kristensens parti været med til at sylte det Ilimarfik, der kunne blive stedet, som gav Grønlands ungdom en viden, der er dybere end den, som en enkelt livshistorie (som i omtalte bog) eller en snik-snak anmeldelse giver.