Sløv forestilling

Kvalmende, populistisk ansvarsforflygtigelse og småracistisk danskerhad fra både Siumut og Kandidatforbundet (og pletvis fra Atassut). Ifølge dem kan det nu være nok med danskernes regime. Lad os blive herre i eget hus. Og mere af samme skuffe

Torsdag d. 21. november 2002
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

SÅ ER DET FØRSTE store vælgermøde løbet af stabelen, og det gik vel nærmest som forventet. Desværre. Kvalmende, populistisk ansvarsforflygtigelse og småracistisk danskerhad fra både Siumut og Kandidatforbundet (og pletvis fra Atassut). Ifølge dem kan det nu være nok med danskernes regime. Lad os blive herre i eget hus. Og mere af samme skuffe.

- Vi har været tilskuere til udviklingen de sidste 25 år, og det må være slut nu, sagde siumutformand Hans Enoksen anklagende og med adresse til det danske overherredømme.

Hvor har den mand dog været i de samme 25 år. Hans parti har haft magten i stort set hele perioden. Grønland har som hjemmestyre været selvstyret og har haft alle muligheder for at påvirke udviklingen i gunstig retning. Ingen har stillet hindringer i vejen for Hans Enoksen og hans ledende partifæller. De har hovedansvaret for den suppedas, vi befinder os i.

Tilskuere til udviklingen, Vorherre bevares!

DE FLESTE VÆLGERE fandt mødet trættende og kedeligt. Publikum udvandrede, og vælgere, der fulgte "slaget" på TV-skærmen rejste sig lidt efter lidt og tullede i seng. Det var det vælgermøde. I det store og hele uengagerende, uinspirerende, unyt. Småperfide hentydninger om danskernes undertrykkelse både politisk og på jobmarkedet.

Det er ikke sådan, vi skifter kurs i grønlandsk politik. Det er ikke på den måde, vi får valgt et kvalificeret landsting, som kan løfte den arbejdsopgave, som den hidtidige tandløse og utilstrækkelige forsamling landspolitikere har smidt fra sig.

DET ER DA RIGTIGT, at der stadig er masser af tilkaldt arbejdskraft i Grønland, men problemet (hvis det er et problem) løses ikke ved at harcelere over, at et antal danskere udfører det arbejde, der nu en gang skal udføres. Man kan ikke "landstingsvælge" sig ud af problemet, med mindre politikerne vil prioritere folkeskole og uddannelser højere end noget andet. Det er den eneste måde, Grønland kan komme danskerne til livs på - hvis det ellers skulle være et mål.

Vorherre bevares!

LAD OS HÅBE, at KNR og politikerne i fællesskab formår at gøre resten af vælgermøderne konstruktive og engagerende. Det første af slagsen var en deprimerende og søvndyssende forestilling, som ikke lover godt nyt for fremtiden. Vælgermødets positive betydning var, at et par af partierne undgik alvorlige fejl. Dem skal vi ikke engang fremhæve her. Det må være nok, at vi fremhæver de andre.