En traditionsbestemt kunst

Fortællerne har nøje overvejet, hvilke historier de gerne vil have med på filmen, og de har valgt de fortællinger, som de har fortalt så ofte, at fortællingen har fundet sin helt faste form

Torsdag d. 21. november 2002
Aqqaluk Petersen
Kirsten Thisted
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv.

AGs anmelder Aqqaluk Petersen kan ikke lide Karen Littauers nye film "Jeg husker - Fortællinger fra Grønland". Sådan er meninger jo så forskellige. Informations anmelder kalder den "bjergtagende flot".

Som filmens fagvidenskabelige konsulent føler jeg imidlertid forpligtet til at gøre opmærksom på visse faktuelle misforståelser i Aqqluk Petersens tekst.

Ifølge Aqqaluk Petersen er der en indbygget modsætning mellem mundtlig fortælling, der primært er for øret, og en visuel tilgang. Det er ikke rigtigt. Mundtlig fortælling er ikke noget hørespil, men en dramatisk fremførelse, hvor det visuelle indtryk af fortælleren indgår som en integreret del af oplevelsen.

Derfor er det også ganske umuligt, at instruktøren, som anmelderen påstår, skulle have frataget fortællerne deres kropssprog. Fortællerne kan slet ikke fortælle uden dette kropssprog, der ikke blot er et tilhæng, men en lige så nødvendig del af fortællingen som ordene selv.

Fortællernes kropssprog er i høj grad til stede i filmen, og det generes ikke af det fast opstillede kamera. Hos den grønlandske fortæller formidles handlingen nemlig i en strengt behersket og ofte bevidst underspillet stil, hvor publikum holdes i ånde af fortællerens stemmeføring, ansigtets mimik og en ret diskret gestik. Kun undtagelsesvist vil en fortæller springe op for at illudere en pludselig bevægelse. Af de historiske kilder fremgår det, at sådan har det også traditionelt forholdt sig.

Man må altså endelig ikke forestille sig, at fortælleren normalt drøner rundt foran eller imellem publikum.

I forbindelse med filmens tilblivelse har jeg gennemset hele Karen Littauers researchmateriale. Her sidder fortællerne i deres egne stuer og fortæller de samme historier, med nøjagtig det samme kropssprog. Fortællerne har nøje overvejet, hvilke historier de gerne vil have med på filmen, og de har valgt de fortællinger, som de har fortalt så ofte, at fortællingen har fundet sin helt faste form.

I virkeligheden har instruktøren således kun en meget ringe indflydelse på fortællesekvenserne, som i stedet er bestemt af traditionen og den individuelle fortællers bemestring af sin kunst.
Kære Kirsten Thisted,Kirsten Thisted tager udgangspunkt i en enkelt sætning fra min anmeldelse af Karen Littauers film og kommer her med et længere docerende indlæg over (grønlandske) fortællinger og fortællere, uden i øvrigt at forholde sig yderligere til de konkrete kritikpunkter i anmeldelsen.Jeg vil medgive, at sætningen om, at der er et "indbygget modsætningsforhold mellem mundtlige fortællinger, primært for øret, og en visuel tilgang til samme fortællinger", kan misforstås, specielt når jeg selv efterlyser mulighed for fortællerne at udtrykke sig via mimik og kropssprog i øvrigt. Jeg tænkte blot på de mange timer, jeg selv (og mange andre) tilbragte foran en radio i min barndom og hørte mange af de samme fortællinger. Med kropssprog tænkte jeg ikke på, at fortællerne skulle "drøne rundt", men formen og måden Karen Littauer har valgt, ikke fortællerne, begrænser fortællernes mulighed for at udtrykke sig med kroppen - også. Endelig tror jeg ikke, efter tusindvis af timers lytten til fortællinger og samtidig kunne se fortællerne i min barndom, at jeg behøver Kirsten Thisteds hjælp til at belære mig om, hvilke virkemidler grønlandske fortællere benytter sig af. Det må hun reservere for et dansk publikum, inklusive Informations anmelder. Med venlig hilsen Aqqaluk Petersen