Glemmer du, så husker jeg
Jeg synes filmens præmis er opfyldt fint. Instruktøren ønsker at skildre et samfund igennem dets mennesker. Det er lykkedes. At det ikke er lykkedes for AG&146;s anmelder at gennemskue det, er en anden sag
Tirsdag d. 26. november 2002
Aqqaluk Petersen
Emile H Péronard
Emnekreds:
Anmeldelser af bøger, film mv
.
Jeg blev overrasket, da jeg i AG fra sidste tirsdag læste Aqqaluk Petersens hårde anmeldelse af Karen Littauers film "Jeg Husker...", for personligt synes jeg, det er en dejlig og vellykket film. Jeg vil gerne forklare hvorfor ved eksempler, der henviser til AGs anmeldelse.
For det første har Aqqaluk Petersen misforstået meningen med filmen. Han sammenligner den med Warren Beatty filmen Reds, fordi noget af filmens form kan genkendes. Reds er imidlertid en fiktionsfilm, og det alene gør al sammenligning umulig. En gangbar reference ville eksempelvis være Jørgen Leths hverdagsdokumentar "Livet i Danmark" fra 1971. Filmmediet er nutidens historiebog. Det handler om at få hverdagshistorierne nedfældet, så vi ikke glemmer, hvor vi kommer fra. Det synes jeg, at både Leths og Littauers film (med Kirsten Thisteds tilhørende bog ("Grønlandske fortællere") er med til at gøre.
Med hensyn til filmens form, som kritiseres skarpt i Aqqaluk Petersens anmeldelse, mener jeg, at det sorte studie er et virkemiddel, der kan være med til at isolere historien og frigøre os fra en distraherende baggrund. Vi vil gerne høre historierne og koncentrere os om personerne. Jeg kan ikke forstå anmeldelsens beskyldning om, at studiet er med til at frarøve fortællernes mimik, for hver person fortæller levende og med brug af hele kroppen. Instruktøren bør også have ros for arbejdet med fortællerne, som virker afslappede og fortrolige med kameraet. Når man medvirker i noget, som er så intimt og intenst bliver det nemt akavet og anstrengt, men i "Jeg Husker..." føler man virkelig, at personerne åbner sig for kameraet.
Dækbillederne er ikke med til at bære historierne, hvilket jeg mener er en helt rigtig disposition. De skal give os et pusterum mellem fortællerne, give tid til at lade historierne synke ind. At der savnes konsekvens i komponeringen af disse sekvenser er faktisk irrelevant, men det bør alligevel nævnes, at mønsteret i høj grad eksisterer, og at anmelderen ikke har fundet filmens "røde tråd". Der er en fin tematisk sammenhæng mellem indholdet af de forskellige historier og den rækkefølge, i hvilken de fortælles. Således handler de første fem fortællinger om barndom, opdragelse og forholdet til forældrene. Herefter er der et helt tydeligt brud, som markeres af en længere dækbilledsekvens med musik, hvorefter de næste fire historier handler om åndemaneri; det overnaturlige, kunne man sige. I de efterfølgende dækbilleder vises meget symbolsk en kirke, hvorefter vi hører om kristendommes indtog i Grønland. Herefter handler det om fjeldgængere og der trækkes en meget fin forbindelse imellem, hvordan sorg og nød blev taklet i det gamle Grønland, hvor man gik til fjelds, og hvordan det tragisk nok er blevet siden hen: historien om sønnen, der begår selvmord. Hele filmen rundes fint af med et par ord om, hvordan vi giver vores arv og vores historier videre, gennem navngivning, sang og fortælling.
Jeg synes filmens præmis er opfyldt fint. Instruktøren ønsker at skildre et samfund igennem dets mennesker. Det er lykkedes. At det ikke er lykkedes for AGs anmelder at gennemskue det, er en anden sag.
Kære Emile H. PeronardJeg skal understrege her, at jeg ikke sammenligner Karen Littauers film med "Reds", men denne film var den første jeg tænkte på, da jeg så fortællerne opstillet foran det sorte tæppe, og kan derfor i hvert fald ikke af den grund have misforstået "meningen med filmen".At læse udtryk som at "filmmediet er nutidens historiebog" giver mig lyst til at gribe efter den første og bedste salonriffel, med en lille omskrivning af et kendt citat. Dén er vist kun gangbar på filmvidenskab. Med hensyn til den påståede indre tematiske struktur som Peronard beskriver så pædagogisk (i sig selv mistænkeligt) genkender jeg den ikke, bortset fra hvis der males med en meget bred pensel. Jeg er i øvrigt i gang med en anmeldelse af bogen, som jeg også har læst, hvis jeg ellers får tid til det med alle de debatindlæg, jeg skal svare på. Held og lykke i øvrigt med de givetvis udbytterige studier. Med venlig hilsen Aqqaluk Petersen