Sundhedsvæsenet i Grønland

Det er uanstændigt ikke at forholde sig til problematikken og blot skubbe de ikke-behandlede patienter foran sig, hvert år, indtil man kun kan tage de helt uafviselige (akutte) patienter og ingen til planlagt undersøgelse og behandling.

Torsdag d. 28. november 2002
Knud Erik Kleist, Kirurgisk overlæge på Dronning Ingrids Hospital
Emnekreds: Politik, Sundhedsvæsenet.

Det grønlandske sundhedsvæsen er udsat for mange myter og krav om ændringer. Når nu planlagt undersøgelse og behandling på Dronning Ingrids Hospital samt på Hamlet og Rigshospitalet for patienter i Grønland er stoppet for resten af året - med landsstyrets velsignelse - for at overholde et økonomiske budget, er det forståeligt, at man må stille spørgsmål. Hvad er fakta? Landstingets bevilling til sundhedsvæsenet er fordelt på Direktoratet for Sundhed, Kystens sundhedscentre, Dronning Ingrids Hospital og Center for Sundhedsuddannelser. Dronning Ingrids Hospital dækker selve Landshospitalet i Nuuk, alkoholbehandlingen i Grønland, behandling i udlandet, Det grønlandske Patienthjem i København samt psykiatriske indsatte på Sikringsanstalten. Aktuelt overholder de enkelte områder indenfor sundhedsvæsnet inklusive Landshospitalet "Sana" deres budgetter, men der er overforbrug på behandling i udlandet og patient evakueringskontoen. Behandling i udlandet dækker over ydelser, som ikke kan gives i Grønland. Evakueringerne er overførsel af alvorligt syge patienter fra Kysten til Landshospitalet og til udlandet, hvor man må leje fly eller helikopter. Som det fremgår skyldes overforbruget i det grønlandske sundhedsvæsen forhold, som ikke direkte kan kontrolleres, hvis man da ikke vælger disse undersøgelser og behandlinger fra. I gennemsnit er udgifterne per patientforløb på Rigshospitalet steget med omkring 17 procent i forhold til sidste år, og det skyldes dels bedre, mere avancerede og dels nye behandlinger til forskellige sygdomme. På bevillingen til behandling i udlandet er der en gruppe af patienter med slidgigt i knæ og hofter, som skal behandles med kunstige metalled. Der står 160 patienter på venteliste, men der er kun afsat midler til at operere 26 patienter årligt, svarende til, at der vil gå seks år for at afvikle puklen, men i mellemtiden kommer der nye patienter til. En anden gruppe er øjen- og øre-næse-hals-sygdomme, hvor der er aftaler med Rigshospitalet. Her drejer det sig både om patienter til operation såvel vurdering af specialist i Grønland. I sundhedsvæsenets visitationnævn følger man løbende udviklingen og tager stilling til, hvad de grønlandske patienter kan tilbydes indenfor rammerne. Eksempelvis koster akut overførsel af en patient til hjertetransplantation op mod to millioner kroner. Evakueringerne skyldes alvorligt syge, som skal overflyttes til specialist, fordi man ikke lokalt har muligheder for at behandle patienten. En evakuering koster typisk mellem 150 - 250.000 kroner. Mange store udgiftsposter skyldes restriktive forhold, som er pålagt sundhedsvæsenet af hjemmestyret. Sundhedsvæsenet har stadigt vanskeligere ved at rekruttere faguddannet personale, hvorfor man er nødsaget til at ansætte dyre vikarer i stillinger, som ikke kan undværes. Udover at betale en højere løn til vikarer fra vikarbureau, skal man også betale næsten det samme beløb til bureauet, i stedet for at kunne forhandle ansættelsesforhold direkte - som andre hjemmestyrede selskaber. Sundhedsvæsenet skal betale dyrt til INI for vikarboliger, fordi sundhedsvæsenet ikke længere disponerer over egne boliger - som andre hjemmestyrede selskaber. Det er vanskeligt overhovedet at rekruttere og fastholde personale, når man ikke kan tilbyde en konkurrencedygtig løn og en bolig. Sundhedsvæsenet bruger tre cifret millionbeløb på at transportere patienter og personale rundt i Grønland og til Danmark. Gennem samarbejde med flyselskaber som også kan omhandle anskaffelse af specialfly, kan der måske opnås betydelige besparelser og indenfor evakueringerne undgå de for patienterne så belastende skift mellem forskellige fly. Gennem aftale med Island indenfor først og fremmest de alvorlige sygdomstilfælde, kan patienten komme hurtigere under behandling og måske til en lavere pris. Befolkningssammensætningen ændres, så der bliver flere ældre. Befolkningen får nye Livstilssygdomme såsom blodpropper i hjertet, fedme og sukkersyge. Befolkningen er hård ved sig selv med mange voldstilfælde og ulykker, og vi har verdensrekord i lungekræft. Borgerne har berettigede forventninger til helbredet og dermed stigende efterspørgsel på sundhedsydelser. Det er dyrt at opretholde et sundhedsvæsen, som dækker alle de spredte bebyggelser i Grønland. Det er dyrt at søge at opretholde et behandlingsniveau som i Danmark. Alligevel koster sundhedsvæsenet per indbygger langt mindre end i Danmark og andre nordiske lande. Medicinpriserne er i gennemsnit steget med 10 procent indenfor det sidste år. Vi har fået nye mediciner, som betyder et reelt kvalitetsløft for patienterne, men de er eksempelvis indenfor psykiatrien meget dyrere end de piller, som har været brugt tidligere. Der er kommet nyt undersøgelses og behandlingsudstyr, apparatur, som er bedre til at opdage sygdomme og mindre ubehagelige for patienterne, men det koster. Landshospitalet mangler plads til undersøgelse og behandling samt sengepladser til patienterne. Der tales meget om ventelister. I virkeligheden er problemet til at overse indenfor de fleste specialer, fordi man fra Landshospitalet så vidt muligt rejser ud til Kystens sundhedsdistrikter og undersøger og behandler patienterne. Nuuk-borgerne bliver dog forsømt i forhold til Kysten - man rejser ikke ud til Nuuk, fordi 80-90 procent af hospitalets kapacitet bruges til at behandle de uafviselige patienter. Det store problem er inden for ortopædkirurgi (brækkede ben og lignende), hvor det ikke har været muligt at ansætte faste specialister gennem de seneste år. Der sker dog heldigvis også udvikling indenfor væsenet. Driften er udskilt fra Direktoratet for Sundhed til en Kystledelse for sundhedscentrene og til Hospitalsledelsen for Dronning Ingrids Hospital. De to organisationer omfattende de forskellige centre og afdelinger samarbejder om de væsentlige problemstillinger og sikrer et kvalitetsniveau, som gerne skal svare til befolkningens forventninger og standard i andre lande. I dag er ansvaret for graviditet og fødsel placeret centralt på Landshospitalet. Samarbejdet med afdelingerne på Rigshospitalet styrkes for at få mere hensigtsmæssige patientforløb, og der hjemtages undersøgelser og behandlinger til Grønland, så man undgår at skulle rejse over Atlanten. Regionalisering i sundhedsvæsenet er samarbejde indenfor en region om den mest hensigtsmæssige udnyttelse af de fysiske rammer og personale samt samling af patienter et sted til undersøgelse og behandling af specialister udefra. Det er nødvendigt at diskutere sundhedscentrenes funktion - også fordi personale-normeringen på de enkelte centre med deres vagtforpligtelse kun er lige nok til at sikre et helt basalt serviceniveau. Herudover er det udviklingen, at ansvaret for de forskellige medicinske specialer dækkes af specialister indenfor området. Således bør røntgenundersøgelser foretages af autoriserede personer, og billederne vurderes af personer, som er uddannet til det. Det kan allerede i dag lade sig gøre at tage et røntgenbillede i et sundhedscenter på kysten, sende det per telemedicin og få det vurderet af en specialist med det samme. Der foregår en positiv udvikling indenfor det grønlandske sundhedsvæsen, men der er problemer. Det væsentligste er rekruttering af faguddannet personale, som skal sikre tålelige arbejdsforhold for de fastansatte og overordnet give mulighed for at servicere samfundet kontinuerligt. Herudover står de unødvendige organisatoriske begrænsninger, som hjemmestyret kan fjerne uden omkostninger. Sundhedsvæsenet fungerer kun, fordi personalet udviser den yderste fleksibilitet og er loyale overfor de givne muligheder. Samfundet må tage stilling til sundhedsvæsenets overordnede realistiske serviceniveau, hvad kan der forventes og hvornår, eller sagt mere direkte, den økonomiske bevilling bør afspejle forventningerne og stiller politikkerne overfor det uundgåelige valg: Hvad har vi råd til at behandle for - i udlandet og til evakuering - eller hvor skal der spares. Det er uanstændigt ikke at forholde sig til problematikken og blot skubbe de ikke-behandlede patienter foran sig, hvert år, indtil man kun kan tage de helt uafviselige (akutte) patienter og ingen til planlagt undersøgelse og behandling.