En for alle og alle for – eller hvordan var det nu det var?

Jeg hæftede mig specielt ved dette indlæg i en af debatterne på KNR.
“Gad vide hvor længe SIK - medlemmerne Benjamin, Sakæus og Batseba, som bor i en af blokkene i Nuuk, Sisimiut eller Ilulissat, vil stå op kl. 6 hver morgen, og gå ned på fiskefabrikken og arbejde til mindstelønnen og betale deres skat. Så Emil, Jenseeraq og Hans kan sidde over formiddagskaffen og vente på at den næste turist eller isbjørn måske kommer forbi.”

Mandag d. 20. april 2009
Jørgen-Ole Nyboe Nielsen Dino
Emnekreds: Bosætning, Journalistik, Politik, Sprog.

Hvor længe vil Benjamin, Sakæus og Batseba stå op kl. 6 hver morgen?
Misforståelser eller styret splittelse?

Den seneste tids debat omkring bygder og yderdistrikter har involveret mange borgere og det er jo dejligt at erfare, at så mange ønsker at engagere sig i debatten om så vigtige samfundsspørgsmål som bygdernes og bostedernes nuværende og fremtidige rolle i samfundsbilledet. Der har været rigtig mange indlæg i debatten. Lige fra “Luk lortet” over ” Tænk, hvis aktørerne havde lidt mere pli og ordentlig tilgang til tingene” til ” ...men det gør altid ondt, når debatten drejer sig om lukning af bygder.”

Ud over det uundgåelige med at visse debattører på vanlig vis skal fremhæve andre debattørers manglende evner, var der rigtig mange tankevækkende indlæg.

Jeg hæftede mig specielt ved dette indlæg i en af debatterne på KNR.
“Gad vide hvor længe SIK - medlemmerne Benjamin, Sakæus og Batseba, som bor i en af blokkene i Nuuk, Sisimiut eller Ilulissat, vil stå op kl. 6 hver morgen, og gå ned på fiskefabrikken og arbejde til mindstelønnen og betale deres skat. Så Emil, Jenseeraq og Hans kan sidde over formiddagskaffen og vente på at den næste turist eller isbjørn måske kommer forbi.”

Hvor mange har denne oplevelse af forskellen mellem bylivet og tilværelsen i bygder og yderdistrikter og hvor tæt er denne opfattelse på virkeligheden?

Jeg ved det ikke! Men dette spørgsmål og mange af de øvrige indlæg i debatten understreger nødvendigheden af, at alle borgere i Grønland genvurderer deres rolle i samfundet.

Vi har vedtaget, at selvstyret skal indføres og de muligheder og de begrænsninger dette vil medføre, nødvendiggør en revurdering af den enkelte borgers muligheder, men så absolut også en revurdering af den enkelte borgers pligter overfor samfundet, såvel pligterne overfor det lokale samfund som pligterne overfor det grønlandske samfund som helhed.

En del af denne revurdering bør være spørgsmålet, om vi fortsat skal være en befolkning, der virker opdelt i grupperne ”de rigtige grønlændere” og de ”ikke rigtige grønlændere”. Hvor ”de rigtige grønlændere” er de, der behersker det grønlandske sprog og de ”ikke rigtige grønlændere” er alle andre - ligegyldigt om de er født og opvokset i Grønland eller er tilflyttere.
Jeg mener, at det er nødvendigt, at vi bliver en samlet gruppe af borgere i Grønland og at begrebet ”rigtige grønlændere” bliver knyttet til de personer, der ønsker at bo i Grønland og være med til at arbejde for et bedre Grønland for alle!

Jeg er fuldt ud klar over, at det ikke er alle i den politiske elite, der udadtil støtter min opfattelse af, hvad en ”rigtig grønlænder” bør være, men jeg er meget sikker på, at langt de fleste vil gøre dette, når det bliver politisk muligt for dem. Problemet er bare nu, at retorikken gennem mange år har været en anden og at der skal være tid til - om man kan kalde det - ”at cykle baglæns”.
Der skal også være tid til at ændre på andre forhold i det daglige Grønland. Eksempelvis vil det nok tage lidt tid at ændre afholdelse af borgermøder fra at være 2 borgermøder, et på grønlandsk og et på dansk til at være et borgermøde for alle borgere med den nødvendige tolkning mellem dansk og grønlandsk.

Noget der dog hurtigere kunne gennemføres vil være en ændring af KNR’s nuværende rolle som en katalysator for splittelsen mellem de 2 sprog til at favne begge sprog ved at versionere så mange udsendelser som muligt, specielt Qanorooq og de grønlandske kulturudsendelser samt være frontgænger med hensyn til undervisning i de to sprog som fremmedsprog.

Jeg mener som sagt, at vi bør og skal arbejde for, at vi alle deltager i samfundet og at vi bliver et samfund, hvor ”alle for en og en for alle” mere bliver normalen.