Omsorgssvigt overfor sult blandt grønlandske børn.

De alarmerende tal for Danmark burde have fået Dansk Folkeparti til at inkludere børn i hele riget. Men når det nu ikke er sket, kan de foreløbigt lade sig inspirere af det arbejde, vi gør for at komme problemerne til livs i Grønland

Lørdag d. 25. april 2009
Juliane Henningsen, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit
Emnekreds: Børns vilkår, Rigsfællesskabet, Selvstyre, Socialt ansvar.

Ordførerindlæg af Juliane Henningsen (IA) ifm. F26 den 24.04.2009 I Grønland er andelen af børn der lever i relativ fattigdom på 18 procent. I Danmark er andelen 11 procent. Det kan Videncenter for Børn og Unge i Grønland dokumentere. Det er alarmerende tal, vi står med i begge lande. Det er tal, vi ikke kan være bekendt. Hvad vil vi gøre ved fattigdommen og den sult og den mistrivsel, der følger med den? Det er spørgsmålet, vi diskuterer i dag. Godt nok er der i forespørgslen kun lagt op til, at vi diskuterer børn i Grønland. De alarmerende tal for Danmark burde have fået Dansk Folkeparti til at inkludere børn i hele riget. Men når det nu ikke er sket, kan de foreløbigt lade sig inspirere af det arbejde, vi gør for at komme problemerne til livs i Grønland. Der er gode kræfter i Grønland, der arbejder hårdt på at give vores børn og unge en fremtid fri for afsavn, overgreb og svigt. De ønsker, at udvikle Grønland og det nye Selvstyre og de ønsker at få ejerskab over deres fremtid og de løsninger, der ligger på Grønlands problemer. De har brug for al den opbakning og opmuntring, de kan få. I dag kan jeg kun tale for hvad mit eget parti, Inuit Ataqatigiit, gør for grønlands børn og unge. Eller rettere kæmper for at gøre. Vi har nemlig fremsat talrige forslag i Landstinget, som tidligere er blevet nedstemt af det siddende Landsstyre. Heldigvis har vi valg i Grønland den 2. juni, så det ændrer forhåbentlig på den sag. Inuit Ataqatigiit arbejder konkret ud fra de retningslinjer, som Red Barnet og Videncentret for Børn og Unge, MIPI, udstikker for Grønland. Vi arbejder for at få indført en formel fattigdomsgrænse i Grønland. Vi arbejder på at indføre progressiv beskatning, på at forhøje underholdningsbidraget til børn og på at flytte flere midler over til bespisning af børn i skolerne. Vi vil have, at de nye familiecentre, der etableres ude i de grønlandske kommunerne, bliver brugt som omdrejningspunkt for udsatte børnefamilier. Familiecentrene skal fungere som lokale rådgivningscentre og netværksdannere for især unge mødre, der har brug for hjælp med budgetlægning, madlavning og råd om børnepasning og sundhed. Vi vil også have en tænketank, som skal udarbejde forslag til en national handlingsplan til bekæmpelse af børnefattigdom. Handlingsplanen skal indeholde konkrete initiativer der kan øge den økonomiske støtte til børnefamilier med knap økonomi. Og så vil vi have nedsat en velfærdskommission, der skal skaffe overblik over grønlændernes levevilkår og komme med anbefalinger om politiske tiltag, som på kort sigt kan skabe større lighed i vores samfund. Grønlands Hjemmestyre afsætter allerede en betragtelig del af bloktilskuddet til at afhjælpe sociale problemer og søsætte initiativer til forebyggelse. Det skulle Hr. Per Ørum Jørgensen måske tænke over inden han truede med at fratage Grønland bloktilskuddet og sætte Selvstyreloven og det fremtidige samarbejde mellem Grønland og Danmark over styr. Men dermed ikke sagt at vi afsætter midler nok eller gør nok. Omsorgssvigt, sult og fattigdom oplever vi stadig på tæt hold i Grønland såvel som i Danmark. Jeg som politiker deroppe og I som politikere hernede har et ansvar for børnenes ve og vel, bare i hver vores land. Vi kan give hinanden støtte ved at indgå i en ligeværdig kritisk dialog, ved at udveksle viden og ved at inspirere hinanden. Eksempelvis kan Dansk Folkeparti og det Konservative Folkeparti bruge deres bekymring på at hjælpe Danmarks fattige og udsatte børn og unge, og måske finde på lige så gode forslag som dem Inuit Ataqatigiit har fremsat i Grønland bare med dansk fortegn. Ét fattigt barn er jo som sagt ét fattigt barn for meget, uanset om det er grønlandsk eller dansk. Jeg kunne godt have startet min tale ud med at skælde ud på Dansk Folkeparti for det bemærkelsesværdige i, at man igen pisker en stemning op imod det grønlandske folk på grund af et forhold i Grønland, der også er slemt i Danmark. Men lige præcis det ville være spild af min tid og mine kræfter. Jeg vil hellere finde løsninger på den slående høje børnefattigdom og det svigt overfor vores unge, som vi er vidner til i Grønland og i Danmark. En kritisk dialog om problemerne på børn og ungeområdet mener jeg, er vejen frem. Jeg mener også, det er vejen frem, at vi fortsætter vores gode og stærke samarbejde med udgangspunkt i Selvstyreloven og den ansvarsfordeling mellem Danmark og Grønland, der ligger i den. Derfor fremsætter jeg følgende forslag til vedtagelse: " Folketinget konstaterer, at der fortsat er behov for en styrket indsats på børn-og-ungeområdet i Grønland og Danmark, og opfordrer regeringen til at arbejde på en kritisk dialog med Hjemmestyret/Selvstyret om børns og unges forhold. Regeringen opfordres til at stille sin ekspertise til rådighed for de grønlandske myndigheder samt drøfte mulige tiltag med Hjemmestyret/Selvstyret, der kan afhjælpe problemerne på børn- og ungeområdet. Idet Folketinget ønsker en fortsat positiv udvikling - politisk, socialt og økonomisk - i Grønland, opfordres regeringen til fortsat at bidrage til fremme af det nye grønlandske Selvstyre i overensstemmelse med Selvstyrelovens principper om selvbestemmelse, ligeværdighed og gensidig respekt mellem Danmark og Grønland. Folketinget opfordrer regeringen og de grønlandske myndigheder til at følge internationale organers udtalelser om forholdene for børn i Grønland og Danmark tæt og på den baggrund vurdere, om der er behov for at tage yderligere initiativer med henblik på at sikre overholdelsen af rigets internationale forpligtigelser."