Det polske eventyr
Ethvert eventyr slutter med: ”..og de levede lykkeligt til deres ende.” Det er netop mit ønske for Grønland og det ønske vil kunne opfyldes med et grønlandsk medlemskab af EU.
Mandag d. 11. maj 2009
Palle Christiansen
, Landstingsmedlem for Demokraterne
Emnekreds:
Eu
,
Samfundsforhold
.
Mange eventyr starter med ordene ”Der var engang…” og sådan starter de fleste samtaler også den dag i dag, når en polak skal fortælle om Polen og om hvorfor Polen i dag gør som de gør.
Polens historie er præget af krig, ødelæggelser og besættelser. Den fortid præger dem i stort set alle de beslutninger, som Polen i dag tager.
Min forestilling af Polen var - inden min rejse til Polen – præget af billeder og historier om den seneste besættelse, som bekendt var den kommunistiske besættelse af Polen efter 2. verdenskrig, som var en ekstrem undertrykkende besættelse, hvor kun den stærke og stædige polske kultur og tro på fremtiden, reddede Polen fra, at blive en permanent provins i det gamle Sovjetunionen.
Polen er i dag fri fra kommunismens altødelæggende og undertrykkende natur. Polen er godt nok et fattigt land. På trods af 38 millioner polakker, så er den offentlige økonomi i Polen kun 20 % større end den danske offentlige økonomi, som bekendt omfatter 5,2 millioner mennesker.
Udviklingen i Polen går dog meget hurtigt. Det private initiativ blomstre og de enorme pengesummer fra EU har sparket det tidligere undertrykte Polen op i gear. Store dele af Warszawa fremstår i dag som en moderne europæisk metropol, med alt hvad hjertet måtte begære. Denne positive udvikling skyldes i meget høj grad de anlægsmidler, 67,7 milliarder euro, som Polen har fået fra EU som tilskud til alle former for anlægsprojekter i en 5-årig periode.
Polens placering mellem de to tidligere fjender Tyskland og Rusland betød, at Polen af sikkerhedshensyn ønskede sig ind i nogle større fællesskaber/alliancer. Polen har derfor valgt at indtræde i NATO og i EU, således at Polen ikke igen skal frygte en militærbesættelse og således, at man kunne få en lille økonomi til at indgå i en større og langt mere stabil økonomi, som det europæiske monetære samarbejde er.
Polens kultur er en hjørnesten i deres selvforståelse og det polske folk er et meget stolt folkefærd. Det har ikke været et problem at bevare den polske særegenhed efter deres indtræden i EU. Tværtimod faktisk. For at tydeliggøre hvad det vil sige at være polsk, at man styrket kulturen og gjort den til et udstillingsvindue for, hvad Polen er for en størrelse.
Pointen med dette er, at vi i Grønland ikke skal frygte for vores kultur og kulturelle særpræg, når/hvis vi beslutter at genindtræde i EU.
Min rejse til Polen efterlod mig med en klar drøm. Lad Grønland opleve hvad Polen har oplevet efter deres befrielse fra kommunismen. Lad det polske eventyr gentage sig og denne gang for Grønland. Lad Grønland få gang i udbygningen af vores infrastruktur og boliger. Lad Grønland få adgang til de puljer som giver støtte til uddannelse og sociale reformer.
Ethvert eventyr slutter med: ”..og de levede lykkeligt til deres ende.” Det er netop mit ønske for Grønland og det ønske vil kunne opfyldes med et grønlandsk medlemskab af EU.