Idrætslinje på GU

Idrætslinjen skal være for alle. Det eneste krav skal være, at man er egnet til at blive optaget på GU. Idrætslinjen er således ikke kun tiltænkt eliten, men skal være for alle, der har lyst til at kombinere deres GU med idræt.

Torsdag d. 14. maj 2009
Astrid Fleischer Rex, Medlem af Grønlands Landsting for Demokraterne
Emnekreds: Landstingvalg juni 2009, Uddannelse.

Idræt og motion er godt for både krop og sjæl. Det er vist et faktum, som vi alle kan blive enige om. Demokraterne ønsker, at vore unge mennesker skal have mulighed for at kombinere lysten til at lære med lysten til at lege. Dette skal ske gennem et tilbud om at tage sin GU-uddannelse på en idrætslinje.

Idrætslinjen skal være for alle. Det eneste krav skal være, at man er egnet til at blive optaget på GU. Idrætslinjen er således ikke kun tiltænkt eliten, men skal være for alle, der har lyst til at kombinere deres GU med idræt.

For de studerende indebærer det først og fremmest, at de er indstillet på at træne hjernen lige så meget som kroppen. Det skal være kendetegnende for eleverne på idrætslinjen, at de interesserer sig for idræt og at de er aktive indenfor en eller flere idrætsgrene i fritiden.

Det er derfor påkrævet, at de unge mennesker, der ønsker at gå på idrætslinjen skal gennem en samtale, inden de bliver optaget. Hvis engagementet ikke er til stede, så er det bedre for dem at gå i en almindelig GU-klasse.

Demokraterne håber, at idrætslinjen bliver et sted, hvor de studerende laver praktiske forsøg med kroppen i centrum, som bliver uddybet teoretisk i andre fag som biologi, fysik og matematik. Dermed skulle undervisningen gerne give mulighed for at kombinere elementer fra den almindelige undervisning med et kropsligt perspektiv.

Her i landet er det naturligvis oplagt at fokus en del af tiden er på vintersport, men det er vigtigt, at andre former for idræt også bliver inddraget.

For yderligere oplysninger kan Demokraternes landstingsmedlem Astrid Fleischer Rex kontaktes på 48 35 29