Forandring kræver mod!

Blot et par uger før valget, er der igen kamp om førertrøjen i Siumut. Et Siumut, der har ambitioner om at føre vort land sikkert hen til startlinjen til vort længe ventede selvstyre, er allerede i gang med at diskutere, hvem der skal stå i spidsen for partiet. Det giver næppe nogen mening at opremse alle skandalerne igen – men fire år mere med politisk stormvejr vil ikke alene svække landet og dets befolkning, den vil også ødelægge vores ry og rygte i udlandet.

Torsdag d. 21. maj 2009
Kaali Olsen
Emnekreds: Landstingvalg juni 2009.

Det kræver mod, at forandre verden. Men hvis man tager den sidste valgperiode i betragtning, vil det dog også være ekstremt modigt at stemme på det siddende Landsstyre igen. Alene magtkampen i den sidste periode i Siumut giver mindelser tilbage til en meget hektisk, turbulent og politisk usikker periode. Blot et par uger før valget, er der igen kamp om førertrøjen i Siumut. Et Siumut, der har ambitioner om at føre vort land sikkert hen til startlinjen til vort længe ventede selvstyre, er allerede i gang med at diskutere, hvem der skal stå i spidsen for partiet. Det giver næppe nogen mening at opremse alle skandalerne igen – men fire år mere med politisk stormvejr vil ikke alene svække landet og dets befolkning, den vil også ødelægge vores ry og rygte i udlandet.

Samtidig er det paradoksalt, at Siumut fører en valgkamp på fordums tiders sejre og bedrifter. ”Vi har stået i spidsen for landet i 30 år, stået i spidsen for selvstyrekommissionen, vi har opnået selvstændighed, vi har udviklet uddannelsessystemet, fiskeriet, erhvervslivet, osv.”

Men under alle jubeltalerne under vælgermøderne tænkte jeg meget på, hvor mennesket er i alt denne selvros. Jeg følte mig mange gange fremmedgjort og nedværdiget og tænkte på, om jeg i virkeligheden ikke havde brugt al min viden og kunnen på, at Siumut kunne forblive i magten?

Og hvor er fiskeren, der troligt har fisket for at forsørge sig selv og sin familie, læreren der har lært vore børn alt det grundliggende i livet, fangeren der har skaffet os mad, sygeplejerskerne og lægerne der har passet og plejet de syge, fabriksarbejderen, der har knoklet til en ussel timeløn, embedsfolkene der har skrevet lovene osv.? Det er befolkningen, som dig om mig, der har været med til at skabe samfundet og holdt hjulene i gang og - ikke Siumut!

Det er på tide, at vi lægger al ledelsesmæssig inkompetence og fnidder fnadder bag os og vælger os nye ledere med nye og holdbare visioner og mål. Vi har enorme politiske og samfundsmæssige udfordringer og opgaver, som må løses, før vi med tilfredshed kan sige, at vi har skabt et samfund for alle, som vi kan være stolte af. Vi kan ikke have en ledelse, der skal bruge alle deres resurser på blot at forsøge at holde interne magtkampe i ave, mens samfundsproblemerne vokser og vokser. Vi skal have en ledelse, der har overskud til at løse akutte og livsvigtige problemer i fx sundhedsvæsenet, samtidig med, at den skal have styrke til at kunne planlægge samfundsudviklingen mange år frem på bl.a. nedenstående vigtige områder:


Inuit Ataqatigiit er det parti, der har den fornødne ledelsesmæssige ro til at føre sikker og fremadrettet politik. Forandring kræver mod, og jeg er overbevist om, at befolkningen er klar og har det fornødne mod.