Hvem forhandler på Grønlands vegne?

Den danske regering - med klimaministeren i spidsen - viser gerne Grønland frem for at synliggøre klimaforandringernes virkninger for hele verden. Det vil jeg ikke bebrejde dem, men det bekymrer mig derimod, at man tilsyneladende er knapt så ivrige, når det drejer sig om at støtte os i vores berettigede krav om at en industriel og dermed en økonomisk udvikling. En udvikling, der er helt afhængig af, at vi får en særaftale om vores CO2-udledning.

Fredag d. 11. september 2009
Grønlands Arbejdsgiverforening
Henrik Leth, formand for GA’s brancheudvalg for fiskeri og eksporterhverv
Emnekreds: Erhverv, Internationale spørgsmål, Klima, Rigsfællesskabet.

Ved det kommende klimatopmøde i København risikerer Grønlands interesser at blive overset. Grønlands Arbejdsgiverforening støtter derfor formanden for Naalakkersuisut, når han forbeholder sig ret til at finde andre lande at alliere sig med i forhandlingerne.

Da Grønland ikke er en selvstændig stat, er hovedreglen, at Danmark forhandler på Grønlands vegne i internationale sammenhænge. Normalt er der da også tale om et loyalt samarbejde ud fra en forståelse for Grønlands behov, senest demonstreret i IWC, Den Internationale Hvalkommission, hvor Danmark i mange år har arbejdet loyalt for de krav som Færøerne og Grønland havde, og fik det bedst mulige resultat hjem, på trods af stor modstand fra de øvrige EU medlemmer, der forhandlede sammen. Men da EU ved klimatopmødet skal forhandle samlet for at stå stærkt overfor store lande som USA, Kina og Indien, har Danmark i princippet deponeret sit forhandlingsmandat i Bruxelles. De Danske embedsmænd har meldt ud, at Danmark som vært for topmødet, og dermed har rollen, som den der skal skabe kompromiset, og derfor ikke kan forhandle Derved er mere end svært at se, hvordan Grønlands interesser denne gang kan tilgodeses.

Den danske regering - med klimaministeren i spidsen - viser gerne Grønland frem for at synliggøre klimaforandringernes virkninger for hele verden. Det vil jeg ikke bebrejde dem, men det bekymrer mig derimod, at man tilsyneladende er knapt så ivrige, når det drejer sig om at støtte os i vores berettigede krav om at en industriel og dermed en økonomisk udvikling. En udvikling, der er helt afhængig af, at vi får en særaftale om vores CO2-udledning. Inden klimatopmødet i december bør Grønlands forhold i den forbindelse være afklarede med Danmark. Ellers er det bedst, at vi står uden for forhandlingerne, som vi reelt risikerer at komme til alligevel.

Det er ikke en situation, vi ønsker, men i givet fald står vi ikke alene mht. særstandpunkter. Og her tænker jeg ikke alene på ønskerne fra de industrielt set underudviklede lande, som Grønland bør sammenlignes med. Nej, holdningskrigen er også brudt ud blandt de førende industrilande. Hvor det for få måneder siden tegnede til, at langt de fleste rige, industrielt udviklede lande var enige om en ambitiøs klimastrategi, ser det nu ud til, at enigheden er ved at krakelere. Lad mig i den forbindelse minde om, hvad den svenske statsminister, der repræsenterer EU-formandskabet, udtalte så sent som 31. august: ”Jeg tror på, at vi får en aftale, men her og nu tvivler jeg på, at det vil være nok til at nå 2 graders-målet. Verden er indstillet på at lave en aftale, men i forhold til stemningen i 2006 har klimadebatten tabt meget af sin energi”.

Som datoen for klimatopmødet nærmer sig, bliver der i øvrigt også stigende debat om, hvorvidt en dramatisk CO2-reduktion er det eneste svar på verdens klimaforandringer.

I Grønland bør vi have forståelse for, at den danske regering føler sig i klemme i relation til at lide et eventuelt prestigetab ved klimatopmødet i København. Men i Danmarks bestræbelser på at nå et resultat, kan vi ikke acceptere at blive ladt i stikken. En model som Grønland ville kunne leve med var at alle skulle betale for deres CO2 udledning, dermed ville vi være stillet lige i konkurrencen med de allerede industrialiserede lande. De penge der kom ind herfra kunne så anvendes til forskning og udvikling af de ikke fossile energikilder, så de prismæssigt kunne konkurrere med kul og olie.

Det bør være en selvfølge, at industrilandene, som har langt de største CO2-udledninger på samvittigheden, og samtidig har det økonomiske og teknologiske forspring til at reducere dem, også er dem, der påtager sig de store forpligtelser. Grønland står overfor en afgørende periode i historien, hvor en udvikling af erhvervslivet på sigt skal bane vejen for en realisering af det selvstyre, som også Danmark bakker op om, og hvor indtægter fra råstoffer m.v. er bestemmende for regulering af de økonomiske relationer mellem Danmark og Grønland.

Vi må derfor have klare tilkendegivelser om indholdet af en dansk-grønlandsk aftale fra den danske regering inden den 7. december, hvor topmødet starter. Først at forhandle en aftale efterfølgende giver ingen mening.