Nu må det være tid til handling
Grønlands Arbejdsgiverforening mener, at det er nødvendigt at fokusere på politiske vurderinger af rammebetingelserne for fiskeriet, bl.a. på grundlag af Fiskerikommissionens samlede anbefalinger. Det er således på høje tid at skabe forudsætningerne for en nødvendig omstrukturering af fiskeriet. Og ikke mindst at langsigtede perspektiver for en kommende fiskeriforvaltning indbygges i en ny fiskerilov.
Tirsdag d. 29. september 2009
Grønlands Arbejdsgiverforening
Jens K Lyberth
Emnekreds:
Erhverv
,
Fiskeri
.
Det er ikke endnu flere, tidskrævende og omkostningstunge konferencer om fiskeriets forhold, der er brug for. Grønlands Arbejdsgiverforening bakker derfor op om landsstyrets beslutning om, at revisionen af fiskeriloven skal fortsætte som planlagt, bl.a. via etablering af en række arbejdsgrupper som foreslået af Fiskerikommissionen.
Fiskerikommissionen afleverede for 9 måneder siden sin betænkning. Det skete efter et års koncentreret arbejde, hvor forskellige interessenter blev enige om en række anbefalinger - trods divergerende udgangspunkter og holdninger. Dette grundige arbejde deltog GA helhjertet i, og vi står derfor 100% bag kommissionens konklusioner, herunder de kompromisser, der måtte indgås undervejs. Vi mener derfor, at det vil være spild af tid og penge at afvikle endnu en dyr konference, som for nylig foreslået af oppositionen. Her er vi enige med KNAPK’s formand, når han i
www.sermitsiaq.gl
udtaler: ”Vi har deltaget i mange seminarer om fiskeriet, der er endt uden resultater”.
Specielt er vi meget betænkelige ved de konkrete forslag om fastsættelse af mindstepriser for torsk (også på længere sigt), at det offentlige skal indføre en personalepolitik for indhandlingsstedernes personale, at produktionsudvalg og repræsentantskaber skal genindføres samt at der skal gives plads til KNAPK og SIK i Royal Greenlands bestyrelse. Vi mener, at disse centralistiske tanker er i direkte modstrid med den markedsdynamiske udvikling, det grønlandske fiskeri har så hårdt brug for at tilvejebringe. Det handler om at gøre det grønlandske fiskerierhverv og dets virksomheder bedre i stand til at konkurrere på verdensmarkedet.
Grønlands Arbejdsgiverforening mener derimod, at det er nødvendigt at fokusere på politiske vurderinger af rammebetingelserne for fiskeriet, bl.a. på grundlag af Fiskerikommissionens samlede anbefalinger. Det er således på høje tid at skabe forudsætningerne for en nødvendig omstrukturering af fiskeriet. Og ikke mindst at langsigtede perspektiver for en kommende fiskeriforvaltning indbygges i en ny fiskerilov.
At vi er modstander at endnu en - formentlig udsigtsløs - konference, betyder dog ikke, at vi er imod en konstruktiv debat. Fiskerikommissionen opfordrer eksempelvis selv til offentlige diskussioner, idet nogle af kommissionens forslag er af principiel karakter. En bred, folkelig forståelse for nødvendigheden af en ny struktur for erhvervet er en af forudsætningerne for, at det på samme tid kan gøres mere rentabelt og bæredygtigt. Men den forståelse opnås ikke gennem en ”lukket” branchekonference med en forudbestemt dagsorden, hvor man ønsker endnu mere offentlig kontrol af de enkelte virksomheders drift.
Kilde:
Grønlands Arbejdsgiverforening