Forskelsbehandling giver mere lighed
IA kan grundlæggende ikke tilslutte sig, at alle landets borgere får samme støttemuligheder, uanset deres indkomstniveau. Vi mener at de bredeste skuldre skal bære mest og vi mener at vores største opgave i de kommende år bliver at forbedre levevilkårene for især lavindkomstfamilierne.
Torsdag d. 29. oktober 2009
Naaja Nathanielsen
, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit
Emnekreds:
Børns vilkår
,
Sociale spørgsmål
.
De seneste dages debatter i landstingssalen har vist en meget dyb kløft mellem IAs og Siumuts forståelse af lighed. Dette til trods for at begge partier har et brændende ønske om at støtte de svageste i samfundet.
Den dybe kløft har især vist sig under debatterne om landsstyrets forslag om afskaffelse af børneopsparingsordningen og Siumuts forslag om at gifte og enlige folkepensionister skal have det samme udbetalt.
Bredere skuldre skal bære
IA kan grundlæggende ikke tilslutte sig, at alle landets borgere får samme støttemuligheder, uanset deres indkomstniveau. Vi mener at de bredeste skuldre skal bære mest og vi mener at vores største opgave i de kommende år bliver at forbedre levevilkårene for især lavindkomstfamilierne.
Siumut mener derimod at alle, både de fattige og millionærerne, skal have samme adgang til støtte. Vi finder i IA at dette er en uforståelig politik fra et parti der befinder sig på den politiske venstrefløj.
Vi ønsker at afskaffe børneopsparingsordningen da vi ikke mener at den hjælper samfundets svageste. Børn af arbejdsledige og børn af millionærer får den samme opsparing. Det mener vi ikke er rimeligt. Vi vil hellere bruge de 18 millioner om året på at sikre en reform af socialområdet så pengene går til dem der har mest behov.
Bedre vilkår for de svageste
I forhold til pensionisters forhold mener IA at det er en meget stor misforståelse når Siumut siger at enlige og ægtepar forskelsbehandles i forbindelse med folkepensionens størrelse. Siumut ønsker at alle pensionister får den samme pension, uanset ægtefællens eventuelle indtægter. Det betyder reelt at enlige pensionister stilles dårligere end gifte pensionister. Det er dyrere at være enlig, da man er alene om alle udgifter.
Siumut og IA er ikke uenige om at der er behov for at forbedre vilkårene for landets svageste. Men vi er uenige om måden at gøre dette på. IA vil arbejde hårdt for at højne levestandarden i Grønland i de kommende år. Men det er med en forståelse af at det er nødvendigt at prioriterer hårdt i landskassens midler. Derfor skal pengene derhen hvor de vil gøre bedst gavn. Og derfor vil landets lavindkomstfamilier få bedre adgang til støttemidler end resten af befolkningen. Hvad den øvrige befolkning angår, vil vi arbejde for at gøre livskvaliteten bedre, bl.a. i form af flere almennyttige boligbyggerier, et fortsat fokus på folkeskolen og ved at øge uddannelsesindsatsen for alle. Derudover vil vi i de kommende år fokusere på at forbedre vilkårene for landets ældre og førtidspensionister, for at sikre disse et mere aktivt og værdigt liv. Men vi mener ikke det er en samfundsopgave at sparer op til bedrestillede familiers børn og vi mener heller ikke det er rimeligt at stille enlige pensionister dårligere end gifte pensionister. Det er IA politik.
Hvis vi skal skabe bedre vilkår for landets borgere, må vi behandle dem forskelligt. Det håber vi på forståelse for og opbakning til.