Bare rolig Aleqa - oprydningen er i gang
Demokraterne ser udmeldingen som et meget klart bevis på, at oprydningen efter 30 års Siumutstyre nu for alvor er gået i gang. Det er derfor også med stor undren, at vi konstaterer, at det er medlemmer af Siumut, der spiller mest forarget i den såkaldte huslejesag.
Onsdag d. 2. december 2009
Justus Hansen
, Medlem af Landstinget for Demokraterne
Emnekreds:
Politik
.
Det siger sig selv, at det tager tid at rydde ud i alle de lukrative goder for politikere, som Siumut har fundet på gennem 30 år ved magten. Det er på den baggrund glædeligt, at landsstyreformand Kuupik Kleist har meddelt, at landsstyret allerede er i gang med at se på vederlagsloven, så den bliver mere gennemskuelig. Det er endvidere glædeligt, at Kleist allerede har meddelt, at huslejen for medlemmerne af landsstyret stiger på lige fod med huslejen for den øvrige befolkning.
På vegne af Demokraterne skal jeg hermed rette en ubetinget ros til formanden for landsstyret Kuupik Kleist for hans udmelding om, at landsstyret siden sommeren har været i gang at gøre vederlagsloven mere gennemskuelig. I den forbindelse tjener det Kuupik Kleist til ære, at han allerede nu har meddelt, at huslejen for medlemmerne af landsstyret stiger på samme vilkår som huslejerne for den øvrige befolkning. Tak for det!
Demokraterne ser udmeldingen som et meget klart bevis på, at oprydningen efter 30 års Siumutstyre nu for alvor er gået i gang. Det er derfor også med stor undren, at vi konstaterer, at det er medlemmer af Siumut, der spiller mest forarget i den såkaldte huslejesag. Det er jo nu engang sådan, at det er Siumut, der har udformet de gældende regler. Hvis de var så forargelige, hvorfor er de så ikke blevet ændret noget før? Hvorfor har skiftende medlemmer af landsstyret for Siumut ikke brokket sig over, at deres husleje var for lav?
Jeg kender ikke svaret. Men jeg kan uden at blinke konstatere, at jeg ikke en eneste gang gennem de seneste 30 år kan huske at have hørt en Siumutpolitiker udtale sig om, at nogle af politikernes goder skulle fjernes. Til gengæld har jeg lige hørt Kuupik Kleist sige netop det.
Så bare rolig Aleqa Hammond – arbejdet er i gang, men det tager altså tid at rydde op efter Jer.