Demokrati, solidaritet og risikosamfund

Alle bliver nødt til at indse, at de selv skal yde en indsats – også hvad angår skattebetaling. Er fangerne solidariske med eksempelvis Benjamin, Sakæus og Batseba, der jo pligtfyldigt betaler skat af alt det de tjener, selv eventuelle overtimer. Betaler fangerne skat af alt det de sælger hist og her – skal de ikke gøre dette, førend de med rette kan påberåbe sig solidaritet og hjælp fra den fælles kasse?

Torsdag d. 17. december 2009
Jørgen-Ole Nyboe Nielsen Dino
Emnekreds: Bosætning, Socialt ansvar.

© an

Steve Arnfjord skriver i sin kronik i Sermitsiaq nr. 49 om risikosamfundet og søger at fremstille Qaanaaq som et risikosamfund ramt af vestens omfattende udledning af drivhusgasser i et uforudsigeligt hændelsesforløb. Overskriften på kronikken er ” risikosamfundet skal håndteres demokratisk, også i Qaanaaq” Jeg forstår ikke helt SA’s lod i denne sammenhæng og hvad han vil med sin fremstilling af Qaanaaq som risikosamfund og hvad han egentlig mener med, at risikosamfundet skal håndteres demokratisk. Men måske er det hans måde at gøre det nye Landsstyre opmærksom på, at han synes, at fangerne i Qaanaaq skal have deres velfærd understøttet af Landsstyret her og nu. Nu har de forskellige samfund i Grønland vel altid været risikosamfund. Tidligere endda på den hårde måde, således at hvis der ikke var fangst nok, så var der ikke mad nok og hvis der i et samfund i en periode overhovedet ingen fangst havde været, så kunne samfundet ganske enkelt uddø. Jeg forstår Steve Arnfjord derhen, at han mener, at det er vestens produktion af drivhusgasser, der er skyld i problemerne eksempelvis i Qaanaaq – ikke så meget det tidligere Hjemmestyre, samfundet i Qaanaaq eller fangerne selv. Det er jo ikke noget nyt fænomen, at fangere og fiskere har utilstrækkelige indtægter. Det er et problem, der har eksisteret i mange år. Hjemmestyret kunne sammen med de respektive organisationer for længst have gjort noget for at løse problemet, hvis man ellers havde ønsket problemet løst. De kunne eksempelvis have sikret, at der ikke var flere fangere og fiskere end der var byttedyr og fisk til. Såvel Hjemmestyret som de respektive organisationer valgte ikke at gøre noget i denne retning. Hjemmestyret kunne også have sikret at alle børn og unge fik en reel mulighed for at få en uddannelse, så de ikke blev stavnbundet med begrænsede muligheder i lokalsamfundet. Steven Arnfjord mangler i kronikken at tage med i betragtning, at befolkningen i Qaanaaq i mange år har haft muligheden for at tage arbejde på den nærliggende Thule Air Base. Der har endda i mange år også været mulighed for at få en læreplads indenfor mange fagområder på Thule Air Base. Mange grønlandske unge har fået uddannelse som Kontorassistenter, Terminalarbejdere, IT-administratorer, Kokke, Tømrere, Automekanikere, Køkkenassistenter og meget andet. Der er dog ikke ret mange fra Qaanaaq i blandt disse. Arbejde på Thulebasen – selv lærepladser - er blevet valgt fra i Qaanaaq, selvom det har været indlysende, at der på sigt ikke var mulighed for, at alle kunne være fangere. Betingelserne har dog altid været, at man skulle beherske engelsk eller dansk som arbejdssprog og kunne deltage i det daglige arbejde. Men Hjemmestyret og lokalsamfundet har i mange år fravalgt at give børnene og de unge i Qaanaaq tilstrækkelige kundskaber og vilje til at kunne udnytte mulighederne for arbejde og lærerpladser på Thule Air Base. Jeg er lidt i tvivl om hvad SA mener og hvad han vil med kronikken. Han giver udtryk for at risikosamfundet skal håndteres demokratisk, at risiko er et demokratisk problem, der kræver demokratiske løsninger, som man bør have et beredskab til at tage højde for. Et beredskab Hjemmestyret i så fald for længst skulle have etableret. Men han bebrejder et nyt Landsstyre, der ikke har haft mulighed for at etablere dette beredskab, for ikke at have det og reagere derudfra. Jeg mangler, at SA erkender, at de enkelte samfund også har et ansvar. Hvis risikosamfundet skal håndteres demokratisk, så skal alle da deltage og alle skal deltage efter de muligheder, de har for at deltage og ikke efter, hvad de har lyst til at deltage med. Umiddelbart får man det indtryk, at SA mener, at alle andre skal hjælpe til med at løse problemerne eksempelvis i Qaanaaq og at landets resurser umiddelbart skal benyttes til at sikre fangernes og fiskernes velfærd her og nu. Altså socialhjælp med det samme! Man kunne fristes til atter at stille spørgsmålet “Gad vide hvor længe SIK - medlemmerne Benjamin, Sakæus og Batseba, som bor i en af blokkene i Nuuk, Sisimiut eller Ilulissat, vil stå op kl. 6 hver morgen, og gå ned på fiskefabrikken og arbejde til mindstelønnen og betale deres skat. så Emil, Jenseeraq og Hans kan sidde over formiddagskaffen og vente på at den næste turist eller isbjørn måske kommer forbi.” Men nu er det vel ikke kun fangernes og fiskernes velfærd demokratiet skal tage hånd om. Det er vel alle her i landet, der skal have det godt. Men løsningerne kommer ikke automatisk her og nu. Alle bliver nødt til at indse, at de selv skal yde en indsats – også hvad angår skattebetaling. Er fangerne solidariske med eksempelvis Benjamin, Sakæus og Batseba, der jo pligtfyldigt betaler skat af alt det de tjener, selv eventuelle overtimer. Betaler fangerne skat af alt det de sælger hist og her – skal de ikke gøre dette, førend de med rette kan påberåbe sig solidaritet og hjælp fra den fælles kasse? Vi skal helt væk fra, at nogle betragter sig selv som del af et risikosamfund og når det går galt fornægter, at det kan være deres egen skyld og blot ønsker at andre skal betale. Det dur ikke. Ærmerne skal smøges op og man skal undlade at benytte teorien om risikosamfundet som en sovepude. Der skal nu rettes op på mange års vanrøgt af samfundet og der er ikke penge til at alle, der lige står og har brug for hjælp fra samfundet, kan få det, de peger på. Men her er det jo så at demokratiet og solidariteten bør komme i betragtning – ikke?

© an