Pensionsbomben skal demonteres

Det vil være retfærdigt, at retten til alderspension bliver en velfærdsrettighed, da en alderspensionist gennem mange år har bidraget til den fælles kasse gennem sin indsats på arbejdsmarkedet. En rettighed skal ikke udvandes.

Fredag d. 10. december 2010
Astrid Fleischer Rex, Medlem af Grønlands Landsting for Demokraterne
Emnekreds: Sociale spørgsmål.

Demokraterne har ikke i sinde at vente med hænderne i skødet, og håbe på at den demografiske udvikling på magisk vis ændrer sig. Det gør den nemlig ikke. Derfor er vi nødt til allerede nu at handle, så den udgiftstunge pensionsbombe, der venter lige om hjørnet, kan blive demonteret.

Det er hamrende nødvendigt, at vi bliver længere på arbejdsmarkedet end vi gør i dag. Til gengæld skal alderspensionen omdefineres til at være en velfærdsrettighed, der kommer til udbetaling den dag, man fylder eksempelvis 70 år.

Det vil være retfærdigt, at retten til alderspension bliver en velfærdsrettighed, da en alderspensionist gennem mange år har bidraget til den fælles kasse gennem sin indsats på arbejdsmarkedet. En rettighed skal ikke udvandes, fordi man tilfældigvis er gift med en person, der stadig er på arbejdsmarkedet. Ej heller skal den udvandes, fordi man selv har været så forudseende at spare op til sin pension. Og endelig skal den ikke udvandes, hvis man har tid, lyst og helbred til at blive på arbejdsmarkedet og fortsat yde en indsats for vort samfund. Det er i korte træk baggrunden for, at vi mener, at udbetalingen af alderspension skal afhænge af fødselsdato og intet andet.

Demokraterne er klar over, at en sådan model vil koste samfundet flere penge til alderspension, end vi afsætter i dag. Løsningen ligger dog lige for; pensionsalderen skal i vejret. Og der er gode grunde til at gøre netop det.

Middellevetiden er steget. Fra 1970 til 2008 steg middellevetiden for kvinder fra 65,1 til 71,6 og for mænd fra 57,4 til 66,6. Den generelle tendens i verden er, at der bliver lagt tre måneder til levetiden om året. Det skyldes blandt andet den konstante medicinske og teknologiske udvikling, som samtidig også har betydet, at vi er friskere og raskere længere end førhen. Ergo bør det også være muligt at blive nogle ekstra år på arbejdsmarkedet. De ældre har ved flere lejligheder pointeret, at de ikke vil opfattes som en byrde, men som en ressource. Demokraterne er enige i dette synspunkt, og betragter det som en indikation på, at de ældre er klar til at blive længere på arbejdsmarkedet.

Vi mener, at de nye regler skal indføres gradvist over en 10-årig periode. Det vil sige, at borgere der i dag er 55 år får valget mellem den nye og den gamle ordning. Alle andre kommer automatisk på den nye ordning, der betyder, at alderspension bliver en velfærdsrettighed, som man kan hæve hver måned fra den dag man fylder eksempelvis 70 år. Vi vil dog ikke allerede nu lægge os fast på en ny pensionsalder, men mener, at et bud på en sådan alder bør fremkomme som en del af anbefalingerne fra Skatte- og Velfærdskommissionen samt fra relevante beregninger fra landsstyret.