TAC for krabber i 2011

Landsstyret besluttede på sit møde i dag at sætte små begrænsninger i kvoten for krabber i Vestgrønland for 2011 i forhold til i år, således at den totale kvote til grønlandske fiskere for 2011 bliver på 1.930 tons. Det samlede fiskeri forventes at blive af samme størrelsesorden som i år.

Torsdag d. 23. december 2010
Departementet for fiskeri fangst og Landbrug
Emnekreds: Fiskeri.

Landsstyret besluttede på sit møde i dag at sætte små begrænsninger i kvoten for krabber i Vestgrønland for 2011 i forhold til i år, således at den totale kvote til grønlandske fiskere for 2011 bliver på 1.930 tons. Det samlede fiskeri forventes at blive af samme størrelsesorden som i år.

Der er afsat 500 tons til fiskeri af EU udenskærs. Det sker med henvisning til EU Fiskeriaftalen.

Biologernes anbefaling er TAC på 2.430 tons for Vestgrønland, med en opdeling på et udenskærs fiskeri på 1.130 tons og et indenskærs fiskeri på 1.300 tons. TAC står for total allowable catch og er udtryk for hvor meget der totalt må fanges. Anbefalingen er udarbejdet sammen med canadiske biologer, der har stort kendskab til forvaltningen af krabber ved blandt andet New Foundland.

Biologerne anbefalede også, at det udenskærs fiskeri ved Maniitsoq og Sisimiut stoppes. Det er fulgt, da der er tydelige tegn på, at bestanden er hårdt presset i områderne.

Den biologiske rådgivning om en underopdeling i områder og dermed en større grad af kontrol er ikke fulgt. Desuden blev det foreslået, at der indføres en begrænset sæson for fiskeriet efter krabber, for at undgå fangst af krabber i den periode, hvor skallerne er bløde. Den gældende bekendtgørelse om fiskeri efter krabber har i forvejen en bestemmelse, hvor det kræves, at fiskeriet standses, når over 20 % af fangsten af krabber er blødskallede. Derfor er det fra departementets side ikke indstillet, at der indføres yderligere begrænsninger i fiskeriperioden.

Fiskeriet efter krabber i grønlandske farvande er stadigvæk et væsentligt supplement for en række kystnære fiskere.