Sundhedsvæsenet takker for donationen

A.P. Møllers donation har gjort det muligt at modernisere Dronning Ingrids Hospital på et langt tidligere tidspunkt, end det ville have været muligt, hvis Landkassen selv skulle finansiere byggeriet.

Torsdag d. 30. december 2010
Styrelsen for Sundhed og Forebyggelse
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

Der har i den seneste tid været skrevet meget i pressen om ombygningen på Dronning Ingrids Hospital og om budgetoverskridelsen på 16 millioner kr. På den baggrund vil sundhedsvæsenet gerne understrege sin dybe taknemmelighed over den gavmilde donation, som har muliggjort byggeriet.

I 2007 donerede A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal efter ansøgning fra sundhedsvæsenet 140 millioner kr. til en helt ny lægeklinik i Nuuk og nyindretning af operationsgang og akutmodtagelse på Dronning Ingrids Hospital.

I ansøgningen understregede sundhedsvæsenet det store behov for at ombygge Dronning Ingrids Hospital, så hospitalet kunne håndtere det stigende antal patienter. Hvis sundhedsvæsenets ansøgning ikke var blevet imødekommet, havde det ikke været muligt, at skabe nye og moderne rammer på Dronning Ingrids Hospital så hurtigt.

Sundhedsvæsenet finder det beklageligt, at der har været en budgetoverskridelse ved byggeriet på 16 millioner kr. Sundhedsvæsenet vil dog gerne fremhæve, hvad det grønlandske samfund har fået for pengene.

A.P. Møllers donation har gjort det muligt at modernisere Dronning Ingrids Hospital på et langt tidligere tidspunkt, end det ville have været muligt, hvis Landkassen selv skulle finansiere byggeriet.

De nye moderne rammer skaber nye muligheder for at øge produktionen på hospitalet, til gavn for de patienter, som står på venteliste. Med indvielsen af det nye akutcenter i 2012 vil Dronning Ingrids Hospital være på forkant med udviklingen i de lande, vi sammenligner os med. Det nye akutcenter vil skabe øgede muligheder for dagkirurgi og kortere indlæggelsestider. Samtidig vil de nye rammer og det nye udstyr være med til at højne sikkerheden for patienterne og formentlig også gøre det mere attraktivt at søge ansættelse ved Dronning Ingrids Hospital.

Sundhedsvæsenet vil også i fremtiden søge at opnå mest mulig sundhed for pengene gennem ansøgninger til fonde.