Vist blev vi taget ved næsen – men af hvem?

Den mest markante udmelding overfor den amerikanske ambassadør, kom dog ikke fra Statsministeriets Thomas Arenkiel, men derimod fra Michael Zilmer-Johns, som ifølge ambassadøren ”ligeud sagde, at den danske regering ikke ønsker noget som helst fra USA i denne sag – i hvert fald ikke i øjeblikket”.

Fredag d. 4. februar 2011
Niels Thomsen, Formand for Demokraterne
Emnekreds: Internationale konventioner, Rigsfællesskab og selvstyre.

Januar 2008. En DR-dokumentar afslører, at CIA har anvendt grønlandske lufthavne til transit i forbindelse med ulovlige fangetransporter. I Folketinget kræver oppositionen en uvildig undersøgelse, og fra Grønlands side lyder der krav om både uvildige undersøgelser og kontrol af amerikanske fly. Regeringen (den danske, vel at mærke) gør, hvad den kan for at gyde olie på vandene (og undgå de ubelejlige krav): Den forsikrer, at den ikke har kendskab til amerikanske fangetransporter gennem dansk-grønlandsk territorium. Den forsikrer, at USA vil blive spurgt til de ulovlige flyvninger. Og den nedsætter en arbejdsgruppe (ikke uvildig, men bestående af embedsmænd), som skal vende hver en sten. Angiveligt ringer den danske udenrigsminister, Per Stig Møller også til landsstyreformand Hans Enoksen og forsikrer ham om, at regeringen vil undersøge sagen. Da arbejdsgruppen i oktober samme år afleverer sin rapport, kan den hverken afvise eller dokumentere, at flyvningerne har fundet sted. USA har nemlig afvist at bidrage med oplysninger til undersøgelsen. Januar 2011. Jorden brænder atter under den danske regering. Lækkede indberetninger fra den amerikanske ambassadør i Danmark afslører, at danske topembedsmænd tilbage i 2008 uofficielt lod ambassadøren forstå, at regeringen i virkeligheden ikke var interesseret i svar på spørgsmål om CIA’s fangetransporter. Spillede regeringen dobbeltspil? Blev Hans Enoksen og resten af den grønlandske befolkning taget ved næsen - sammen med Folketinget og den danske offentlighed? Ikke hvis man skal tro Dansk Folkepartis Søren Espersen, som hurtigt var ude med den forklaring, at den amerikanske ambassadør måtte have misforstået det hele: Cain er ikke den dygtigste diplomat USA har haft i Danmark, udtalte Søren Espersen til Ritzau. Den forklaring står Søren Espersen – forståeligt nok – alene med. Ganske vist skulle det i USA være kutyme, at en del (af de mindre betydningsfulde) ambassadører udpeges som belønning for deres støtte til den præsidentkandidat, som vinder valget, og ikke i kraft af karriere og erfaringer inden for diplomati og udenrigstjeneste. Det er muligt, at dette også gjaldt Cain. Men derfra og til at hævde, at den amerikanske ambassadør ikke skulle være i stand til at fatte et helt igennem ukompliceret budskab, leveret på engelsk – dertil er der dog et skridt af de større. Lige så usandsynligt forekommer det, at to danske topembedsmænd begge skulle have udtrykt sig så klodset eller tvetydigt om sagen over for den amerikanske ambassadør, at deres budskab kunne tolkes i lodret modstrid med regeringens officielle udmeldinger overfor Folketinget og Grønland. I danske ministerier opnår de færreste en topposition uden at evne at veje sine ord på en guldvægt, når talen falder på et sprængfarligt emne. Og de to embedsmænd var ikke hvem-som-helst. Misforståelser kan vi altså roligt udelukke. Ambassadøren hørte ikke forkert, han forstod, hvad der blev sagt, og embedsmændene vidste præcist, hvad de sagde, og hvordan budskabet ville blive opfattet. Alligevel afviser den danske regering at have spillet dobbeltspil. Den har afkrævet USA svar i sagen, ganske som den stillede Folketinget og Grønland i udsigt. Forsikrer altså regeringen. Javist, det har den danske regering da utvivlsomt – men det svar er bare ikke godt nok. Hvad vi ønsker afklaret er, om regeringen samtidig diskret lod amerikanerne forstå, at man skam ikke mente det så alvorligt. Ifølge oplysninger i en af de lækkede rapporter fra den amerikanske ambassadør understregede Per Stig Møller faktisk over for den daværende amerikanske viceudenrigsminister John Negroponte, at Danmark måtte have svar på de spørgsmål, der blev stillet i sagen. MEN ifølge den amerikanske ambassadør bemærkede Per Stig Møller dog også, at den danske regering var parat til at drøfte med amerikanerne, hvilke spørgsmål der skulle stilles. Det er i sig selv en påstand, som må give anledning til rynkede bryn her i Grønland – og en påstand som jeg ikke har hørt Per Stig Møller afvise. Derimod har den daværende udenrigsminister klart afvist at have instrueret embedsmænd om under hånden at melde ud over for amerikanerne, at Danmark ikke var interesseret i svar. Det kan sagtens være sandt - og da Per Stig Møller er en sympatisk mand, vil jeg gerne tro, at det er det. Men det forudsætter så, at topembedsmænd i regeringens administration har handlet på egen hånd – at de (som det hedder på embedsmandssprog) har ”skærmet” ministeren; altså beskyttet Per Stig Møller mod at blive kompromitteret ved at handle på eget initiativ og uden at informere ham. Dog er Per Stig Møller ikke den eneste interessante minister i denne sammenhæng. Den ene af de to topembedsmænd, som den amerikanske ambassadør rapporterer at have ført samtaler med, Thomas Arenkiel, var i 2008 chef for udenrigsområdet i Statsministeriet. Dengang hed statsministeren Anders Fogh Rasmussen, og han blev som bekendt senere udnævnt til generalsekretær for Nato – med amerikanernes støtte. Det er heller ingen hemmelighed, at Anders Fogh har lagt stor vægt på at etablere et tæt og gnidningsløst samarbejde med USA – men det betyder jo ikke nødvendigvis, at Thomas Arenkiel har handlet på ordrer fra Anders Fogh. Vide det kan vi ikke: Den tidligere statsminister har indtil videre ikke fundet anledning til at kommentere sagen. Den mest markante udmelding overfor den amerikanske ambassadør, kom dog ikke fra Statsministeriets Thomas Arenkiel, men derimod fra Michael Zilmer-Johns, som ifølge ambassadøren ”ligeud sagde, at den danske regering ikke ønsker noget som helst fra USA i denne sag – i hvert fald ikke i øjeblikket”. Zilmer Johns var i 2008 chef for Udenrigsministeriets Nordgruppe, og kan vel således dårligt tænkes at have handlet på instrukser fra statsministeren. I dag er han Udenrigsministeriets direktør for udenrigspolitik. Som det ser ud nu, må man altså konkludere, at enten har ministre i den danske regering spillet dobbeltspil over for Folketinget og Grønland – eller også har danske topembedsmænd ført både Folketinget, Grønland OG regeringen bag lyset. Hvis det sidste er tilfældet, må man vel forvente, at de pågældende embedsmænd bliver draget til ansvar. Sker det ikke, hviler mistankens skygge tungt på regeringens skuldrer. Vi venter spændt! Vist blev vi taget ved næsen – men af hvem? Læs også Redegørelse vedrørende hemmelige CIA-flyvninger i Danmark, Grønland og Færøerne