Kuupik lægger op til en international oliespildsfond

Det er Grønlands forslag, at alle offshore tilladelseshavere samt operatører eller ejere af olieefterforsknings- og udnyttelsesanlæg som opererer i Arktis skal være tilsluttet en sådan oliespildsfond. Grønland vil endvidere arbejde for at der bliver tale om en global ordning baseret på indgåelse af en international konvention.

Fredag d. 25. februar 2011
Kuupik Kleist, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit  
Emnekreds: Olieefterforskning.

Landsstyreformand Kuupik Kleist fremsatte i dag på vegne af Grønland et forslag om en dannelse af en international oliespildsfond under dagens ”Inuit Leaders Summit” møde i Ottawa, Canada. Fonden skal dække udgifter fra olieforureningsskader der eventuelt måtte opstå i forbindelse med offshore olieefterforskning og –udnyttelse. Grønland opfordrede under ”Inuit Leaders Summit” ICC til at udtrykke sin principielle støtte til ideen om en global oliespildsfond.

Det er Grønlands forslag, at alle offshore tilladelseshavere samt operatører eller ejere af olieefterforsknings- og udnyttelsesanlæg som opererer i Arktis skal være tilsluttet en sådan oliespildsfond. Grønland vil endvidere arbejde for at der bliver tale om en global ordning baseret på indgåelse af en international konvention. Oliespildsfonden bør desuden være baseret på en solidarisk finansiering fra olieindustrien ud fra princippet om, at det er den forurenende sektor som skal betale.

- Det skal understreges, at Grønland vedbliver med at vedkende sig sit nationale ansvar for at sikre, at olieselskaber, der opererer i Grønlandsk farvand, er fuldt ansvarlige og finansielt robuste til at håndtere alle potentielle forpligtelser i medfør af deres aktiviteter. En global fondsdannelse skal ikke ændre princippet, som også håndhæves i Grønland, om det enkelte olieselskabs ansvar for sine egne handlinger. Vi mener dog samtidig, at vi kan drage nytte af, at vi på internationalt plan etablerer en ordning som gælder på tværs af nationale grænser, til gavn både for befolkninger, stater og industrien, begrundede Kuupik Kleist blandt andet sit forslag for Inuit ledere og ICC.

Deltagere ved Inuit Leaders Summit tog positivt imod Kuupik Kleist´s forslag.

- Grønland vil senere anmode om at forslaget bliver taget op i Arktisk Råd ligesom Grønland vil deltage i drøftelser i den internationale maritime organisation, IMO om etablering af internationale ansvarsordninger i forbindelse med offshore olieaktiviteter, oplyser Kuupik Kleist.