Per B. har ramt de forkerte toner
For det andet er det lidt svært for os andre at vide, hvad Siumut mener, når Per Berthelsen den ene gang efter den anden forlader Finansudvalgets møder i vrede og i utide. Dags dato har hverken Per Berthelsen eller Siumuts andet medlem Finn Karlsen skrevet så meget som et eneste ord til Finansudvalget om deres holdning til den pågældende sag. På den baggrund er det jo temmelig vanskeligt at inddrage mindretallets udtalelser, og det er da også derfor, at Olga P. Berthelsen, Juliane Henningsen og jeg selv lidt usædvanligt valgte at udsende en fælles pressemeddelelse med vores holdning.
Onsdag d. 30. marts 2011
Andreas Uldum
, landsstyremedlem for Finanser og Råstoffer, formand for Demokraterne
Emnekreds:
Politik
.
’Bananrepublikmetoder’. ’Nikkedukker’. 'Diktatoriske arbejdsmetoder i Landstinget'. Disse ord er taget direkte fra Per Berthelsens ytringer de seneste par dage. Demokraterne tager kraftigt afstand fra den form for fornedrende sprogbrug, der er med til at undergrave befolkningens respekt for Landstinget.
Per Berthelsen og jeg har som minimum en ting til fælles; vi er musikere i et band. Vi ved derfor begge, at hvis bare et bandmedlem rammer de forkerte toner, bliver den samlede musiske præstation kraftigt påvirket i negativ retning. Det er lidt på samme måde i politik. Hvis bare en politiker skingert kaster om sig med negativt ladede udbrud, bliver holdningen til samtlige politikere påvirket i negativ retning.
Per Berthelsens dårlige opførsel i Finansudvalget har desværre afstedkommet en lige så dårlig efterfølgende opførsel i vore toneangivende medier. Jeg er derfor nødt til at korrigere Per Berthelsens fordrejede opfattelse af virkeligheden.
For det første er den pressemeddelelse, som Per Berthelsen omtaler ikke en officiel pressemeddelelse fra Finansudvalget. Rent teknisk er det sådan, at der ikke er noget journalnummer på pressemeddelelsen netop fordi den ikke er officiel. Som det klart fremgår af pressemeddelelsen er den en fælles udtalelse fra Olga P. Berthelsen, Juliane Henningsen og undertegnede – bemærk i den forbindelse, at ingen af os bruger vores titler i Finansudvalget. Det tilkommer på den baggrund ikke Per Berthelsen eller Siumut at diktere, hvilke udtalelser vi ønsker at komme med. Det bestemmer vi sådan set selv.
For det andet er det lidt svært for os andre at vide, hvad Siumut mener, når Per Berthelsen den ene gang efter den anden forlader Finansudvalgets møder i vrede og i utide. Dags dato har hverken Per Berthelsen eller Siumuts andet medlem Finn Karlsen skrevet så meget som et eneste ord til Finansudvalget om deres holdning til den pågældende sag. På den baggrund er det jo temmelig vanskeligt at inddrage mindretallets udtalelser, og det er da også derfor, at Olga P. Berthelsen, Juliane Henningsen og jeg selv lidt usædvanligt valgte at udsende en fælles pressemeddelelse med vores holdning.
For det tredje gjorde Per Berthelsen meget højt og meget tydeligt opmærksom på, at han selv ville kontakte pressen før han valgte at forlade det omtalte møde i Finansudvalget. Denne oplysning fremkom han med sekunder før han smækkede med døren til Finansudvalgets mødelokale. Og man må sige, at Per Berthelsen holdt ord; hans synspunkter er i den grad blevet udbasuneret i medierne.
For det fjerde brokker Per Berthelsen sig over, at Olga P. Berthelsen, Juliane Henningsen og undertegnede bruger Landstingets logo i forbindelse med vores fælles pressemeddelelse. Jeg har meget svært ved at forstå forargelsen i dette. Vi er alle medlemmer af Landstinget, og har derfor i min optik ret til at bruge logoet for Landstinget.
Jeg er ked af, at Per Berthelsen i dette tilfælde udstiller sig selv som det bandmedlem, der i den grad rammer de forkerte toner. Han skader nemlig ikke kun sig selv, men hele bandet, som i dette tilfælde er vort lands lovgivende forsamling.