Dansk støtte til oprindeligefolk har gjort en forskel

Selve indførelsen af selvstyre for Grønland i 2009 kan ses som konkret gennemførelse af principperne i FN’s Erklæring om Oprindelige Folks Rettigheder. Reviewet viser desuden, at Danmark og Grønland på det diplomatiske plan har spillet en væsentlig rolle for vedtagelsen af FN’s Erklæring om Oprindelige Folks Rettigheder i 2007 og etableringen af en Ekspertmekanisme for Oprindelige Folk i tilknytning til Menneskerettighedsrådet i 2008.

Onsdag d. 6. april 2011
Udenrigsministeriet
Emnekreds: Oprindelige folk, Rigsfællesskab og selvstyre, Selvstyre.

Dansk støtte til oprindelige folk har gjort en forskel, viser ny undersøgelse

Udviklings- og integrationsminister Søren Pind og landsstyreformand Kuupik Kleist er værter for et seminar på Nordatlantens Brygge den 8. april 2011. Her vil resultaterne af et review af Danmarks strategi for støtte til oprindelige folk blive præsenteret og sat i internationalt perspektiv.

Udenrigsministeriet og Grønlands Selvstyre har netop gennemført et review af resultaterne af Danmarks strategi for støtte til oprindelige folk i perioden 2001-2010.

Selve indførelsen af selvstyre for Grønland i 2009 kan ses som konkret gennemførelse af principperne i FN’s Erklæring om Oprindelige Folks Rettigheder. Reviewet viser desuden, at Danmark og Grønland på det diplomatiske plan har spillet en væsentlig rolle for vedtagelsen af FN’s Erklæring om Oprindelige Folks Rettigheder i 2007 og etableringen af en Ekspertmekanisme for Oprindelige Folk i tilknytning til Menneskerettighedsrådet i 2008.

Reviewet dokumenterer, at dansk udviklingsbistand har bidraget til at styrke oprindelige folks deltagelse i og indflydelse på såvel internationale som lokale beslutningsprocesser, f.eks. i forbindelse med inddragelse af oprindelige folk i fredsprocessen i Nepal.

Dansk støtte har også bidraget til at skabe forbedrede levevilkår for oprindelige folk i forbindelse med tildeling af jordrettigheder i Bolivia. Endelig er der med dansk støtte nået pionerresultater, når det gælder oprindelige folks menneskerettigheder i Afrika.

Reviewet peger på en række udfordringer i forhold til at fremme oprindelige folks rettigheder, der bl.a. har at gøre med Paris-erklæringen om bistandseffektivitet. Internationale oplægsholdere vil på seminaret sætte den danske indsats i perspektiv.

Udviklings- og integrationsminister Søren Pind siger i forbindelse med lanceringen:

”Det glæder mig, at Danmark og Grønland i fællesskab har en stærk international profil i forhold til oprindelige folks rettigheder, og at vi har kunnet gøre vores indflydelse gældende. Jeg har ved selvsyn f.eks. under mit besøg i Chittagong Hill Tracts i Bangladesh kunnet konstatere, at vores indsats til støtte for oprindelige folk kan skabe resultater i form af konfliktløsning og stabilisering”.

Læs også Fortsat fælles dansk-grønlandsk indsats i arbejdet med verdens oprindelige folk

Læs om undersøgelsen her Strategy for Danish support to Indigenous peoples