2010 var et godt år for fiskeriet i Grønland
Vi er naturligvis klar over, at indhandlingspriserne er lavere end i vore nabolande, men det er jo heller ikke ukendt, at vore omkostninger ved at drive forretning her i Grønland er væsentligt højere end i andre lande. Dette er en meget væsentlig årsag til den forskel i priserne ,vi ser. Eksempelvis er de variable omkostninger til produktion af et kilo rejer, d.v.s. omkostninger der er afhængige af produktionsmængden, eksempelvis el, vand, løn og fragt, ca. 70% højere i Grønland end i Canada.
Onsdag d. 29. juni 2011
Henrik Leth
, formand for GA’s brancheudvalg for fiskeri og eksporterhverv
Emnekreds:
Erhverv
,
Fiskeri
,
Økonomi
.
Der er al mulig grund til at være tilfreds med den positive udvikling, der sidste år kunne konstateres inden for det grønlandske fiskerierhverv, og som – når man betragter de stigende indhandlingspriser – ser ud til at have holdt sig også ind i 2011.
Fra Grønlands Arbejdsgiverforenings side har vi gang på gang påpeget, at det havgående fiskeri i betydelig grad bidrager positivt til samfundsøkonomien. Dette blev også bekræftet i sidste uge, da Royal Greenland A/S offentliggjorde sit halvårsresultat, og da Polar Seafood-Koncernen offentliggjorde resultatet for hele 2010. Disse to tal viser, at det også går godt for vore to store fiskevirksomheder, såvel på land som på de internationale markeder.
Der er næppe tvivl om, at mange nu vil påstå, at den positive udvikling er sket på fiskenes bekostning. Denne påstand blegnet imidlertid noget, når man ser på netop de to store koncerners vilje til at investere massivt i Grønland og dermed ligeledes bidrage til en positiv samfundsudvikling.
Det er jo altid et spørgsmål, hvordan og hvornår indhandlingspriserne bør justeres i overensstemmelse med udviklingen i verdensmarkedet. Traditionelt sker dette med en vis forsinkelse, både når tendenserne går op, og når de går ned, dette bevirkede eksempelvis at indhandlingspriserne for rejer var væsentligt højere end i vore nabolande for et par år siden. Men det er et faktum, at indhandlingspriserne på væsentlige arter er steget ganske væsentligt i år. Alt andet lige er dette et bevis på, at stigningerne i verdensmarkedspriserne også er kommet fiskerne til gode.
Skal man foretage en realistisk vurdering af situationen, er det væsentligt at se på udviklingen over en periode og ikke blot lade sig imponere af pludselige og uholdbare prishop. Havde de indhandlingspriser, vi kender nu på hellefisk, været gældende i 2010, havde eksempelvis Upernavik Seafood A/S haft et underskud i 2010 og ikke som nu et overskud, ligesom man skal huske at virksomheden havde underskud i 2009.
Vi er naturligvis klar over, at indhandlingspriserne er lavere end i vore nabolande, men det er jo heller ikke ukendt, at vore omkostninger ved at drive forretning her i Grønland er væsentligt højere end i andre lande. Dette er en meget væsentlig årsag til den forskel i priserne ,vi ser. Eksempelvis er de variable omkostninger til produktion af et kilo rejer, d.v.s. omkostninger der er afhængige af produktionsmængden, eksempelvis el, vand, løn og fragt, ca. 70% højere i Grønland end i Canada. Da fiskeindustrien ikke er det eneste erhverv i Grønland med høje omkostninger, er det tilsvarende dyrere at bygge en fabrik i Grønland og dermed bliver de faste omkostninger til afskrivninger og forrentning også højere.
Som vi i GA tidligere har påpeget, er der også i den grønlandske fiskeindustri en betydelig overkapacitet, som igen betyder, at indhandlingspriserne er lavere, end de kunne være, dersom indhandlings- og produktionskapaciteten svarede til det forventelige fiskeri. Der er kun fiskeren til at betale for denne overkapacitet. Det lyder måske barskt, men fakta er, at ingen kunder ude i verden vil betale ekstra for varen, fordi vi har bygget for mange fabrikker. Ingen bank vil undvære renter og afdrag, fordi vi har bygget for mange fabrikker, og arbejderne vil ikke arbejde gratis, fordi vi har for mange fabrikker. Derfor er den strukturtilpasning af fiskeriet og fabriksstrukturen, som vi i GA har opfordret til længe, en væsentlig forudsætning for højere indhandlingspriser og dermed et langsigtet bæredygtigt fiskerierhverv.