Håbets År

I nutidens Grønland fylder ægteparret Gertrud Rask og Hans Egede ikke meget. Der har siden 1921 stået en flere meter høj statue af Hans Egede på en fjeldknold over kolonihavnen. Den bliver lejlighedsvis anvendt som skakbrik i det politiske mundhuggeri, og somme tider, når en ny bygning, en virksomhed eller en institution har manglet et navn, er begges navne blevet overvejet og somme tider valgt. Det laver denne roman grundigt om på.

Fredag d. 8. juli 2011
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Bøger, Grønlands historie.

En roman skal vurderes på det greb den får i læseren. Teksten skal danne billeder på den indre fladskærm, de enkelte personer skal blive til selvstændige væsener i læserens tanker, og der skal være afsnit som læses med spænding, passager, der bare skal skimmes af nogle, men er nødvendige for andre - nødvendige som det at vente på en bus eller nærlæse en brugsanvisning.

Hvis romanen tilmed indeholder passager, som er så voldsomme, at læseren næsten ikke kan bære at læse dem, eller så gribende, at læseren ikke kan slippe bogen, så er det en rigtig roman, der lever videre i læserens tanker længe efter at romanen er læst og bogen er lukket.

Sådan en roman er ”Håbets År”. Den er hermed anbefalet.

”Håbets År” er en historisk roman om Gertrud Rask og Hans Egede. Uden for Grønland er det Hans Egede, der kendt som ”Grønlands Apostel” og ikke ret meget mere. I Grønland kendes også hans kone ”Gertrud Rask”, ikke mindst fordi der i Nuuk er en vej der bærer hendes navn: ”Gertrud Rasks Vej”.


(an)
I nutidens Grønland fylder ægteparret Gertrud Rask og Hans Egede ikke meget. Der har siden 1921 stået en flere meter høj statue af Hans Egede på en fjeldknold over kolonihavnen. Den bliver lejlighedsvis anvendt som skakbrik i det politiske mundhuggeri, og somme tider, når en ny bygning, en virksomhed eller en institution har manglet et navn, er begges navne blevet overvejet og somme tider valgt.

Det laver denne roman grundigt om på. Vejen og statuen forvandles til mennesker, der engang har levet og i en periode har gjort det i Grønland – med skelsættende konsekvenser for landets udvikling.

Handlingen tager sin begyndelse i Norge, hvor Gertrud og Hans endnu er små børn. Den første kontakt mellem de to udspiller sig under et af romanens voldsomme afsnit, hvor en kvinde brændes på bål, fordi nogen har overbevist retsvæsenet, i skikkelse af Gertrud Rasks far, om at hun er en heks. Hekseafbrændingen er en offentlig handling, hvor alle forventes at møde op – også de små børn. Afbrændingen og kvindens skrig er så voldsom en oplevelse, at den yngre Hans søger beskyttelse, ved at klynge sig til den noget ældre Gertrud. To af de børn, der her fik et chok for livet.

Levevilkårene i datidens fattige Norge beskrives indirekte og indgående i romanens første mange afsnit. Det er interessant læsning, og det sætter det senere ophold i Grønland ind i et andet og mere realistisk perspektiv end det der ellers anlægges, når talen falder på Danmark-Norges kolonisering af Grønland. Gertrud Rask og Hans Egede kom fra forhold, der ikke var nævneværdigt bedre og mere trygge end forholdene for de mennesker, der levede i datidens Grønland.

Det bliver også klart for de læsere, der ikke vidste det i forvejen, at Grønland allerede var ”koloniseret” af Europa, da familien Rask-Egede ankom til Håbets Ø. Der foregik en livlig handel mellem datidens grønlændere og de hvalfangere, der hver sommer kom til Grønland. Det var en handel, som begge parter havde glæde af, og som gjorde tilværelsen lettere for grønlænderne. Det gav dem adgang til for eksempel metal, som tidligere kun kunne hentes i meget små stykker ved Savissivik oppe i Thule-området.

Med familien Rask-Egedes ankomst til Håbets Ø og senere flytning til Godthåb fulgte etablering af kolonier i Grønland. Kolonierne var handelsstationer, og betød for grønlænderne, at den nødvendige samhandel med omverdenen nu blev lagt i faste rammer og altid var der. De var ikke længere afhængige af tilfældige anløb af hvalfangerskibe, nogle somre flere, andre somre ingen anløb.

Der blev bygget kirker, og endnu mere vigtigt for Grønlands fremtid, der blev bygget skoler, etableret undervisning på Grønlandsk, der blev lavet et skriftsprog, der blev trykt bøger på grønlandsk. Det var en udvikling i Grønland, der blev igangsat af familien Rask-Egede, og den foregik næsten samtidig med, at almuen i Norge-Danmark fik de samme muligheder.

”Håbets År” er således ikke kun en læseværdig roman. Den er også et vigtigt bidrag til en tiltrængt nyskrivning af Grønlands historie i forhold til den fremherskende historieløse opfattelse af grønlænderne som et oprindeligt folk, der blev rendt over ende af den danske kolonimagt.

Forfatteren, Linda Lassen, har boet i Nuuk i årene 2007-2009 og hun har gjort et omfattende forarbejde for at sætte sig ind den eksisterende viden om Grønland i tiden omkring familien Rask-Egedes ankomst og ophold i Grønland. Men der ting man ikke kan læse sig til, og alligevel har hun fået dem med i teksten.

Beskrivelsen af dagligdagen både i Norge og i Grønland, på Håbets Ø og senere i Kolonihavnen i Nuuk, den kan man ikke læse sig til, den skal man have en særlig evne til at indleve sig i og gengive på tryk. Den evne har Linda Lassen, og det gør romanen til noget ganske særligt.

Jeg har tilbragt det meste af mit voksne liv i Godthåb og været rundt alle de steder, der beskrives i bogen. Jeg har også været rundt i Grønland og besøgt mange steder, hvor livet stadigt i høj grad leves som ”i gamle dage”.

Jeg er fuld af beundring.


Hans Egedes Hus i Kolonihavnen, Godthåb
(an)

Håbets År
Af Linda Lassen
ISBN 978-87-7070-229-4
Udgivet af forlaget Hovedland

Læs også
Cultural Encounters at Cape Farewell