Langsigtet strategi for den udefrakommende arbejdskraft

Det er ingen hemmelighed at ledigheden i Grønland har været stigende samtidig med, at endnu alt for mange stillingskategorier indenfor især servicefagene besættes med udefrakommende arbejdskraft, eksempelvis som kokke, tjenere, stuepiger, musikere og dørfolk i restaurations- og hotelbranchen

Mandag d. 18. juli 2011
Juliane Henningsen, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit
Emnekreds: Danskere i Grønland, Erhverv, Landstinget paragraf 37 spørgsmål.

Med henvisning til § 37 i Forretningsorden for Landstinget fremsætter jeg hermed følgende
spørgsmål til landsstyret:
  1. Hvilke initiativer har landsstyret påtænkt sig at tage med hensyn til en langsigtet strategi for den udefrakommende arbejdskraft?
  2. Hvad er årsagen til at tildelinger af mobilitetsfremmende ydelser er faldende og hvad agter landsstyret at gøre for at gøre optimal brug af midlerne?
  3. Hvilke skridt agter landsstyret at tage i forhold til en evt. opstramning af gældende regler hvad angår den udefrakommende arbejdskraft?
  4. Hvad har landsstyret af planer som kan sikre et tættere samarbejde mellem Departementet for Erhverv og Arbejdsmarked samt Departementet for Familie, Kultur, Kirke og Ligestilling – med henblik på at sikre bedre arbejdsgange omkring de mest udsatte grupper af ledige?

Begrundelse:
Det er ingen hemmelighed at ledigheden i Grønland har været stigende samtidig med, at endnu alt for mange stillingskategorier indenfor især servicefagene besættes med udefrakommende arbejdskraft, eksempelvis som kokke, tjenere, stuepiger, musikere og dørfolk i restaurations- og hotelbranchen. Samme tendens ses endvidere indenfor bygge- og anlægsbranchen, hvor tømrere og jord- og betonarbejdere fra især Canada og Østeuropa ses oftere og oftere rundt omkring på byggepladserne. Dette sker til trods for at der i Grønland allerede findes nævnte efterspurgte arbejdskraft.

I Arbejdsmarkedsredegørelsen for 2010 publiceret af landsstyret i april 2011 udtales det, at en helhedsorienteret arbejdsmarkedspolitisk indsats først og fremmest bør tage udgangspunkt i tre grundlæggende målsætninger, idet det bl.a. nævnes at arbejdsmarkedspolitikken skal sørge for:
  • At udbuddet af arbejdskraft geografisk og komptencemæssigt tilpasses virksomhedernes behov, så erhvervslivet kan konkurrere på markedsvilkår.
  • At ledige jobs så vidt muligt besættes med hjemmehørende arbejdskraft, så skatteindtægter og kundskaber forbliver i landet.
  • At befolkningen helt eller delvist bliver selvforsørgende og bidrager aktivt til samfundets økonomiske vækst samt til deres egen udvikling.

For at kanalisere arbejdskraften hen til de steder, hvor der er ledige jobs har vi gennem de senere år i Finanslovene afsat midler af til en såkaldt mobiltetsfremmende ydelse (4,1 mio. kr) – men af redegørelsen konstateres desværre, at der er tale om et faldende antal tildelinger. (Antal, 2008: 105, 2009: 65 og 2010: 37 tildelinger). Det er klart utilfredsstillende. Af redegørelsen fremgår endvidere, at udbud af erhvervsrettede kurser, som i dag stilles til rådighed for borgerne, finansieres via to bevillinger: PKU og AMA. Siden den 1. november 2008 bliver disse midler imidlertid administreret af to instanser: PKU-bevillingen af Departementet for Erhverv og Arbejdsmarked, mens AMA-bevillingen administreres af Departementet for Uddannelse og Forskning. Jeg mener at denne opsplitning er klart uheldig og at dette ikke fordrer til et bedre samarbejde og koordinering – til gavn for de ledige og den grønlandske arbejdsstyrke.

Udviklingen indenfor råstofområdet, bygge- og anlægsområdet samt indenfor mineralsektoren indikerer endvidere, at vi indenfor de nærmeste år vil blive nødsaget til at importere udefrakommende arbejdskraft i langt større grad end i dag. Men vi mangler fortsat en langsigtet strategi herfor – hvad skal vi tillade og hvor mange kan vi tillade? Skal gældende regler for den udefrakommende arbejdskraft strammes op eller hvad skal der til for, at der så vidt muligt skal anvendes grønlandsk arbejdskraft?