Vigtige møder med dansk Statsminister og Udenrigsminister

Med mødet med Udenrigsministeren ønsker Formand for landsstyret, at drøfte CIA-sagen. Her vil Kuupik Kleist arbejde på, at indgå et kompromis med Udenrigsministeren om hvorledes en undersøgelse af sagen kan udformes og igangsættes.

Mandag d. 31. oktober 2011
Kuupik Kleist, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit  
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.

Formand for landsstyret Kuupik Kleist er i disse dage i Danmark for at mødes med den danske Statsminister Helle Thorning-Schmidt og Udenrigsminister Villy Søvndal. Det er tunge sager, der er på dagsordenen for begge møders vedkommende. Møderne vil foregå den 31. oktober 2011 og 2. november 2011.

Med mødet med Udenrigsministeren ønsker Formand for landsstyret, at drøfte CIA-sagen. Her vil Kuupik Kleist arbejde på, at indgå et kompromis med Udenrigsministeren om hvorledes en undersøgelse af sagen kan udformes og igangsættes. Også spørgsmålet om grænsedragning mellem Grønland og Canada er med på dagsordenen. Her er der tale om en eventuel brug af en mere nøjagtig metode til grænsedragningen mellem de to lande. I øvrigt vil Udenrigsministeren blive orienteret om Grønlands udenrigspolitiske strategi.

Forhandlinger om fornyelse af Grønlands aftaler med EU bliver også drøftet med Udenrigsministeren. Grønlands fiskeriaftale med EU skal fornys inden udgangen af 2012, Partnerskabsaftalen med EU skal således også fornys inden udgangen af 2013 og en ny OLT-ordning skal træde i kraft fra 1. januar 2014.

Både Statsminister Helle Thorning-Schmidt og Udenrigsminister Villy Søvndal vil blive orienteret om den kommende forfatningsforberedende proces for Grønland. Flertallet i Landstinget har under denne efterårssamling besluttet, at processen skal igangsættes.

Således er landsstyret blevet pålagt, at udarbejde en redegørelse, der skal forelægges til Landstinget inden udgangen af 2012. Redegørelsen skal danne grundlag for en egentlig nedsættelse af en grundlovskommission. Dette vil tidligst ske til efterårssamlingen 2013, hvor landsstyret er blevet pålagt, at fremsætte et beslutningsforslag om nedsættelse af en grundlovskommission. Formand for landsstyret har under flere lejligheder understreget, at ønsket om en forfatningsforberedende proces i Grønland intet har at gøre med spørgsmålet om en eventuel løsrivelse fra den danske rige.

Kongerigets strategi for Arktis er også med på dagsordenen, hvor Kuupik Kleist vil drøfte spørgsmålet omkring opfølgning og udmøntning af strategien med både Statsministeren og Udenrigsministeren. Spørgsmålet omkring afsættelse af midler til strategien bliver også taget med.

Desuden vil Kuupik Kleist drøfte opførelsen af en lukket anstalt i Nuuk, spørgsmålet om persondataloven i Grønland og spørgsmålet om SAR-beredskabet med statsministeren.

Endelig vil Formand for landsstyret Kuupik Kleist deltage i det nordiske Statsministermøde forud for Nordisk Råds session i København i dagene 31. oktober 2011 til 3. november 2011.