Grønlandske filmproducere bør have adgang til støtte og midler

IA har i en årrække arbejdet på at grønlandske filmproducere på lige fod med danske filmproducere kan søge om faglig støtte og midler fra Dansk Filminstitut. For at dette kan opnås er det sandsynligvis nødvendigt med en ændring i den danske filmlov således, at filmloven også omfatter grønlandske filmproducere.

Fredag d. 3. februar 2012
Sara Olsvig, medlem af landsstyret og formand for Inuit Ataqatigiit    
Emnekreds: Kultur og samfund, Rigsfællesskab og selvstyre.

§20 spørgsmål til den danske kulturminister om grønlandske filmproduceres mulighed for at søge faglig støtte og midler fra Dansk Filminstitut.

IA har i en årrække arbejdet på at grønlandske filmproducere på lige fod med danske filmproducere kan søge om faglig støtte og midler fra Dansk Filminstitut. For at dette kan opnås er det sandsynligvis nødvendigt med en ændring i den danske filmlov således, at filmloven også omfatter grønlandske filmproducere. I dag kan grønlandske producere ikke få støtte i henhold til den danske filmlov, med mindre de har danske co-producere.

Den grønlandske filmscene har udviklet sig særdeles positivt i de seneste år, og da vi i Grønland ikke har det der tilsvarer det danske filminstitut, har flere grønlandske filmproducere haft svært ved at finde midler og støtte til deres produktioner. Her er et område hvor vi sandsynligvis med et forholdsvis enkelt tiltag kan sikre, at også filmscenen i Grønland får støttemuligheder.

I 2008 stillede IA’s daværende medlem af Folketinget et spørgsmål til den danske kulturminister. Dengang blev det slået fast, at den danske filmlov som den er nu, ikke gælder i Grønland og Færøerne. Siden da har IA arbejdet videre med emnet, og har under forløbet også konstateret at der i den danske forligskreds har været velvilje til en ændring, således at grønlandske filmproducere kan omfattes af filmloven.

Det gode forarbejde vi fra IA i Folketingets side har lavet gennem årene, fulgt op på det seneste af Grønlands landsstyremedlem for kultur Mimi Karlsen gør, at jeg har stor tiltro til at vi vil få et positivt svar fra Kulturministeren. Vi kan se i vores dokumenter, at der har været positive tilkendegivelser fra Kulturministeriet før og at man også dér har været opmærksomme på problematikken. Jeg ser frem til svaret fra Kulturministeren og til det kommende møde med ham, hvor jeg blandt andet vil drøfte denne sag med ham.