Det er trist, men sandt!

I torsdags om formiddagen, hvor medierne glimrede ved deres fravær, diskuterede vi i Landstinget et emne, der burde være af vital samfundsmæssig betydning. Her gengivet i meget kortfattet form.
Emnet var et forslag om skærpelse af Selvtyrets bekendtgørelse om lærlinge i bygge- og anlægsarbejder, hvor vi dag formentlig kun optager 25 % af alle ansøgninger.

Mandag d. 14. maj 2012
Per Berthelsen, landstingsmedlem, Siumut, politisk ordfører
Emnekreds: Erhverv, Forårssamling 2012, Journalistik, Uddannelse.

I torsdags om formiddagen, hvor medierne glimrede ved deres fravær, diskuterede vi i Landstinget et emne, der burde være af vital samfundsmæssig betydning. Her gengivet i meget kortfattet form.

Emnet var et forslag om skærpelse af Selvtyrets bekendtgørelse om lærlinge i bygge- og anlægsarbejder, hvor vi i dag formentlig kun optager 25 % af alle ansøgninger, fordi vi kun har mulighed for at kunne sætte vores lid til samarbejde med samvittighedsfulde mindre eller mellemstore virksomheder på nævnte områder i vort land.

Forslaget sigtede efter at kunne inddrage de største virksomheder til at SKULLE tage lærlinge ud fra en ordres værdi også og tog direkte udgangspunkt i Skatte- og velfærdskommissionens betænkning fra marts 2011, hvor man påpeger, at "den væsentligste problematik omkring erhvervsuddannelser er manglen på praktikpladser" efterfulgt af et forslag om, at "udenlandske virksomheder, som er aktive i forbindelse med projekter eller entrepriser, som nødvendigvis ikke har en operationshorisont, der muliggør praktikpladser pålægges at skulle deltage i unges uddannelsesmæssige udvikling ved at bidrage økonomisk via en praktikafgift i forbindelse med udbud af helt eller delvis offentligt finansierede anlægsopgaver", der ville kunne hjælpe til med at stoppe/formindske, at mange, mange unge i at gå i stå med deres uddannelser, hvilket jo er grusomt dyrt for samfundet.

Der er ellers i forvejen et krav om, at en virksomhed skal optage en praktikant/elev for hvert 3 millioner kroner virksomheden henter som ordre/opgave fra det offentlige, men formentlig på grund af manglende styring/kontrol eller overblik hos det offentlige, er det indtrykket, at mange virksomheder slipper for let uden om kravene i alt den stund, at problemet omkring praktikpladser fortsat er kæmpe stort.

Der var debat over 2 timer, men resultatet blev, at kun Siumut, Atassut og Kattusseqatigiit Partiiat gav støtte til forslaget, mens Inuit Ataqatigiit og Demokraterne, der ellers påberåber sig ofte til at være de unges velyndere gik imod. Så det hele endte med, at 15 sagde "ja" til forslaget mens 16 sagde "nej". 1 stemme manglede altså til, at et kæmpe stort problem for unge og samfundet som helhed, kunne blive forbedret ganske betragteligt.

Anmodningen om at bringe sagen til udvalgsbehandling før 2. behandling blev afslået på trods af, at jeg som forslagsstiller fremkom med nogle ideer om "dispensationsmuligheder" og "Flexordninger koordineret fra centralt sted", der burde kunne få alle parter til at mødes om essensen i forslaget.

Manglen på modargumenter tvang Demokraternes ordfører til at "udbede sig respekt", hvad han nu end mente med dette, mens IA´s ordfører blev tydeligt ophidset og afslog muligheden for en dialog med ordene: "Jeg ændrer INTET i, hvad jeg har udtalt" hvortil jeg måtte bemærke, hvad vi så skal have partier og samlinger for, hvis dette skal være indstillingen.

Landsstyremedlemmet for Boliger mv. udtrykte, at han afviser forslaget, fordi der kan være projekter som ikke vil egne sig til at skulle kunne optage det antal lærlinge i forhold til værdien af opgaven, som der var lagt op til og det var så i forbindelse med disse bemærkninger, at jeg fremkom med forslaget om at indbygge en "dispensationsmulighed", der kunne tage hensyn til sådanne tilfælde.

Det mest bemærkelsesværdige i debatten var dog indblandingen fra medlemmet af landsstyret, der har ansvar på uddannelse, som afslog forslaget for at være for "firkantet" og fremkom med rystende udtalelser, hvor han udviste en total ligegyldighed med muligheden for at styrke uddannelsesområdet i samfundet, fordi han ikke vil belaste de store virksomheder, hvortil jeg forgæves forsøgte at imødegå hans udtalelser og "bekymringer" med anmodningen om at bringe forslaget il udvalgsbehandling, hvor der kan ske en "blødgørelse" af forslaget, så den tilgodeser de forskellige bemærkninger, der faldt under debatten. Dette satte og sætter fortsat et stort spørgsmålstegn hos mig om, hvad han sidder i sit ansvarsområde for, når han kan vægte, som han gør.

Afslutningsvis kan jeg kun sige: "Det er trist - men sandt".