Socialt dumpet?
Vi har dårlige erfaringer med forskelsbehandling her i landet. Under fødestedskriteriet fik grønlandske ansatte mindre løn end danske. Det er en god og smuk tanke, at vi ikke vil gøre det samme overfor den fremmede arbejdskraft.
Onsdag d. 6. juni 2012
Michael Rosing
, medlem af Landstinget for Demokraterne
Emnekreds:
Alcoa
,
Erhverv
,
Fødestedskriteriet
,
G-60
,
Grønlands historie
,
Kultur og samfund
.
Indholdsfortegnelse:
Tænk på alternativet
Lønnen er ikke problemet
Arbejdsforholdene skal være i top
Alle kan vinde
Hvis du lå på en strand i Thailand, og blev tilbudt en times massage under et stråtag på stranden, ville du så være villig til at betale kr. 400 for det?
De fleste ville sige absolut ikke. Prisen for en times massage på en Thailandsk strand er noget i stil med 50 kroner, så hvorfor betale 8-10 gange så meget bare fordi det er prisen her i landet. En af grundende til at rejse til Thailand er - ud over de dejlige strande, den gode mad, og den anderledes kultur – netop, at mange ting er billigere dernede.
Men hvis man skal fuldføre argumentet om, at samme arbejde skal udløse samme løn, så er det, hvad man er moralsk forpligtiget til at gøre.
Verdenshandelen gør os alle rigere, men den er fuld af moralske paradokser.
Tænk på alternativet
Når man taler om social dumping, er det meget ofte tøjfabrikker i Østen, der er det første, man tænker på. Der arbejdes nærmest i døgndrift. Arbejdsdagen er ofte 12-14 timer, og sikkerheden er ringe. Hvis man spørger folk, der køber produkter, som er fremstillet under de forhold, om de synes, at det er moralsk rigtigt at købe dem, bliver de som regel flove. Hvis man spørger dem, der arbejder for Nike i deres fabrikker i Asien, hvad de kunne ønske sig, er det mest hyppige svar, at de ønsker, at der bygges flere fabrikker af samme slags, så deres familier også kan få jobs.
Det der er vigtigst at huske på er, at de jobs vi taler om ikke er slavearbejde. Dem, der arbejder der har selv søgt jobbet. Det betyder, at det næste alternativ er værre, ellers ville de have søgt der. I flere tilfælde har intensive kampagner lukket for efterspørgslen fra den type fabrikker med det resultat, at de tidligere arbejdere, ofte børn og teenagere, ender med at samle skrald, sulte til døden eller som prostituerede. Så man kan lave et godt moralsk argument for, at hvis vi ønsker at forbedre disse folks liv, så skal vi købe flere af de produkter, de producerer. Det er bare vanskeligt at gå med en ny T-shirt og stolt proklamere, at den er syet af børnearbejdere i Bangladesh.
Lønnen er ikke problemet
Der, hvor det moralske problem opstår, er i virkeligheden ikke ved lønnen. En arbejder får typisk 2-10 gange gennemsnits lønnen i det land, hvor fabrikkerne findes, og det er meget svært at se nogen form for uretfærdighed i det. Det moralske problem opstår, hvis de miljømæssige forhold ikke er i orden. Det gælder både forurening og arbejdsmiljø. Arbejde er en vare som alle andre. Den koster, hvad andre er villige til at sælge den til. Men hvor meget miljøsvineri vi er villige til at tolerere, og hvordan de folk, der indirekte arbejder for os, bliver behandlet er noget kun os i den moderne verden har overskud til at kunne forholde os til.
Hele diskussionen om børnearbejdere i klædefabrikker virker lidt langt ude i forhold til storskalaprojekter i Grønland. Men hvis man nu forestiller sig, at man i stedet for at købe tøj syet i Asien skulle købe en stor bunke tøj til Grønland. Så kunne man købe det på verdensmarkedet til en rimelig pris - det betyder ofte syet i Asien. Eller man kunne opføre en midlertidig fabrik i Grønland, hvor alle miljø- og arbejdsmiljø regler er overholdt, og så invitere det nødvendige antal asiatiske arbejdere herop for at sy løs, indtil bunken er færdig. De ville så arbejde under himmelske forhold sammenlignet med, hvad de har derhjemme, og til en løn der svarer til, hvad de ville tjene hjemme på fabrikken i hjemlandet. Når ordren så var færdig kunne de vende hjem igen. Hvem ville tabe på det?
Det er præcis det vi gør hvis den nye aluminiumssmelter bliver bygget af kinesiske arbejdere.
Arbejdsforholdene skal være i top
Vi har dårlige erfaringer med forskelsbehandling her i landet.
Under fødestedskriteriet fik grønlandske ansatte mindre løn end danske
. Det er en god og smuk tanke, at vi ikke vil gøre det samme overfor den fremmede arbejdskraft. Og det er fuldt ud forståeligt, hvis nogen fejlagtigt tror, at det er udtryk for en ringeagt af den kinesiske arbejder. Men hvis de har samme arbejdsforhold og kineseren tjener langt mere end hvad han ville tjene hjemme hvordan kan det så være uretfærdigt?
Man kan ikke tale om lige løn for lige arbejde uden at tale om, hvordan man måler lønnen. Penge er ikke lige meget værd i hele verden. Taler vi om løn i kroner eller i købekraft? Så længe købekraften ikke er ens i hele verden, så kan vi ikke definere en universel retfærdighed, når det gælder løn. Det gode ved det er, at netop fordi forskellige ting koster forskelligt rundt om i verden, kan vi med verdenshandlen skabe et bedre liv for os alle til trods for de paradokser, vi er nødt til at leve med.
Det er derfor vi i Demokraterne er meget ivrige efter, at arbejdernes forhold skal være i orden. Arbejdsmiljøet skal være i verdensklasse (det er desværre ikke særligt svært). Hviletidsbestemmelser skal være i orden. Adgangen til klagemuligheder skal være i orden. Vi mener, at der skal være en uafhængig klageinstans, så arbejdere ikke risikerer fyring, hvis de er kritiske. Indkvarteringen skal være ensartet og god. Maden skal være i orden. Og sundhedsydelserne skal være på højde med, hvad man kan forvente i det grønlandske sundhedsvæsen, både under opholdet og efter opholdet hvis arbejderen bliver syg eller skadet under opholdet. Det er ting vi kan og skal stille skrappe krav om.
Alle kan vinde
Desværre kan vi ikke vælge alt selv. Det er et ultimativt krav fra Alcoa, at hvis vi skal have en aluminiumssmelter, så skal den bygges af det man kalder international arbejdskraft. Det betyder, at man får en pakkeløsning fra et sandsynligvis kinesisk firma, hvor lønningerne er lavere end de grønlandske. Med andre ord er valget imellem at agere på internationale vilkår eller ikke at få et smelteværk. Hvis vi stiller høje krav til arbejdsforhold, så er det eneste moralske problem lønnen. Men hvis arbejderne får højere løn end de ville have fået hjemme, så har Demokraterne svært ved at se, hvad det er der er galt.
At sige at vi ikke accepterer social dumping lyder smukt og godt, men det svarer til ikke at acceptere korte elastikker. Vi har valget imellem at lukke os inde i vores egen lille verden og acceptere, at tingene ikke bliver bedre. Eller vi kan åbne op imod resten af verden og acceptere, at verden ikke er sort eller hvid. Vi skal kæmpe for de ting, vi kan få indflydelse på; arbejdsmiljø, forureningsbekæmpelse, sygesikring, og så acceptere, at lønnen kun i svag grad er noget, vi er herre over. Hvis vi kæmper den kamp rigtigt, så udnytter vi et andet af verdenshandlens paradokser; at alle vinder. De grønlandske arbejdere får arbejdspladser, når værket er færdigt, landskassen får indtægter, og de kinesiske arbejdere får bedre arbejdsforhold og højere løn end de kunne have fået ved at bliver hjemme.
Læs også
Drømmeland