Danmark bør styrke rigsfællesskabet

Den erklærede holdning i Grønland er, at alle indtægter ved et muligt råstofeventyr skal tilfalde Grønland alene, og at det erklærede endemål er en løsrivelse den dag, hvor olie- og andre milliarder måtte begynde at vælte ind over en befolkning, der i størrelse svarer til en middelstor dansk provinsby med opland.

Mandag d. 3. september 2012
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Nyhedsbreve, Rigsfællesskab og selvstyre.

Leder i Politikens Netavis: "De nye vilkår slår igennem i tre dimensioner – mindst. I spørgsmålet om grænsedragningen ved Nordpolen og muligheden for at åbne sejlruterne nordøst om til Asien. I spørgsmålet om de levende ressourcer og skibstrafikken i området. Og i spørgsmålet om udnyttelsen af olie, gas og mineraler. Alle tre dimensioner vedrører rigsfællesskabets dybeste strategiske interesser, og alle tre har vidtrækkende økonomisk og social betydning for alle dele af riget. Derfor er det på høje tid, at denne udvikling også sætter dagsordenen inden for rigsfællesskabet. Lederne gjorde det klart, at de tre rigsdele ikke altid har sammenfaldende interesser. Men samtidig, at vi står stærkest, hvis vi gør os umage for at finde indbyrdes løsninger og stå samlet". Kamikpostens kommentar Hvem er "vi", der står stærkest? Set fra en dansk skattebillet er det kun Færøerne og Grønland, der står stærkest. Og hvis der - i en økonomisk krisetid, som ingen kan se enden på - over de kommende år skal bevilges yderligere millioner og milliarder af kroner til en udbygning af sørednings-tjenesten og det militære beredskab omkring Grønland, så vil det være svært at skaffe vælgeropbakning i Danmark til projektet. Især fordi den erklærede holdning i Grønland er, at alle indtægter ved et muligt råstofeventyr skal tilfalde Grønland alene, og at det erklærede endemål er en løsrivelse den dag, hvor olie- og andre milliarder måtte begynde at vælte ind over en befolkning, der i størrelse svarer til en middelstor dansk provinsby med opland. Og de endemål har grønlandske politikere gentaget så mange gange, at ingen i Danmark er i tvivl om den lysende sti. Alligevel skriver Bo Lidegaard i slutningen af sin leder om: "muligheder, der ligger i at opfatte også disse perspektiver som noget, vi kan få fælles gavn af, og som kan være med til at knytte os nærmere til hinanden". Set fra en dansk skattebillet er det en risikabel investering, der går galt, hvis det går godt, og er spildt, hvis det går galt.