Ordførertale ved åbningsdebat i Folketinget den 4. oktober 2012
7 ud af 10 danskere ved ikke hvem Grønlands politiske leder er og 42% af den danske befolkning tror, at hver tredje fanger i Grønland stadig benytter kajakken som sit primære fartøj i forbindelse med fangst til havs.
Torsdag d. 11. oktober 2012
Sara Olsvig
, medlem af landsstyret og formand for Inuit Ataqatigiit
Emnekreds:
Folketinget
,
Politik
,
Rigsfællesskab og selvstyre
.
Næsten halvdelen af danskerne (46%) tror, at de fleste grønlændere bor i små afsidesliggende bygder.
7 ud af 10 danskere ved ikke hvem Grønlands politiske leder er og 42% af den danske befolkning tror, at hver tredje fanger i Grønland stadig benytter kajakken som sit primære fartøj i forbindelse med fangst til havs.
Dette er tal fra en undersøgelse som analyseinstituttet YouGov har lavet for nyligt. Tallene viser med tydelighed, at der en grum skævhed i hvad danskerne ved om grønlændere og vores land. En skævhed som bestemt ikke er med til at gøre livet lettere for de mange grønlændere som bor i Danmark, eller for de hundreder af studerende som hvert år tager hertil for at læse.
Desværre oplever vi gang på gang, at der hersker denne store uvidenhed og det er en klar hæmsko for at få et godt og naturligt forhold til hinanden på tværs af Atlanten.
I Grønland har vi en mere naturlig tilgang til Danmark gennem vores medier, gennem familierelationer og på anden vis. Derfor er denne skævhed i viden om hinanden noget som vi grønlændere mærker tydeligt.
Jeg vil hermed opfordre den danske regering til at se på, hvordan man i Danmark bedre kan sikre at danske børn og unge får et mere retvisende vidensgrundlag om Grønland og grønlændere. Det kunne for eksempel være ved at se på de pensum der i dag bruges i den danske folkeskole og på gymnasierne. Rigsfællesskabet og forholdene i de to andre Rigsdele bør fylde mere end en enkelt emneuge hist og pist og det bør ikke være sådan, at når skoletjenesten fra De Grønlandske Huse tager ud på danske skoler, så skal ressourcerne bruges på at aflære eleverne om fordomme om Grønland og grønlændere.
Undersøgelsen viser også, at 43% af danskerne tror, at mere end halvdelen af de grønlændere som bor i Danmark er på overførselsindkomst. Det er langt fra tilfældet. Som andre undersøgelser før har vist, så er en rigtig stor del af de grønlændere som bor i Danmark velfungerende borgere med uddannelser og job.
Der er dog også en del af samme befolkningsgruppe for hvem integrationen halter. Vi har talt om problemet før, og jeg har i det første år som folketingsmedlem holdt møder med socialministeren om den problematik, at integrationsindsatsen er så godt som ikke eksisterende for de grønlændere i Danmark som har brug for det. Det har været vores klare ønske, at den nationale strategi som socialministeren sidste år lovede, ville blive fremlagt, indeholder en plan for, hvordan man vil imødekomme udfordringen. Her er det efter min mening helt centralt, at integration ses som en naturlig ting, som også forebygger. Lad os tage fat inden problemerne opstår. Jeg venter spændt på at høre mere fra den danske regering om den kommende strategi.
Igen i år står også De Grønlandske Huse uden at vide, om de kan videreføre deres sociale projekter efter 1. januar – det undrer mig meget, at der endnu ikke er fundet en løsning på det, da der jo netop har været fokus på, at styrke indsatsen over for socialt udsatte grønlændere. Jeg vil kraftigt opfordre satspuljepartierne til at se på den situation De Grønlandske Huse står i netop nu. Det bedste ville selvfølgelig være, at disse og andre projekter for socialt udsatte grønlændere i Danmark sikres varige midler, så en langsigtet indsats kan påbegyndes.
Der er ingen tvivl om, at Arktis fylder meget i disse år. Også i den danske presse. Overskrifter som ”Nu kommer Grønlands milliarder: Bliver Danmark snydt?” (Berlingske 22. august 2012), ”Skal Danmark og Grønland skilles?” (Berlingske 10. juli 2012), ”Kinesisk invasion truer Grønland” (Berlingske business 9. juli 2012), og ”Ingen miner uden billige kinesere” (Berlingske 13. september 2012), har fyldt de danske aviser og givet genlyd i både udenlandsk og grønlandsk presse. Men kan man nu tro på disse overskrifter? Svaret er ofte nej – rigtig mange af skriverierne i pressen har især det seneste halve års tid været stærkt overdrevne.
Realiteterne er, at vi i Grønland netop nu står med store udfordringer som især drejer sig om at gøre hele systemet klar til den fremtidige industri – der går ikke tusinder af kinesere rundt i vores gader, og vi arbejder hårdt på den lovgivning som skal beskytte både vores arbejdere og de udefrakommende, hvis eller når storskalaprojekterne realiseres.
Vigtigst af alt, er vi i Grønland er meget bevidste om, at skabe de mest hensigtsmæssige og trygge rammer, for samfundet og for miljøet, i forbindelse med udviklingen af disse industrier. Det er vores ansvar, og vi tager det ansvar på os. Vi skal lære af de fejl andre og vi selv har begået igennem årene, ikke mindst af vores historie som postkolonialt samfund. Rigtig mange af de udfordringer vi står overfor nu har vi på mange måder oplevet før. De beslutninger vi tager nu vil tegne Grønland i mange årtier og for mange generationer fremover.
Derfor står jeg, og andre med kendskab til dette område helt uforstående over for, at samfundsvidenskabelige forskningsaktiviteter i Arktis ikke opprioriteres i disse år. Statsministeren nævnte i sin i øvrigt rigtig fine tale i tirsdags, at Rigsmødet i august havde resulteret i aftaler om at forske yderligere i fiskebestande og klimaforandringer. Er det ikke netop disse områder som industrien og andre i forvejen nærmest kaster penge efter?
Hvad med forskningen i, hvad det er vi som samfund kan forvente af den rivende udvikling i Arktis? Hvad med forskningen i hvad det er vi kom fra, og hvor vi er nu? Samfundet og de mennesker som bor i Arktis er det centrale i hele denne udvikling, og det bør der være et stort fokus på.
Konkret er det desværre sådan, at Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland, som var det eneste samarbejdsorgan som bandt grønlandsk og dansk forskning sammen, nu nedlægges. Pengene kanaliseres over i eksisterende grønlandske institutioner – dog nu med en mindre samlet bevilling – og der er ikke nogen ny ordning til at koordinere den mangeårige fælles grønlandsk-danske forskningsindsats, også på det samfundsvidenskabelige område.
--
Det fælles arktiske universitetssamarbejdsorgan University of the Arctic, som gennem tre år har været på den danske finanslov er nu også taget af. Jeg har holdt et møde med den danske forskningsminister om dette, og kraftigt opfordret til, at pengene til UArctic findes igen og fremadrettet sikres. UArctic er netop et af de tiltag som arbejder med forankring af viden i de arktiske samfund, med smidiggørelse af forskning på tværs af Arktis og med udveksling af studerende på øst-vest aksen. Et samarbejde som Danmark og danske universiteter har kunnet nyde godt af, og som Danmark og Grønland gerne skulle kunne nyde godt af også fremover.
Netop et styrket samarbejde mellem vores Rigsdele var et af hovedbudskaberne fra Statsministeren, Formanden for landsstyret og Lagmanden efter Rigsmødet i august. Det bliver et styrket samarbejde som er stærkt tiltrængt, særligt på disse to områder:
Rednings- og eftersøgningsberedskabet, det såkaldt SAR beredskab i Grønland er en af de store opgaver det danske forsvar koordinerer. Man har deltes om nogle af opgaverne, for eksempel har Grønlands nationale flyselskab lagt helikoptere til i en årrække. Gennem mange måneder har vi ventet på et klart svar fra den danske regering om, hvad man vil gøre med SAR beredskabet fra årsskiftet, hvor den nuværende servicekontrakt udløber. Jeg selv har stillet spørgsmål til en række ministre om dette allerede i juli måned, men der er stadig ikke kommet svar. Jeg stillede også et spørgsmål i forbindelse med fremlæggelsen af finanslovsudkastet. Svaret til det kom tidligere på denne uge, men var desværre et midlertidigt svar uden indhold.
SAR situationen er et klart eksempel på, at der ikke altid er taget højde for de udfordringer der er i Rigsfællesskabet – udviklingen går hurtigt, og vi kan simpelthen ikke leve med den usikkerhed der skabes når tingene forhales gang på gang.
Retsvæsnet er et andet område. Det var med stor glæde at vi kunne læse i regeringsgrundlaget sidste år, at den danske regering ikke har glemt den retskredsreform som blev lovet for efterhånden nogle år siden, og som Inuit Ataqatigiit har kæmpet for længe. Jeg har stillet spørgsmål til justitsministeren om, hvor meget der bliver tale om efter den tidligere regering fjernede de lovede 12 millioner fra forrige års finanslov. Svaret kom i dag, og jeg er glad for at der endelig er afsat et konkret beløb til den tiltrængte retskredsreform.
Retsvæsnet i Grønland er generelt et område med rigtig store udfordringer. Men en ting er sikkert – vi mener, som alle andre demokratiske lande, at det er en forudsætning og et krav at der en høj grad af retssikkerhed og et stærkt retsvæsen, og vi ønsker at arbejde konstruktivt med at finde de bedste løsninger til det samfund vi har. Det samme gælder kriminalforsorgen og anstalterne i Grønland, som på trods af nogle forbedringer gennem det seneste år stadig er stærkt udfordrede i forhold til fysiske rammer, faglig kapacitet og antal pladser.
Jeg vil kvittere for, at man vælger at genåbne en midlertidig anstalt til at tage brodden af den lange venteliste til afsoning, men jeg vil gøre det klart, at jeg betragter den midlertidige anstalt som den næstbedste løsning. Det er en nødløsning, og som vi har set de to gange man før har valgt denne løsning så afhjælper det ikke problemet på lang sigt. Der er ganske enkelt ikke pladser nok i de eksisterende anstalter. De bør udvides, renoveres og fornyes på stort set alle måder så forholdene for både indsatte og ansatte på grønlandske anstalter i højere grad kommer til at svare til forholdene på danske anstalter.
--
Der er altså rigtig store udfordringer i Rigsfællesskabet. Både interne Grønland og Danmark imellem, men også i forholdet mellem os og resten af Verden.
Der meget at tage fat i, og det kræver en høj grad af samarbejde mellem Grønland og Danmark.
Rigsfællesskabet er mest værd når det er et godt fællesskab, når der er tryghed og tillid imellem os, og når vi kan tale sammen fordomsfrit og på basis af de reelle forhold, om de forskellige udfordringer vi har.