"Uvidende danskere"

Syv ud af ti danskere ved ikke, hvem Grønlands politiske leder er og 42% af den danske befolkning tror, at hver tredje fanger i Grønland stadig benytter kajakken som sit primære fartøj i forbindelse med fangst til havs, sagde medlem af Folketinget for IA, Sara Olsvig, da hun holdt sin ordførertale i Folketinget.

Torsdag d. 11. oktober 2012
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Folketinget, Grønlændere i Danmark, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.


(an)
Syv ud af ti danskere ved ikke, hvem Grønlands politiske leder er og 42% af den danske befolkning tror, at hver tredje fanger i Grønland stadig benytter kajakken som sit primære fartøj i forbindelse med fangst til havs, sagde medlem af Folketinget for IA, Sara Olsvig, da hun holdt sin ordførertale i Folketinget.

Det er ikke udtryk for uvidenhed, det er udtryk for en fornuftig holdning til, hvad man har brug for som paratviden.
Hvis det skulle blive relevant at skaffe sig mere viden om for eksempel Grønland, Esbjerg kommune eller et land som Fridonia, så kræver det kun nogle få klik på tastaturet foran en PC.

Hvor mange ud af ti grønlændere ved for eksempel, hvad borgmesteren i Esbjerg kommune hedder, og hvordan befolkningen i kommunen er fordelt på de forskellige erhvervsgrene?

Befolkningstallet i Esbjerg kommune er ellers mere end dobbelt så stort som befolkningstallet i Grønland, og kommunens budget balancerer med en omsætning på 6,9 milliarder kroner om året i forhold til Grønlands på 6,3 milliarder kroner (heraf godt 3,6 milliarder som bloktilskud - hvoraf omkring 70 millioner kr. kommer fra erhverv og indbyggere i Esbjerg kommune).

Hvorfor skulle man have det som paratviden i Grønland? - Det har man fornuftigvis heller ikke. Og der er da heller ingen i Esbjerg kommune eller andre steder i Danmark, der på det grundlag taler om uvidende grønlændere.

Begge folketingsmedlemmer - valgt i Grønland - bekymrer sig om grønlændere bosat i Danmark. Især de sociale flygtninge fra Grønland. De to folketingsmedlemmer skal være glade for, at Grønland har fået hjemmestyre og senere selvstyre. Havde man stadig været en del af Danmark, på linje med en dansk kommune, så var regningen for denne eksport af sociale problemer havnet i Landskassen.
Disse ulykkelige mennesker er ikke rejst til Danmark med deres gode vilje. De er flygtet fra et Grønland, der har svigtet dem på det groveste.