Ordførertale ved Folketingets afslutningsdebat 2013

Inuit Ataqatigiit mener, at det er vigtigt og rigtigt, at Grønland deltager i Arktisk Råds møder og taler den arktiske stemme. Ikke kun vores egen, også de andre arktiske selvstyrende nationers og de arktiske oprindelige folks stemme.

Onsdag d. 29. maj 2013
Sara Olsvig, medlem af landsstyret og formand for Inuit Ataqatigiit    
Emnekreds: Arktisk Råd, Folketinget, Grønlændere anbragt i Danmark.

Indholdsfortegnelse: Fokus på grønlændere bosiddende i Danmark Strategien bør også handle om forebyggelse Kriminalforsorgen fortsat forsømt Debat i stor skala Vi skal true med at blive, ikke med at blive væk Fokus på grønlændere bosiddende i Danmark Foråret igennem har vi fra Inuit Ataqatigiit Folketingimi haft fokus på grønlændere bosiddende i Danmark. Vi har besøgt tre af de grønlandske huses projekter for udsatte grønlændere, ligesom det er blevet til besøg på Kofoeds Skolerne i Ålborg og København. Vi har også arrangeret åbne møder, hvor jeg har talt med borgere, grønlandske som danske, om de mange muligheder og udfordringer livet som grønlænder i Danmark medfører. Ved vores møder med både ansatte, projektmedarbejdere og brugere af værestederne er jeg blevet genbekræftet i, at der er behov for en særlig indsats over for udsatte grønlændere. Det handler ikke om, at gøre grønlændere i Danmark til ofre, men om at anerkende, at grønlændere kommer til Danmark med en anden kulturel og sproglig baggrund end den danske, og af disse helt naturlige grunde har brug for, at systemet er gearet til en forståelig dialog og sagsbehandling, således at de alt for mange misforståelser og frustrationer undgås. Heldigvis lykkes det de mange engagerede medarbejdere og frivillige på de forskellige sociale projekter, at gøre en helt enorm indsats for de borgere de møder i deres hverdag. Det er de ansatte og de frivillige som i deres daglige arbejde i høj grad tager sig af en lang række af bisidder- og social tolkningsarbejdet. Men den samlede indsats fra kommunernes og statens side er mangelfuld. Særligt i det lys, er det af ekstrem stor vigtighed, at vi sikrer de eksisterende sociale projekter rent økonomisk. Jeg er ked af igen at måtte konstatere, at det stadig er de usikre satspuljemidler mange af de sociale projekter lever af. De sidder igen i år og skal tage stilling til, om de skal opsige medarbejdere og faciliteter, da de endnu engang ikke ved, om de har midler til at fortsætte deres arbejde efter udgangen af året. Det kan ikke passe, at vi år efter år skal sidde med præcis det samme problem. Vi må i fællesskab kunne finde en løsning, så vi permanent sikrer disse sociale projekter! Strategien bør også handle om forebyggelse Socialministeriet arbejder netop nu med den nationale strategi vedrørende socialt udsatte grønlændere i Danmark. Vi har fra Inuit Ataqatigiits side eftersøgt, at denne strategi ikke kun omhandler socialt udsatte. Rigtig mange velfungerende grønlændere møder også barrierer i det danske system. For eksempel er det en begrænsning, at der skal være mindst 12 børn på et modersmålsundervisningshold i hver kommune. Begrænsningen gør, at mange grønlandske borgere i Danmark ikke kan benytte sig af denne rettighed. Vi ved fra dialogen med de mange socialrådgivere og ansatte på Kofoeds Skolerne og de grønlandske huse, at mange af de grønlændere som kommer herned ikke var socialt udsatte da de forlod Grønland. Derfor bør det forebyggende arbejde være en integreret del af den nationale strategi. Kriminalforsorgen fortsat forsømt En anden gruppe grønlændere i Danmark vi har haft fokus på er de indsatte ved Herstedvester. For et par uger siden deltog jeg ved afsløringen af vinderprojektet for den kommende lukkede anstalt i Nuuk. Endelig er der kommet håndgribelig fremgang i projektet, og justitsministeren har nu lovet, at anstalten står færdig i slut 2017. Det er med sikkerhed en god nyhed for mange af de grønlandske indsatte ved Herstedvester, og det er en god nyhed for det grønlandske samfund. Inden for overskuelig fremtid vil vi ikke længere skulle sende vores forvaringsdømte ud af landet. En sag vi har ventet tålmodigt på i 40 år. Jeg kan dog ikke lade være med at knytte et par bekymrede bemærkninger til kriminalforsorgen i Grønland. Det at der kommer en lukket anstalt i Nuuk løser langt fra den lange række af andre problemer vi har i de åbne anstalter i Grønland. Ved mine besøg på en række af anstalterne har jeg set og oplevet hvor ringe forhold de indsatte, og i nogle tilfælde også de ansatte har. Selvfølgelig er der gode eksempler, som anstalten i Tasiilaq, hvor indtrykket af forholdene var gode. Forholdende på anstalterne og uddannelses- og efteruddannelsesforholdene for anstaltsbetjentene må og skal der gøres noget ved. Problemerne løser ikke sig selv, heller ikke selvom vi får en ny og flot lukket anstalt i Nuuk. Jeg ser frem til mit kommende møde med justitsministeren, hvor jeg har ønsket at vi drøfter disse og andre sager vedrørende kriminalforsorgen i Grønland. Debat i stor skala Gennem dette folketingsår har vi set en ekstremt interessant politisk udvikling mellem Grønland og Danmark. Det har været året, hvor vi for alvor har taget hul på implementeringen af vores gensidige aftale – Selvstyreloven. Jeg er af den overbevisning, at vedtagelsen af loven om Grønlands Selvstyre er den mest skelsættende begivenhed i Rigsfællesskabets politiske historie. I år har vi så set, hvordan vi fra hver vores side af Atlanten tolker og bruger denne lov på hver vores måde. Her i Folketinget har vi set partier som ønsker time-out i den ellers så naturlige udvikling af en storskalalov. Vi har set, hvordan danske partier indirekte forsøger at blande sig i vores arbejdsmarkedspolitik. Et område som Grønland har hjemtaget. Hjemme i Grønland har mange af os stået forundrede, og til tider moret os lidt, over den lange række af spekulationer og konstruerede konklusioner fra danske politikere og ikke mindst den danske presse. Mest af alt har vi dog været noget frustrerede over den skævhed vi ser i, hvor oplyste vi er i hhv. Grønland og Danmark om vores fælles politiske tilværelse og vores juridiske rammer. Det er en skævhed vi skal have rette op på. Dialog er vejen frem, og jeg vil da også udtrykke min overordnede glæde over, at der er så stor interesse for vores fællesskab. Jeg vælger at tro på, at der er en god vilje til at finde gode løsninger, både i Grønland og i Danmark, og jeg vil rose Statsministeren og den danske regering for jeres standhaftighed og jeres værnen om ansvarsfordelingen i vores selvstyreaftale. Vi skal true med at blive, ikke med at blive væk Til slut vil jeg knytte et par bemærkninger til den delikate sag om, at det nye landsstyre valgte at blive væk fra et ministermøde i Arktisk Råd. Fra Inuit Ataqatigiit er vi dybt uenige i, at vejen frem er at blive væk. Vi mener derimod, at vejen frem er at true med at blive! Men vi er enige i, at der fundamentalt er et problem som ikke kun gælder Arktisk Råd, men også andre internationale fora, hvor Grønland i kraft af Rigsfællesskabet deler sæde med Danmark og Færøerne. I Arktisk Råd regi har vi, siden rådet blev stiftet i 1996, i det stille kæmpet kampen om at være en integreret del af rådets arbejde. Vi har deltaget i arbejdsgrupperne, i det videnskabelige arbejde, i Senior Arctic Officials møderne og på ministerniveau. Det har vi gjort efter forskellige modeller og vi har i kraft af at Arktis er blevet mere og mere interessant udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitisk, kunne mærke at der er sket en bevægelse imod et mere strømlinet og ekskluderende statsengagement. Rådet er et mellemstatsligt samarbejdsforum, og der er otte stater som er medlemmer. Men alle disse otte staters parlamenter og regeringer befinder sig langt syd for den arktiske cirkel, og i mange tilfælde rent politisk, milevidt fra den arktiske virkelighed og nærhed. Derfor vil det problem vi nu ser blive udtalt ved et grønlandsk boykot ikke forsvinde ved forhandlinger med et par formandslande, og rådet vil blive nødt til at forholde sig til problematikken i mange år fremover. I sidste ende er det rådets Rules of Procedures og Ottawa deklarationen som indeholder den begrænsning, at det er de otte arktiske stater som er medlemmer, og som udpeger en SAO hver. Inuit Ataqatigiit mener, at det er vigtigt og rigtigt, at Grønland deltager i Arktisk Råds møder og taler den arktiske stemme. Ikke kun vores egen, også de andre arktiske selvstyrende nationers og de arktiske oprindelige folks stemme. Vi mener samtidigt, at udmeldingen om, at Grønland stiller sit arbejde i rådet i bero er en uhensigtsmæssig måde at lægge pres på rådets medlemmer. Hvordan skal vi yde indflydelse uden at være der? Danmark har gennem årene fået tradition for at ville os ligeværdigt. En tradition som en række af de andre arktiske stater ikke udøver over for deres oprindelige folk og selvstyrende nationer. Det er en tradition vi i Rigsfællesskabet skal værne om, og vi bør fra Grønlands side fortsat bestræbe os på at agere som en ligeværdig part, ikke som en fornærmet teenager. Grønlands deltagelse i Arktisk Råd skal genoptages hurtigst muligt. Vi må ikke risikere at blive agterudsejlet i et forum, hvor alt som vedrører os, lige fra sundhed til søopmåling, kan påvirkes og samarbejdes om.