Skyderierne skal stoppes

Demokraterne vil på baggrund af de seneste skyderier intensivere kampen for, at skyderi indenfor bebyggede områder bliver omfattet af Kriminalloven. Det vil nemlig betyde, at en gerningsmand vil kunne straffes med eksempelvis anbringelse i anstalt ligesom det vil blive muligt for politiet, at konfiskere gerningsmandens våben.

Tirsdag d. 18. juni 2013
Demokraterne  
Jens B. Frederiksen, landstingsmedlem og formand for Demokraterne
Emnekreds: Kriminalloven for Grønland, Politiet.

Jens B. Frederiksen har forlangt, at Landstingets Lovudvalg snarest afholder møde med henblik på at diskutere de alt for ofte forekommende skyderier i bebyggede områder. Demokraterne er ikke i tvivl; straffen skal være meget hårdere end i dag. Men det kræver, at forseelsen overgår fra Politivedtægten til Kriminalloven.

Tidligt lørdag den 8. juni skete det igen. En person affyrede sit våben i et tæt bebygget område. Heldigvis kom ingen noget til. Det er desværre ikke første gang, at vi ser skyderi i tæt bebyggede områder. Tilbage i februar blev en mand i Kangaamiut sigtet for det samme. Og sådan kunne jeg faktisk blive ved.

Demokraterne har i mange år arbejdet hårdt for, at straffen for disse skyderier bliver skærpet. Allerede i efteråret 2006 stillede jeg et forslag om, at skyderi inden for bebygget område skulle lægges ind under Kriminalloven for Grønland. Jeg stillede forslaget, fordi det var – og stadig er – sådan, at hvis det ikke kan bevises, at der er tale om fareforvoldelse, drabsforsøg eller lignende efter Kriminallovens bestemmelser, så er retsvæsenet nødsaget til at bruge Politivedtægten som eneste redskab. Det betyder, at gerningsmanden kun får en lille bøde.

Det er ganske enkelt ikke nok til at få folk til at tænke sig om en ekstra gang, inden de begynder at skyde vildt omkring sig. En foranstaltning (straf) har flere funktioner. To af de vigtigste er, at straffen skal afholde en gerningsmand fra at begå lignende kriminalitet, og at straffen skal afskrække andre fra at begå en lignende forseelse.

Demokraterne vil på baggrund af de seneste skyderier intensivere kampen for, at skyderi indenfor bebyggede områder bliver omfattet af Kriminalloven. Det vil nemlig betyde, at en gerningsmand vil kunne straffes med eksempelvis anbringelse i anstalt ligesom det vil blive muligt for politiet, at konfiskere gerningsmandens våben.

Jeg har derfor bedt om, at Landstingets Lovudvalg bliver indkaldt. Jeg har bedt om, at Lovudvalget skal afholde et informationsmøde med Politimesteren i Grønland, så vi derigennem kan få belyst, hvad der skal til for, at "skyderi inden for bebygget område" overgår fra Politivedtægten til Kriminalloven.

Demokraterne mener ganske enkelt ikke, at det kan være rigtigt, at en gerningsmand kan slippe med en forholdsvis lille bøde i en situation, hvor vedkommende har holdt en hel bydel som gidsel, og skabt frygt blandt borgerne. Vi skal også huske på, at gerningsmanden i mange tilfælde ikke blot har skabt frygt. Politiets afspærringer i sådanne situationer betyder, at folk ikke kan komme på arbejde eller ikke kan komme hjem. Institutioner og lignende må holde lukket. Alt i alt mister både den enkelte og samfundet indtægter på skyderierne. Og så er jeg ikke engang begyndt at tale om, hvor store ressourcer Politiet bruger i forbindelse med anholdelse af gerningsmanden.