En dansker kom forbi
En dansker kom forbi - og kom forbi igen - og igen-igen. Og det er der nu kommet en PhD afhandling ud af – hovedsageligt baseret på ’von hören sagen’ og et tydeligt venstreorienteret tankesæt.
Søndag d. 14. juli 2013
Anders Nilsson
, Redaktør for Kamikposten.dk
Emnekreds:
Anmeldelser af bøger, film mv
,
Bygder
,
Bøger
,
Grønlands historie
,
Levevilkår
,
Nyhedsbreve
.
Indholdsfortegnelse:
Kolonitiden 1721 til 1953
Afkolonisering og modernisering 1953 til 1979
Om ændringen i bosætningsmønstret skriver Kåre Hendriksen:
Oprøret mod centraliseringen og den danske politik
Det stort anlagte udviklingsprojekt fik dødsstødet næsten før det var kommet i gang
At elementer af fødestedskriteriet stadigt lever og har det godt, skyldes gridske fagforeninger
Hjemmestyret 1979 til 2009
Her må jeg stoppe
En dansker kom forbi - og kom forbi igen - og igen-igen. Og det er der nu kommet en PhD afhandling ud af – hovedsageligt baseret på ’von hören sagen’ og et tydeligt venstreorienteret tankesæt.
Afhandlingen bærer titlen
Grønlands bygder - økonomi og udviklingsdynamik
Den er skrevet af Kåre Hendriksen.
Den er på 489 sider.
Afhandlingen indledes med et kapitel med titlen
Indledning – en undren
efterfulgt af et kapitel med titlen
Et historisk rids af Grønlands udvikling
.
Det er mit gæt, at folk med kendskab til Grønland og Grønlands historie ikke vil orke at læse ret meget længere end til slutningen af andet kapitel.
Det vil jeg sandsynliggøre i det efterfølgende.
Kolonitiden 1721 til 1953
Om ”Kolonitiden 1721 til 1953” skriver Kåre Hendriksen:
Side 15 første afsnit:
Fra den danske koloniseringen af Grønland i 1700-tallet havde staten tilstræbt at holde Grønland som et ‘lukket land’ i et forsøg på at reducere europæiske hvalfangeres tuskhandlen med den grønlandske befolkning. En politik staten i det store og hele fastholdt frem til anden verdenskrig.
Min kommentar:
I årene efter Hans Egedes ankomst blev der anlagt en række kolonier op langs vestkysten af Grønland. Her kunne grønlænderne sælge de produkter, der måtte være efterspørgsel på uden for Grønland, og de kunne købe ting ude fra, som kunne sikre og lette tilværelsen. Det drejede sig i begyndelsen først og fremmest om redskaber af metal.
At der også længe før Hans Egedes ankomst til Grønland var stærke ønsker om handelskontakter med folk ude fra, det har arkæologer dokumenteret.
I denne sammenhæng mest interessant har man kunnet fastlægge, at grønlændere bosiddende ved vestkysten nord og syd for Søndre Strømfjord ændrede perioden for deres årlige fangstrejser til fjerne steder inde i Søndre Strømfjord, da europæiske hvalfangere begyndte at dukke op ude i Davis Strædet. Arkæologernes fortolkning er, at man ville være sikre på at være til stede ude ved kysten, når hvalfangerne dukkede op.
Med statens anlæg af faste handelsstationer blev der en helt anderledes stabil mulighed for samhandel, og det har været i fælles dansk-grønlandsk interesse, at fremtidssikre denne nye mulighed for samhandel ved at formindske den sporadiske handel med de europæiske hvalfangere. Det var ikke kun et 'statsligt forsøg på at reducere europæiske hvalfangeres tuskhandlen med den grønlandske befolkning'.
Side 15 andet afsnit:
Politikken om, at Grønland skulle udvikles i sit eget tempo, var samtidig betinget af ønsket om, at de grønlandske kolonier ikke måtte være en økonomisk belastning og helst skulle bidrage med et overskud til statskassen.
Min kommentar:
Takket være Hans Egedes søn Poul Egede og senere Samuel Kleinschmidt fik Grønlænderne tidligt deres eget skriftsprog.
Der har naturligvis fra statens side været fokus på et muligt overskud ved handelen med Grønland, men ikke mere end, at de først tjente penge gik til at oprette og drive et skolevæsen i Grønland, ligesom der blev bygget kirker.
Undervisningen og kirkebetjeningen foregik på grønlandsk med lokalt uddannede kateketer. Det skete i Grønland nogenlunde samtidigt med en lignende udvikling i Danmark for så vidt angår skolevæsenet.
Side 15 andet afsnit:
Som følge af den almene dårlige sundhedstilstand og perioder med misfangst og sult var befolkningstilvæksten meget beskeden. Historisk har periodisk misfangst og sult været et tilbagevendende problem, men til forskel fra tidligere var befolkningen fra midten af 1800-tallet blevet afhængige af vareleverancer fra den danske kolonimagt.
Min kommentar:
Her bevæger Kåre Hendriksen ud i det rene vrøvl.
(an 1980)
I tidligere tider med misfangst døde befolkningen ud, og landet lå mennesketomt hen, indtil klima og fangst gav nye muligheder for at indvandre til Grønland fra Canada.
Nutidens vestgrønlændere indvandrede til Grønland i 1200-tallet. Landet havde på det tidspunkt været beboet i mere end 200 år – af nordboerne. Den forrige indvandring af grønlændere var uddøde nogle hundrede år før nordboernes ankomst.
Havde staten ikke – i forlængelse af Hans Egedes ankomst til Grønland – etableret sig med handelsstationer, så havde der i dag måske slet ikke været overlevende grønlændere i Grønland. Med mindre naturligvis andre havde etableret sig med faste handelsmæssige forbindelser til Grønland.
Det Kåre Hendriksen kalder "afhængigheden af vareleverancer fra den danske kolonimagt" har i flere omgange reddet dele af den grønlandske befolkning fra at uddø.
Afkolonisering og modernisering 1953 til 1979
Side 16 andet afsnit:
Blandt de intellektuelle i Danmark ændredes det ideologiske mål fra at beskytte den oprindelige befolkning og dens kultur mod for voldsomme ændringer til, at grønlænderne skulle have mulighed for at leve som os.
Min kommentar:
Ønsket om at åbne Grønland kom først og fremmest fra grønlandske politikere, hvor den mest fremtrædende talsmand for ændringen var det nyvalgte folketingsmedlem Augo Lynge.
Citat fra Jens Heinrichs Ph.d. afhandling:
Eske Brun og det moderne Grønlands tilblivelse
(side 226):
I august 1953 blev det første folketingsvalg i Grønland gennemført. Augo Lynge og Frederik Lynge blev valgt ind. Sidstnævnte var læreruddannet og blev i 1947 kolonibestyrer i minebyen Qullissat, hvilket på det tidspunkt var en sjælden post for en grønlænder. Frederik Lynge var født i K'ornoK (Qoornoq) i Godthåbsfjorden, men boede størstedelen af sit liv i Nordgrønland og arbejdede ihærdigt for at fremme, hvad Frederik Lynge opfattede som nordgrønlandske interesser, og kan som sådan opfattes som en traditionalist.
Augo Lynge var derimod en mere reformivrig politiker, der ønskede at Grønland skulle moderniseres bl.a. igennem tilegnelsen af det danske sprog. Det var altså både en reformivrig repræsentant og en mere traditionalistisk repræsentant fra Grønland, der blev valgt ind i Folketinget i 1953.
Om ændringen i bosætningsmønstret skriver Kåre Hendriksen:
Side 16 nederst på siden:
Planerne (Red:fra dansk side) om modernisering og de ideer om rammerne for et moderne samfund, der lå bag, indebar, at det oprindelige nomadiske liv blev set som en hindring. Det var ikke muligt at sikre bedre sundhed, uddannelse og ordentlige boliger til en befolkning, der ikke var bofaste, og sammen med industrialiseringen af fiskeforarbejdningen fordrede moderniseringen, at bostederne havde en ‘vis størrelse’. Med andre ord var det nødvendigt at samle befolkningen på færre og større bosteder, og at nedlægge de steder, hvor man ikke vurderede, at der var et fiskepotentiale.
Min kommentar:
Denne flytning fra de mindre til de større beboede steder i Grønland gik i gang af sig selv allerede, da den første koloni blev etableret i Godthåb (byen, der under hjemmestyrets første år fik tildelt det politisk mere korrekte navn Nuuk).
Det var fra dansk side ikke ønsket, og det var ikke hensigtsmæssigt, at befolkningen i stigende omfang valgte at flytte ind til kolonierne. Af hensyn til indhandlingen skulle de forblive ved de bedste fangstpladser. Men i det spørgsmål var det grønlands egen befolkning, der var de mobile og som flyttede efter de bedste overlevelsesmuligheder.
For eksempel foregik der i årene, før muligheden for at fraflytte bygderne blev sat i system, en selvvalgt flytning fra bygderne i Diskobugten blandt de mere driftige fiskere. De ville ind til byerne, hvor der var bedre muligheder for at indhandle fangsten.
Der var ikke noget modsætningsforhold mellem befolkningens faktiske flyttemønster og de nye planer om at samle befolkningen på færre og større bosteder.
Side 17 næstsidste afsnit:
I endnu et forsøg på at udvikle en grønlandsk selvbærende økonomi blev der med udgangspunkt i en dansk og vestlig referenceramme peget på effektivisering, større men færre produktionsenheder og dermed at fremskynde centraliseringen af befolkningen og at undlade investeringer de mindre steder eller steder, der ikke blev vurderet til at have økonomisk potentiale. Den danske stats centraliseringspolitik kulminerede med lukningen af kulminebyen Kutdligssat (Qullissat) i 1972, der indtil få år inden havde været Grønlands tredjestørste by.
Min kommentar:
Også her bevæger Kåre Hendriksen ud i det rene vrøvl.
Kulminen Qullissat blev åbnet i 1924. Kullene fra minen havde to særpræg. På den ene side var svovlindholdet lavt, og det var miljømæssigt positivt På den anden side var produktet meget smuldret og derfor mindre egnet til datidens kulfyr.
Efter 25 års drift begyndte minen at give underskud. Det der slog bunden ud af indtjeningen var polske kul, der takket være massiv statsstøtte kunne sælges billigere end kul fra Grønland. Og - måske mindre betydningsfuldt, men værd at nævne - så var kulmineselskabet blevet pålagt at levere kul til lokalbefolkningen til en lav pris, som blev fastsat af Grønlands Styrelse. Det var socialhjælp, tvangsfinansieret af en virksomhed, der i øvrigt skulle klare sig på markedsvilkår. Den slags går ikke i længden.
Allerede i midten af 1950-erne stod et klart, at minedriften næppe nogen sinde igen ville blive rentabel. Det betød, at man ophørte med at reinvestere og modernisere maskinparken. Da minen blev lukket i 1972, var der gået sytten år, siden de første tegn på uoprettelig dårlig økonomi begyndte at vise sig.
Forud for lukningen havde man arrangeret sig med boliger til de, der måtte forlade minebyen. De kunne selv ønske, hvorhen de ville flytte til byer med mulighed for arbejde.
Det har intet at gøre med ”den danske stats centraliseringspolitik”. Det er et grundlæggende vilkår for virksomhedsdrift, som gælder overalt på jorden, inklusive Grønland: det skal kunne løbe rundt med et fornuftigt afkast til løn og vedligehold.
Lukningen af Qullissat var økonomisk velbegrundet. Men lukningen er blevet misbrugt af grønlandske politikere til en hetz mod Danmark. Her fungerer Kåre Hendriksen som mekanisk nikkedukke.
Hvis lukningen af Qullissat var den urimelige svinestreg fra dansk side overfor Grønland, som den er blevet gjort til af den politiske venstrefløj i Grønland, hvorfor blev minen så ikke åbnet igen?
Det har siden hjemmestyrets indførelse i 1979 stået Grønland frit for at genåbne minen, genbefolke bygden og genetablere de tabte arbejdspladser. Det er som bekendt ikke sket.
Der har ikke engang været stillet et politisk forlag om, at det skulle ske.
Oprøret mod centraliseringen og den danske politik
Side 17 sidste afsnit:
Den meget hurtige udvikling af det grønlandske samfund udløste en modreaktion, hvor store dele af befolkningen oplevede, at kolonimagten var blevet afløst af et dansk embedsmandsværk, og antallet af danskere i det offentlige og private erhvervsliv voksede fra ca. 2.600 i 1960 til ca. 6.000 i 1970. I byerne opstod der en dansk livsform, som grønlænderne havde svært ved at identificere sig med, og med indførelse af ‘fødestedskriteriet’ i 1964 blev lønforskellen mellem grønlandske og danske tjenestemænd endnu større, samtidig med at danskerne havde andre privilegier som fri ferierejse, og at hvert år i Grønland talte dobbelt i forhold til pension.
Min kommentar:
På havet ud for Vestgrønland lå der i begyndelsen af 1960-erne fremmede fiskefartøjer, som årligt hentede op mod en halv million tons torsk op af havet.
Det var oplagt, at Grønland skulle have en andel af det fiskeri. Og det krævede massive investeringer på alle leder og kanter. Det blev besluttet at koncentrere investeringerne i ”åbentvandsområdet”. Det vil sige i byerne Frederikshåb, Godthåb, Sukkertoppen og Holsteinsborg, hvor der normalt var isfri adgang året rundt.
Der var ikke lokal arbejdskraft til at bemande de planlagte fiskeskibe, de nødvendige fiskeindustrianlæg og på samme tid bygge de nødvendige boliger, skoler, børnehaver, vuggestuer og fabriksanlæg m.v.
Der var heller ikke lokale folk nok med uddannelse og erfaring i entreprenør- og byggevirksomhed.
Derfor blev det efter grundige forhandlinger mellem staten, de grønlandske politikere og Grønlands Arbejdersammenslutning besluttet at satse på tilkaldte håndværkere til entreprenør- og byggeopgaverne.
For at få disse arbejdere til Grønland, var det nødvendigt at betale dem dansk løn.
Af hensyn til økonomien i det kommende storfiskeri, var det nødvendigt, at den meget høje betaling til de danske håndværkere ikke fik afsmittende virkning på de lokale lønninger. Derfor indførte man et fødestedskriterie. Det blev godkendt af både LO i Danmark og GAS (Grønlands Arbejdersammenslutning - nu SIK) i Grønland.
Lidt naivt regnede man med, at det planlagte arbejde ville være udført og overstået i løbet af få år.
Så det der med at indførelse af ‘fødestedskriteriet’ i 1964 skyldes hensynet til danske tjenestemænd, er grebet ud af et tanketomt rum.
Det stort anlagte udviklingsprojekt fik dødsstødet næsten før det var kommet i gang
Jeg arbejdede i de år som student i Ministeriet for Grønland. En af mine arbejdsopgaver var at korrekturlæse den årlige beretning fra ministeriet om tingenes gang i Grønland.
Vi var et par år bagud med årsberetningerne. Det betød, at jeg sad og korrekturlæste tekster om de store torskefangster ude på fiskebankerne, der snart skulle hentes ind af grønlandske fisketrawlere til nybyggede grønlandske fiskefabrikker, samtidig med at jeg vidste, at fangsten af torsk i den mellemliggende tid var styrtdykket fra knap en halv million tons torsk årligt til – så vidt jeg husker – omkring 120.000 tons.
Det kraftige fald i torskebestanden blev en katastrofe for projektet, som ingen havde kunnet forudse.
At elementer af fødestedskriteriet stadigt lever og har det godt, skyldes gridske fagforeninger
Da hjemmestyret blev indført i 1979 skulle fødestedskriteriet endeligt aflives. Der skulle være lige løn for lige arbejde – uanset fødested.
Ligestillingen kom imidlertid også til at omfatte retten til en feriefrirejse til Danmark for den ansatte med familie. Blandt andre var Birger Poppel, som aktiv i sin fagforening, med til at presse igennem, at retten til feriefrirejse ikke skulle afskaffes. Den skulle bibeholdes og udvides til også at omfatte de hjemmehørende fagforeningers medlemmer.
Så i dag er det stort set sådan, at det kun er lønmodtagere, der er medlemmer af SIK (der svarer til 3F i Danmark), der ikke har ret til feriefrirejse hvert andet år for hele familien.
Feriefrirejsen er skattefri.
For folk, der ikke er medlem af en fagforening eller kun er medlem af SIK, gælder det for det store flertal, at de kun kommer til Danmark, hvis de er så uheldige/heldige at blive ramt af alvorlig sygdom, eller er pårørende til et barn, der er blevet ramt af alvorlig sygdom.
Hjemmestyret 1979 til 2009
Side 18 næstsidste afsnit:
For at udvikle og administrere hjemmestyret blev der i Nuuk opbygget en centraladministration, der i høj grad blev baseret på embedsmænd fra Danmark i erkendelse af, at der ikke i tilstrækkeligt omfang var uddannet kvalificeret grønlandsk arbejdskraft. De danske embedsmænd kom naturligt nok med deres danske referenceramme, og en stor del af dem var inspireret at 1960’ernes antiautoritære ungdomsoprør og bakkede op om decentralisering og ‘udvikling på befolkningens præmisser’.
Min kommentar:
Det er ikke korrekt at skrive, at de danske embedsmænd kom med deres danske referenceramme. Mange af dem – og de værste af dem – kom direkte fra RUC. Ingen nævnt ingen glemt.
De arbejdede i tæt forståelse med og under ledelse af politikere som Lars-Emil Johansen, som i løbet af få år kørte Grønland ud over fallittens rand.
Her må jeg stoppe
Som nævnt i indledningen, så er afhandlingen på 489 sider, og jeg er kun nået til side 18.
Jeg stopper her.
Hvis sovsen i en gryde smager skidt i den side, hvor man har stukket skeen ned, så smager den nok ikke meget bedre ude i midten eller ovre i den anden side af gryden.
Jeg orker ikke at gå længere.
Til folk, der skulle have mod på at fortsætte, vil jeg ikke sige ’Velbekomme’, det ville være at love for meget.