Døgninstitutionernes Årsberetning

Døgninstitutionernes Årsberetning 2012 er ikke betryggende læsning. Problemerne begynder allerede inden de anbragte børn/unge kommer i berøring med døgninstitutionerne. Årsberetningen påpeger nemlig, at de anbragte børn og unge når at tage betydelig skade, inden de bliver fjernet fra deres problematiske omgivelser.

Fredag d. 9. august 2013
Palle Christiansen, Landstingsmedlem for Demokraterne
Emnekreds: Børns vilkår, Socialt ansvar.

I medfør af § 37 i Forretningsorden for Landstinget fremsætter jeg hermed følgende spørgsmål:

Spørgsmål til landsstyret:
  1. Hvilke initiativer påtænker landsstyret at igangsætte for at forbedre forholdene på landets døgninstitutioner for såvel de anbragte børn/unge som for de ansatte?
  2. De børn/unge, der i dag bliver anbragt på døgninstitutionerne, er sværere skadede end tidligere. Hvilke tiltag agter landsstyret at foretage, så børn/unge, der befinder sig i problematiske omgivelser, bliver hjulpet tidligere end i dag?

Begrundelse
Døgninstitutionernes Årsberetning 2012 er ikke betryggende læsning. Problemerne begynder allerede inden de anbragte børn/unge kommer i berøring med døgninstitutionerne. Årsberetningen påpeger nemlig, at de anbragte børn og unge når at tage betydelig skade, inden de bliver fjernet fra deres problematiske omgivelser.

På den baggrund er det vigtigt, at samfundet bliver bedre til at spotte børn, der har det svært på hjemmefronten. Vi skal med andre ord blive bedre til at udvise rettidig omhu, så børn/unge bliver hjulpet, inden de tager alt for meget skade af deres problematiske omgivelser.

Fakta er nemlig, at de børn/unge der blev anbragt på en døgninstitution i 2012 synes sværere skadet end tidligere. Det er i hvert fald en samstemmig vurdering fra forstanderne på døgninstitutionerne. De sværere skader betyder, at det kræver længere tid, flere penge og flere pædagogiske ressourcer at behandle og drage omsorg for beboerne på døgninstitutionerne.

De mere behandlingskrævende børn/unge på døgninstitutionerne betyder ifølge årsberetningen, at det er relevant at genoverveje normeringerne på institutionerne således, at der skabes mulighed for bedre at arbejde med den enkelte beboer under trygge rammer for alle parter.

I den forbindelse er det vigtigt også at sikre ordentlige forhold for de ansatte, da døgninstitutionerne har haft udfordringer med hensyn til at rekruttere og fastholde kvalificeret personale. Her bliver der peget på nednormering som en del af løsningen.