§ 37: Spørgsmål til landsstyret vedrørende ansættelsen af Svend Hardenberg som departementschef

Jeg skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at Atassuts formand Gerhardt Petersen ikke er medlem af landsstyret, men kun af Landstinget, mens formanden for Partii Inuit Nikku Olsen blot er en helt almindelig borger.

Tirsdag d. 8. oktober 2013
Jens B. Frederiksen, landstingsmedlem og formand for Demokraterne
Emnekreds: Kammerateri, Landstinget paragraf 37 spørgsmål, Siumut.

I medfør af § 37 i Forretningsorden for Landstinget fremsætter jeg hermed følgende spørgsmål:

Spørgsmål til landsstyret vedrørende ansættelsen af Svend Hardenberg som departementschef:
  1. Er det korrekt, at det fire mand store ansættelsesudvalg i første omgang vragede Svend Hardenberg og pegede på to andre bedre egnede kandidater, da stillingen som Departementschef for Formandens Departement skulle besættes?
  2. Er det korrekt, at Formanden for landsstyret Aleqa Hammond har opfordret Svend Hardenberg til at søge stillingen som departementschef i Formandens Departement?
  3. Er det korrekt, at landsstyret gav en klar besked til ansættelsesudvalget om, at Svend Hardenberg skulle indstilles til stillingen som Departementschef for Formandens Departement?
  4. Hvad er årsagen til, at landsstyret valgte at blande sig i ansættelsesprocessen?
  5. Hvad er årsagen til, at landsstyret bevidst valgte at tilsidesætte anbefalingerne fra ansættelsesudvalget?

Begrundelse
Berlingske offentliggjorde lørdag den 21. september artiklen ”Varme forhold og iskolde vennetjenester”. Af artiklen fremgår det, at der har været en klar politisk indblanding, da stillingen som Departementschef for Formandens Departement skulle besættes.

Af artiklen fremgår det således, at Formanden for landsstyret Aleqa Hammond har opfordret Svend Hardenberg til at søge stillingen. Endvidere fremgår det, at Svend Hardenberg ikke blev indstillet til stillingen i første omgang, da der var bedre egnede kandidater. Og endelig fremgår det, at landsstyret gav besked til ansættelsesudvalget om, at Svend Hardenberg skulle indstilles.

Ingen af disse oplysninger er i skrivende stund blevet dementeret af landsstyret, og de står derfor til troende. Demokraterne finder det særdeles uheldigt og beskæmmende, hvis oplysningerne i artiklen fra Berlingske er korrekte.

Atassut og Partii Inuit har fået en redegørelse om alle de beskæmmende sager i Formandens Departement på trods af, at Formanden for landsstyret fra Landstingets talerstol har oplyst, at hun ikke kan udtale sig om personsager, da hun har tavshedspligt.

Jeg skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at Atassuts formand Gerhardt Petersen ikke er medlem af landsstyret, men kun af Landstinget, mens formanden for Partii Inuit Nikku Olsen blot er en helt almindelig borger.

Demokraterne vil på den baggrund opfordre til, at både det resterende Landstinget og befolkningen også bliver indviet i denne redegørelse, når nu tavsheden allerede er brudt over for både et medlem af Landstinget og over for en almindelig borger.

Aleqa Hammonds besvarelse